fredag den 13. april 2012

Følelser og fakta - Når Ulla Holm pisser madeliten af

Sociolog Ulla Holm har gjort det igen; ved at fremkomme med en række halvkvædede viser om tilstanden i den nærværende danske madkultur, får hun hele Speltsegmentet op i det røde felt. Det fortæller mindre om Holms vage argumenter og mere om hvor tæt på overfladen følelserne sidder hos de kritiserede, samt hvor lidt højde man i debatten har taget for følelsernes rolle.

Skribenter, debattører, producenter, forfattere, bloggere og ægte kvinder fra indre København/Århus, står i kø med allehånde fakta, for at modbevise og latterliggøre Holm´s pointer om at en privilligeret gruppe af forbrugere køber sig til en tænkt naturlighed og sundhed. Tænkt fordi nogle produkter blot udstyres med en indpakning, der oser af grøn tankegang og åbne vider; når de, højst sandsynligt, ikke er meget bedre end det billigste industriprodukt; Holms påstand.
Holm sætter kløerne i en øm luns, når hun beskylder de selvgode speltmennesker  for at købe sig til et bedre liv og dermed, bedre status, end andre. Andre, det kan være mindrebemidlede og mindre uddannende, selvom dette ikke udtales helt så direkte. Det er måske ikke elegant (nok) skrevet, men det er spot on. Og derfor er de kraftige reaktioner også sigende, for de beviser jo at der er noget om snakken.

Modargumenterne har spændt fra om Holm mon ikke er ansat til at "dumme sig", til at tvivle på hendes intelligens og til de mere lødige; hos Madkultur, der bryder med Holms sort/hvide opdeling af bæredygtig produktion versus konventionel.  MUND-FULD er ikke sen til at være enig i rigtig meget af kritikken af Holm. Det gør bare ikke hendes pointe om modetendenser og bedrevidenhed mindre værd. 

Ét sted i de mange stemmer om og imod Holm, bliver der henvist til New York Times anmeldelse af bogen "An Economist Go To Lunch" skrevet af den tilsyneladende højreorienterede og ultra liberale, Tyler Cowen. Også i denne anmeldelse latterliggøres forfatteren for at være uvidende og slå plat på middelmådighed. At Cowen f.eks. finder et besøg på Noma kedeligt, trækkes sammen med hans (tilsyneladende) hang til gadekøkkener, citat:
“For a few years running Noma, in Copenhagen, has been judged the world’s best restaurant, but my meal there bored me,” he declares in a typical formulation. Soon enough he’s back home slumming around in decrepit neighborhoods for food carts...".

Som i Holms tilfælde, udnævnes forfatteren til at gå storindustriens ærinde og til at ikke vide tilstrækkeligt. Han, siges det i anmeldelsen, sværger til billige udskæringer og ordinære grøntsager, gjort interessante med krydderier og saucer, i dunkle køkkener udenfor bycentrummer og i provinsen. Dette udstilles, som i kritikken af Holm, som et eksempel at han ikke kærer sig om hvordan fødevarer produceres og at han ikke forstår hvad steder som Noma biddrager med. Det antydes også at netop fordi Cowen finder sin inspiration udenfor hipstermiljøets snævre rammer, kan han ikke have ret i sin påstand. For denne blog vidner det bare om at kritikerne er utilfredse med at der kan ske store madrevolutioner udenfor den håndfuld darlings man man har så dejligt tæt ved hånden, når man bor  på f. eks.  -broerne i København og kan se hinanden på gå-i-byen-websites og glittede magasiner.

Men ordinære råvarer og billige udskæringer, det er jo også hvad bla. det nye nordiske køkken handler om. Midt i al jublen over at have mødt Søren Wiuff in the flesh og vide hvem der står bag spise steder som "GRØD" og "Nose2tail", glemmer madeliten og særligt deres medløbere, at det er lige der, i det almindelige, slaget om bedre ernæring til alle skal stå.  
I det ordinære, det som supermarkederne evner at have i deres kølemontre. Det er med de råvarer de store kæder vil fremskaffe, at den jævne forbruger skal trylle stadig sundere og bedre mad frem. Det er en kamp for bedre udbud i butikkerne vi skal føre, sammen. Som mennesker; følelsesdyr

Ingen af parterne i denne diskution tager højde for følelsen, som magtfaktor. Ikke de indignerede speltmennesker, ikke sociologen Ulla Holm og ikke engang økonomen Cowen. Og det selvom netop økonomi, det kapitalisttiske udgave af den, er totalt styret af følelser.

