tirsdag den 31. juli 2012

"Om at spise dyr" - en gennemlæsning

Jonathan Safran Foer´s bog om kødproduktion, hans barndom og hans eget barns fremtid kunne have været halv så lang. Og stadig ville den have givet kvalme hos læseren over hvorledes vi mishandler os til at æde alt, alt for meget kød.

"Om at spise kød" er en faktatung sag og det er med til at bakke alle bogens horrible fortællinger om amerikansk kødproduktion godt op. Faktisk kunne den ikke have være skrevet uden, da dokumentation af fakta, er vore dagens mantra for al formidling. Så det gør Jonathan Safran Foer (JSF), med enkelte nedslag i malende beskrivelser af barndommens trygge familiemåltider i den jødiske familie og sygelig vold begået af farmere og personale i den amerikanske kødproduktion. Sådan at veksle imellem tryghed og mareridt er et godt greb, der holder læseren fast, usikker på hvad der nu sker.

Der sker bare ikke så meget mere og så blive selv fakta og dødsvold kedelig. Det er som om at JSF aldrig helt kan blive enig med sig selv om det er hans oplevelser med at skrive bogen, der får ham til at blive vegetar eller et mere intellektuelt valg. Han hælder konstant til det intellektuelle, men kan alligevel ikke blive ved at skulle beskrive endnu et overgreb og hans søns fremtid, lige efter endnu en tankerække om dyrs evner til at være sociale tænkende væsner og så den måde vi vælge at se på dem som føde.

JSF vil ikke overbevise sin læser om at blive vegetar, påstår han. Men efter at have læst bogen, kan der ikke være meget tvivl tilbage i mange mennesker; kød i det 21. århundrede bliver produceret under forfærdelige forhold, både for dyr og mennesker. At slagteriarbejdere, for sjov, skærer trynen af levende grise, smører salt i såret og endnu en håndfuld i dens anus, kan jo kun chokere. At farmerne afliver dyr ved at kvæle dem eller smide dem ind i væggen og derefter lader dyrene ligge, halvdøde, på gangen, kan også kun vidne om en sjælden kynisme. En afstumpethed, der resulterer i depressioner, voldelig opførsel og selvmord for de implicerede mennesker.
Forurening, firmaer, der aflægger sig ansvaret, de få og små farmere, der forsøger at drive et humant dyrehold; det hele gennemgås og dokumenteres, mens forfatteren stadig forsøger at umenneskeliggøre hele tanken om at spise kød.

Denne blog er ikke blevet vegetar af at læse "Om at spise dyr", for mange af beretningerne kendte jeg godt og derfor er mit kød enten hjemmegjort eller fra landmænd og slagtere, der behandler deres dyr ordentligt. Det vil sige, så ordentligt som man kan behandle noget man ved er skabt til at dø for ens egen hånd. JSF dvæler et stykke tid ved at beskrive forskellige slagtere og landmænds beretninger om dette. Drabet. Han falder over at de alle taler om drabet som "nødvendigt", han udpensler deres uro og overfladiskhed ved emnet, som om de ikke rigtigt er sikre på deres gerning; drab af dyr dagligt.
JSF mener ikke at det er nødvendigt at dræbe for at overleve som menneske. Det gør MUND-FULD.

Som mennesker er vi, som de fleste aber, bjørne, grævlinger, vaskebjørne, piranhas, grise, katte, rotter, høns, firben og ravne, i stand til at spise og fordøje både plantebaseret og animalskbaseret føde.Så selvfølgelig spiser vi kød.

Natten efter at ovenstående var blevet skrevet ned; drømte jeg en drøm, der for mig blev et godt billede på menneskets dilemma som eksistens med andre levende væsner. Drømme var kort, men jeg besøgte , som voksen, et sted, en stue, hvor jeg som ganske lille havde leget. At genopleve denne følelse af tryghed, varme, uskyldighed, var så overvældende, at jeg begyndte at græde. Her mødtes små glimt af en tabt og total glædesrus over at at være netop der, med den voksnes nøgterne tilstedeværelse af blot et rum, der så lidt gammeldags ud.
Jeg græd stadig, da jeg vågnede, mindet og tabet føltes stort; jeg er nemlig et Homo Sapiens; det tænkende menneske(dyr). Vi mennesker baserer en stor del af vort voksne liv på minder. Bevidst, oftest ubevidst er denne sentimentalitet, et savn af noget vi aldrig får igen, har disse minder stor magt over vore handlinger. Som hos  JSF, hans barndoms kalkunmiddage hos bedstemoderen, er meget tungvejende argumenter, for at fortsætte en kødspisende liv. Han skriver det ikke direkte, men han holder ved disse minder og forsøger samtidigt at forestile sig sin nyfødte søns samme minder, nu uden kalkunen.

Tabt barndom +  voksnes tanker = overvejelser om meningen med selve livet fortsatte mening.

Der er ingen mening, ven. Kunsten at leve et liv, med den viden, er ikke en som JSF synes at nå frem til. Han stiller sig tilfreds med at have overbevist sig om at ikke-kødspisere lever et bedre liv, alene af den grund at kød ikke er livsnødvendigt for at overleve som menneske. Det kan jeg forstå og acceptere; men hvad stiller vegetarerne op den dag man kan dokumentere at gulerødderne skriger i dødsangst, når de trækkes op af jorden? Døden er hos alle, hele tiden. Sådan er det for mennesker og sådan er det for alle væsner på denne jord.

Når jeg slagter kaniner eller jagter skadedyr i min have, er det ikke med en lystfølelse eller en trang til at dræbe; jeg mener det er en del af livets cyklus at jeg slår ihjel for at overleve. Ligesom jeg i mit stille sind takker hver en rødbede jeg rykker op af jorden, stryger jeg kaninens pels en sidste gang, før jeg slår den ihjel med et slag i baghovedet og fører et snit igennem dens halspulsåre med en kniv. Jeg ved at jeg også skal dø en dag, at min tid kan komme når som helst og jeg glæder mig over at disse væsner, i min varetægt, er opfostret med omsorg og respekt.

Det er denne respekt vi mangler, som kødspisere og som sociale væsner, i dag. Vi er blevet fremmede for livets betingelser. JSF tager dette dilemma op på en flot og gennemarbejdet måde; det giver grund til eftertanke

søndag den 29. juli 2012

Vi skal nu anmelde hinanden; hvem melder landbruget?

Angiveriets fordele er få. Alligevel tyer Mette Gjerskov, aka Magtesløs Fødevareminister anno 2012, til at opfordre alle danskere til at anmelde kødsnydere og uhygiejniske forhold.

Fy for satan, Mette Gjerskov, det mest ulækre her, er dit Card Blanche til stikkeri. Link her

For det første, det har altid været muligt at melde ulovlige forhold vedrørende fødevarer. Link her 
Og for år tilbage, ville det måske have hjulpet; for da havde kontrollørene faktisk både tid og viden til at reagere korrekt. Nu om dage, vil de stakkels mennesker komme stormende, lukke alt med forbindelse til mad i en radius af 3 kilometer, og få Ekstrabladet til at tage fotos af gerningsstedet. Job vel udført og nogle papirer udfyldt; alle vinder. For et øjeblik.
Slagtermesterne synes det er i orden med angiveriet; det er jo sådan et også deres "sorte" konkurrenter, der langes ud efter med opfordringen. Lederen af Fødevarestyrelsen siger det lige ud; det er de illegale, der er problemet.

Det er altså ikke slagerforretninger og supermarkedsslagtere, der sigtes til. Men hvor er det lige langt de fleste af os køber vort kød?
Det er i supermarkederne; så det er også der de fleste anmeldelser vil komme fra. Ingen der køber kød, billigt, ved en illegal, har vel tænkt sig at melde sin pusher.
Måske hvis han hævede prisen, men ellers tror jeg ikke der vil dukke flere, af fagpersoner nævnt, virkeligt grimme sager op. Og ingen der køber kød ved lokale håndværksslagtere vil undlade at nævne kvalitetsmangler overfor vedkommende. Og ingen lokale håndværksslagtere, vil sidde kundernes kommentarer overhørige; ikke hvis de vil fortsætte i den branche. Herude står der mere end penge på spil, personligt renomé fer eksempel.

Lad os vende os imod de anmeldelser, der vil komme om slagterforretninger og supermarkedsslagtere. Hvad er "ulækkert" for en almindelig forbruger? Er et røget grisehoved, er pølsestopning eller hvad med indmad i en spand? Fedtfilteret i en slagerforretning lugter ret klamt. Skal det anmeldes en varm sommerdag; skal røgeovnen?

Og så til det mest ulækre. Vi forbrugere er i dag så langt fra oprindelsen af vort kød, at en stor del af os ville blive veganere på stedet, kom vi forbi en dansk kødfabrik i morgen. Når endelig kødet ligger i butikken og er blevet for gammelt eller en sløv butiksslagter sløser med rengøringen, er det foregået så mange overgreb og brutalitet overfor dyrene, at dette sidste må betegnes som toppen af et ildelugtende kødbjerg. 