Hvis vi, som borgere i et fælles samfund, skal kunne gå op imod de store firmaer, der bestemmer over vores indkøbsvaner og dermed vores sundhed, må vi erkende at vi er styret af følelser og finde ind til de gode af dem. Vi skal gribe ud efter hinanden og hvis det kræver at de der har større muligheder for at gå udenom de industrikontrollerede kanaler, skal bryde brød med de ignorente og de fattige i troen på renere mad; so be it.
At man kører "på landet" og køber sit kød, hjælper ingen andre end én selv og bonden der producerer bøffen. At lave en kasse med gulerødder i baggården, er kun for de få der står bag den. Det lugter for meget af mode og for lidt af reel vilje til at lægge sin livsstil om. Modetendenser er nemlig, også, præget af en seen ned på de der ikke følger den, hvis ikke man er med, er man ikke så god som dem der gør. Men dette handler om mere end mode.

Tilhører du det overskudssegment, som denne blog så spydigt kalder "Speltsegmentet"; der bager af økologisk mel og har en hønsegård, måske endda plukker dine egne ramsløg, så er det din forbandede pligt at byde din Aldihandlende nabo indenfor i din verden. Hvis du vel og mærke mener at du har noget bedre at tilbyde og hvis du vel og mærke vil give de mishandlede Danpokyllinger respekt, ved at leve i et ærligt alternativ til den.

Nå? Er du bedre end andre? Vil du indrømme det og gøre noget ved det?




3 kommentarer:

  1. Hej Mund-Fuld

    Fint indlæg. Og god overskrift!

    Selvom jeg ofte oplever et eller andet skær af noget djævelens advokeren i og mellem dine linjer, er der som altid mange gode betragtninger. Det lykkes dig på forunderlig vis (tilsyneladende) at være stærkt imod modbevægelsen (spelteliten) til etablissementet (industrien) uden at være tilhænger af sidstnævnte(s motiver/metoder/idealer). Det er sjovt.

    Jeg fik lyst til at kommentere to af dine pointer:

    Den om, at der nok er noget om snakken, hvis tilpas mange farer i flint over Ulla Holms kritik, rummer efter min mening ikke den helt store logik. Der kan nok graves eksempler frem af historiebøgerne på udsagn, der ikke har været hverken sande, sunde eller berettigede, selvom de mødte voldsom modstand.

    Min opfattelse af Holms kritik er, at den får os så grundigt op af stolene, netop fordi den mestendels er forfejlet - men med lige præcis så meget sandhed indbygget, og så dygtigt formuleret, at man ikke bare kan sidde kritikken overhørig. Men det er måske bare mig.

    Og så synes jeg altså, der snart må komme et punkt, hvor du har redet den der kæphest om madelitens manglende fokus på det hverdagslige, betalelige, brede, børnevenlige og folkelige tilstrækkeligt. Det er muligt, der stadig sidder enkelte skyklappede madsnobber i deres elfenbenstårne hist og her, men de er både i absolut fåtal og deres race hastigt uddøende.

    Få emner nyder så stor opmærksomhed i miljøet (blandt madskribenter, politikere, forskere, offentlige og private organisationer etc.) som netop relationen imellem den gastronomiske finkultur og dens mere prosaiske afledninger, som vi alle sammen kan nyde godt af til daglig.

    Eksemplerne er så mange, at jeg ved at liste et par stykker, gør mig skyldig i at glemme mange flere, men vi kan starte med DM i Hverdagsmad, DM i Hjemkundskab (og de fleste af Madkulturens andre projekter), OPUS, FDB's Mad eller hvad?, Københavns Kommunes EAT og talrige andre projekter til forbedring af offentlig bespisning på hospitaler, plejehjem, i skoler etc., stort set alle ugebladenes maddækning og en stor del af de mest populære kogebøger fra folk som Katrine Klinken og Tina Scheftelowitz - har alle fokus på mad til hverdag. Dertil kommer det hav af regionale innovationsprojekter, der stræber mod forbedringer (æstetisk, sundhedsmæssigt og kommercielt) på produktniveau, fx GRO og Syddansk Fødevareklynge for at nævne et par af de senest tilkomne aktører. Det handler ikke kun om Tvedemose-bøgehatte, men lige så meget om at innovere på råvarevalg til discountcornflakes og på at produktudvikle ukurante industrigulerødder til billige snacks til børnehavebørn.