Men medicin som foder, aflivning af syge dyreunger med stumpe instrumenter, sygeligt fremavlede dyr, livsfarlige arbejdsforhold, dyretransporter over lange afstande, vold på slagterierne, depressioner for slagtere, snyd med saltvand i kødet, genbrugt kød i grillpakkerne; det hører vi ikke vores fødevareminister tale om. 

Næh, vi skal bare anmelde løs om småting, der hvor vi endelig får kødet at se. I en plastpakke, eller en køledisk. For crying out loud; vi kan jo ikke engang dufte til kødet der Og filmen på pakkerne, den camouflerer kedelige gråtoner, til vi kommer hjem og får åbnet. Og så skal vi til at melde det, midt i madlavningen?

Hvad helvede er det kommet til, når en minister ikke passer sit arbejde og i stedet for at sætte fødevareindustrien på plads, gør os alle til Judasser (dog uden belønningen; man skal jo spare).

Det er på tide at gøre som Joakim B. Olesen; brække sig. 
Ikke af madforgiftning, for mit kød er sgu tjekket eller hjemmegjort, men af hvor stort STASI-tankegangen har sejret i vort såkaldte frie demokrati.


lørdag den 28. juli 2012

Sommer = filosofi og links

At kunne gøre en forskel, i én eller i manges liv; det må være et mål for alle. Et godt måltid mad er noget det enkelste og det smukkeste man kan give andre. I disse dage er det en kamp at kunne gøre dette og den eneste der kan gøre en forskel, er os selv.


Først må du igennem vor tids største modstandere af ren og enkel mad; fødevarproducenterne, og dernæst detailleddet. Er vi kommet så langt, skal vi forbi trendsættere, kokke og misforstået godhed. Og som i et andet computerspil, vil vi tilsidst stå ansigt til ansigt med den største og sidste modstander. Den der aldrig forlader arena, den modstander du møder hver morgen; os selv.

Det er ikke skortet på tegn på at alle de førstnævnte har holdt ferie i de seneste uger.
 Landbrugserhvervet truer med direkte lovbrud, hvis der gennemføres en skærpet randzonelovgivning, link her. Det vil sige medmindre at man får en ordentlig godtgørelse fra staten.
2 ting stikker sit hoved frem i den sag. At bønder åbenbart tænker med pengepungen og at denne pengepung ikke mere er landmændene; det er bankernes. For kom vi så langt at landmændene faktisk gerne ville bidrage til at vi havde en bæredygtig fremtid, så ville deres belånte ejendommes virkelige ejere nægte dem det.
Tilbage står en tomt skal af landmandsstolthed, der kun er en undskyldning for ikke at tage opgøret med kapitalen. Stakkels landmænd; ædt af en fortidig tro på "liberale" idealer.

Detailleddet, ja denne blog har været der. Lad det blot stå som et eksempel at denne blog her til aften tog en rundtur til de supermarkedscontainere den ellers kun frekventerer i vinterhalvåret. De var ALLE udstyret med hængelås. Al debatten om skralderi og madspildsforebyggelse ad denne vej, er for alvor eksploderet i vore ansigter. Der ligger for tusindvis af kroner af brugbar mad i de containere. Før kunne man dog hente det op, nu er madspillet derfra totalt. Sørgeligt. Og dyrt.

Kokkene og spisestederne? Ja, der er i disse uger en meget omtalt "blokade" i gang  af et spisested, der ikke viltegne kontrakt med 3F. I misforstået frihedskærlighed, melder helt almindelige mennesker ud på Facebook, at det er et menneskes ret at vælge en dårligere overenskomst, måtte man ønske dette. Det virker lidt som om at vi ikke vil hinandens bedste.  Link her.
Men hvor er så de frie trendsættere, dem udenfor industrierne og restaurationsbranchen? Joh, de lader tilsyneladende hånt om alt andet end at få spænende mad på tallerkenen og eventuelt tage et foto af den. Hvilket på påpeges i en udmærket artikel, link her  Og flere gode skriv om det ødelæggende i madsnbberi, øko eller ej, link her.

Med det overstået, har vi nået den inderste cirkel, os selv.

Når man træffer valg for at kunne komme mest udenom industriens fødevarer, er man på Herrens mark, bogstaveligt talt. For selvom der er disse år er en trend om havebrug og selvforsyning af fødevarer, er det hverken blevet en megatrend eller en livstil, der er tænkt igennem for de store dele af befolkningen i den rige del af verden.

Der er mange uigennemtænkte områder, vi bør få frem i lyset,som fortalere for lokalt og bæredygtigt.
Vælger vi for alvor at ville gøre os fri af de normer et forbrugssamfund har stillet op igennem de sidste 70 år, nærmer vi os kanten af loven. At for alvor dyrke en have er et oprør i sig selv, at spare på sine udgifter, handle bæredygtigt, er, i følge vore ledende politikere, et direkte forræderi imod vores samfund. Vi skal bruge og bruge og bruge; holde hjulene i gang med forbrugsorienteret vækst.

Vore ledende industrier, vore ledende politikere, de steder vi køber vor mad; de er alle dele af en samfundsstruktur, der ikke passer ind i fremtidens liv for den enkelte borger. Det har det aldrig været, men vi er blevet forført til at tro på idéen. Idéen om at vi bør lade os servicere, vi glemte blot at den tid vi fik, skulles bruges i det hellige forbrugs navn.

Tilbage til at ville gøre det alligevel, skabe egne fødevarer og frigørelsen. Det bliver ikke mere lokalt, end hvis man selv hiver sin egen mad op af jorden omkring sig. Men hvor kommer tiden fra til det?Undetegnede har netop bedt om nedsat tid, bla. for at kunne bruge mere tid på frembringelse af egne fødevarer og har jeg så sparet noget? Måske, i det mindste får jeg mere tid til at gøre det jeg vil mere af; arbejde med livets cyklus.

Jeg er ikke den bedste til det, men det nok fordi jeg først nu forstår hvilken indsats denne livsform kræver. Omtanke og forberedelser, der mindst rækker et år frem ad gangen. Lige nu kan vi ikke anlægge nye jordbærbede der hvor vi gerne vil, fordi det linetræ der står ved siden af, jo først kan fældes til vinter. Jeg mangler en hankanin, seneste i går, så jeg kan nå at får stærke unger, før efteråret slår til. Jeg skal fylde noget i mine bede, men hvad; mere kompos, tang eller komøg?
Bondemanden han har altid travlt, no shit; der er 1000 ting at gøre og oveni en familie og andre interesser.

At ville selv, betyder at skulle gøre det selv, eller i fælleskab med nogle ligesindede.

Og hvorfor så gøre alt dette, er det værd, hvorfor gide det? Er det for børnenes skyld, for min egen eller fordi jeg har dårlig samvittighed over et tidligere liv, hvor jeg hærgede en hel regnskov med sprayfarver og plastik?

Noble sager, man snildt kunne bruge som følelsesmæssigt skjold; offerlammet, martyren for fremtidige generationer. Næh, det er fordi jeg føler mig røvrendt af de mange mennesker, der skulle forestille at være ledere af mit samfund og min fremtid. Pure anger; ikke nogle frelste foodies, der ikke kender deres lille hobbys problematiske konsekvenser, heromkring. Tjek link

De fucker med os og vi køber deres lort. De kryber ned i vores mad og bankkonto og vi siger ja tak og snupper et Happy Meal til. Og går vi til OL i London i disse uger, er det også det eneste vi kan få, for Macdonals, Coca Cola og Cadbury har købt hele svineriet og ansat særligt, uniformeret "madpoliti", til at kontrollere os og de stakkels lokale sælgere af fast food. 20.000 pund i bøde, hvis ikke der er McFries med fish´en. No shit? Link her

Handskerne er af, til 2. halvleg af 2012, baby!

torsdag den 5. juli 2012

Anton Svensson 2.0; tradition, oprør & nu på youtube

Hvis der findes et "Emils far"syndrom, så lider denne blog af det hvert år ved sommertid. Og særligt i år er det slemt, da tsunamien af fødevarebegivenheder denne sommer banker ned i den danske strandkant som aldrig før.
Nu skal vi stamig på marked og mærke det lokale. Sådan lyder mantraet fra nærsagt alle kanter af landet, hvor fødevare markederne skyder op som paddehatte. Denne blogs plan var oprindeligt at følge en god håndfuld af disse, tjekke stemningen, se girafferne og nyde at der nu endeligt, endeligt tages initiativer om vores allesammens mad. Det er aflyst; jeg magter det ikke; det er for meget. 

Så fordi alt dette synes MUND-FULD lidt for overgearet, var det jo heldigt at Morten Ildal, fra Grydeskeen.dk, synes at sådanne tanker var interessante nok til at bruge sin tid på at optage på video. På den måde kan denne blog holde sommerferie, velvidende at I nu blot er et enkelt klik borte fra at se undertegnede på youtube. Link her.


Joh, 2.0 udgaven af Anton Svendsson kan godt passe Kathullt OG gå viralt samtidigt. Han er ike fanget af de stive fattigdomskår, der bandt den første udgave til at konstant holde alt oprør nede, for at holde kontrol og maden på bordet. Som 2012 udgaven, kan jeg inkludere Emils oprør sammen med tanken om enkelthed og jævne værdier om naturen og andre mennesker. Det kan jeg gøre, fordi det oprør Emil gjorde, nu er endt som en kliché. Emil har ikke nogen at gøre oprør imod mere, da alle vil være ham.

Som forudset af mange, er mad og madviden blevet en modebølge. De første kartofler, asparges og jordbær er blevet faldbudt af folk i bowlerhatte og brune forklæder. Det er i og for sig herligt at være vidne til. Igen var f.eks. Kulinarisk Sydfyn en fornøjelse, med 11000 besøgende i regnen og alt til ganen.
Der blev lavet en lille film i dén anledning (link her); der i al sin amatørisme er både smuk og sætter fingeren på madbølgens bløde mave; for hvad så bagefter? Hvem skal støtte de små producenter bagefter, når hele cirkusset af medier, kendisser og deres merchandise, er draget til nye horisonter?
Som Klaus Holm slår fast i videoklippet; "Køb nu for fanden dansk frilandskød. Køb noget der smager af mere og spis så noget mindre".

Og det gør den brede offentlighed så; på Kulinarisk Sydfyn, i Kødbyen i København, i Vordingborg, i Aarhus, i Nordsjælland, på Roskilde Festivalen; vi vælter os i korn og olie, i kød og grønt; altsammen lokalt produceret, altsammen rost til skyerne for dets kvalitet af eksperterne. Vi har taget dansken med storm, os madformidlere. Nu kommer dem der skal tjene på det og tager deres del, medierne kan ikke få nok af at filme lokale grise og 50 liter havtornesaft fra Sydvestkøbing og tilsidst? Tilsidst kommer supermarkederne med deres kornblandinger fra De 5 Gaarde og rydder op. Og hvad så?

Anton,Emils far, tog ikke særligt tit på marked. Han blev hjemme og passede Katthult, sendte Emil i brændeskuret og hyggede sig med at være en gnier. Han levede sit bondeliv uden tanke for andet. Den nærværende mur af fødevare events, er det stik modsatte. Den kan ikke få nok af at fortælle sig selv og os andre hvor fed den er, det virker nærmest som om at facebookgrupper og reklameværdien er vigtigere.

Som fraløben bybo, ligger det denne blogs indehaver meget på sinde at forsøge at sammensætte det moderne familieliv, med idealet om at kunne klare sig selv mest muligt. At gøre de nu vidtbeskrevne gør-det-selv-i-køkken-og-have-tanker til hvedag. At spare den ene bil væk og cykle børnene de 10 km til skole i en elladcykel. At have dyrehold og køkkenhave, at finde sig et godt solcelleanlæg; alt det gejl. Det er en livsstil, et valg. Og med dette valg, også fravalg.
Fravalg af alt for mange spontanindkøb, af unødig transport, af bylivets fristelser (hver dag, i det mindste), af årlige rejser til fjentliggende øer under tropehimle, af "billige" tilbud i detailbutikkerne. Ingen af dem må have været nemme; for siden de har måtte vælges fra, var de vel en del af livet en gang. Ikke mere.

Jeg vælger også at lade være med at deltage i hypen omkring mad og lokal og nordisk og 80/20, for jeg vil gerne have gnisten indtakt, når bøtten vender og der kommer snavs frem om de små producenter. Skandaler med madforgiftninger i en af de mange events for musikgæsterne på en mark i Roskilde. Når al glansen bliver slidt af. Slidt af disse smukke tanker.
Store smukke tanker om at være selvforsynende med autentiske fødevarer i et af verdens rigeste lande og være en videnbegærlig befolkning, der ikke bare søger aflad for en ødelæggende livsstil. Når disse tanker en dag bliver pisset på af et eller andet kvaj, der skulle tjene en hurtig månedsløn og med kokainen løbende ud af næsen, må erkende at han ikke kender lort fra lagkage. Når medierne kaster sig over de stakkels frivillige med spørgsmål om hvor overskud fra markederne bliver af, fordi kasseren er skredet med det hele. Når det hele bare ikke er så interessant for medierne mere og faktisk synes lidt besværligt for de fleste. Når det ikke giver penge til investorerne mere.

Da vil jeg gerne kunne holde fanen højt og vide at jeg, i al stilhed, gjorde hvad enhver smälandsk bonde(i TV) gjorde; sørgede for at kunne lidt af det hele selv og tage på marked én gang om året, for at købe en ko og en brødspatel.

God sommer og endnu engang; tak til Grydeskeen.