    Kort sagt er det mit klare indtryk, at det hverdagslige og folkelige fra købepizza og lørdagskylling til skivet ost og toastbrød er hotteste mode for den selvbevidste madelite. Ikke nødvendigvis at spise, men at forstå og arbejde med og for at udvikle kvaliteten af efter bedste evne. Sådan ser det i hvert fald ud fra min stol på Nørrrebro, knap en veltrænet spytklat fra hjertet af kongerigets speltbælte.

    Rasmus

    SvarSlet
  2. hej Rasmus
    Tak for din respons, det er guld værd for en blogger, når der faktisk bliver reageret på skriverierne. Og jo, jeg tugter dem jeg elsker, for det er for nemt at stå og råbe af dem man alligevel er totalt uenig med. Men selvom det ofte er med tungen i kinden, så er hver et ord helt seriøst ; som anarkist ser jeg det som min pligt at påtale enhver der kaster sig op til magthaver. Prisen er så at jeg nok aldrig kommer helt ind på livet af dem jeg skriver om og det nyeste; hvilket passer mig fint, jeg er ved at forlade mig på mit standpunkt som den løse kanon.

    Dine to punkter.
    Det kan godt være at du har ret; at Holm har en dårlig argumentation og nogle vage eksempler, men hun evner at ramme de ømme punkter, uden at de lider skade af det ovennævnte. Hvis Holm nu var så langt ude og direkte løj, kunne man jo bare sidde hendes kronikker over. Trække på skuldrene. Det var så ikke lige det der skete og set herfra, og med de erfaringer jeg har, viser det at hun er på rette spor.

    Om MUND-FULD snart har skamredet kæphesten? Tjoh, der er mange gange hvor jeg godt kunne tænke mig at komme videre, men så længe emnet ikke er tømt, igen, set herfra; hvorfor så stoppe? Og her kan vi jo springe til din lange flotte liste over tiltag, der skal vise hvor meget der bliver arbejdet med "rigtigt mad til rigtige mennesker" versus mit påstulat om en (h)verdensfjern madelite. Det er en god liste, kender selv lidt til de vestsjællandske og de fynske produktudviklingsprojekter. Sammen med Københavns Madhus og relaterede projekter, er de så også de eneste jeg vil anderkende som gangbare eksempler på at der arbejdes seriøst nedad og udad med forbedringer i dagligdagens måltider til jævne borgere. Resten er en parade af netop madelite, der bytter roller til hinandens events og så og sige, fodrer hinanden igennem et arbejdsliv. Og det sagt med et kærligt vink til de nævnte kvinder og en skalle til Madkulturen.
    Og så klik forbi på søndag, for selvom jeg har været til fest hele natten før, så poster jeg et indlæg om ikke mindre end cupcakes. Sammen med en endnu ikke kendt liste af andre madbloggere, har MUND-FULD sat sig for at bage, tage et foto af og beskrive, deres forhold til netop cupcakes og så poste cupcakes på samme dag, d. 15. april. Om kræfterne vil, vil der løbende være en liste i MUND-FULDgruppen på facebook, hvor du kan finde de andre blogs og deres indlæg. Så lidt nyt er der på gang.
    Endnu engang, tak for dit feedback, der lyttes herfra.

    Ivan K

    SvarSlet
  3. Karen Louise Bencke27. februar 2013 kl. 02.14

    Hej Ivan

    Som sædvanligt et tankevækkende indlæg.

    Mit problem med Ulla Holm er, at hun ikke tager fat i de egentlige problemstillinger. Det som du f.eks. kalder "forbedringer i dagligdagens måltider til jævne borgere". Hun er bare ord og smarte akademiker formuleringer. På mig virker det ikke provokerende, når hun hylder McDonalds, det beviser bare hvor lidt hun reelt ved om moderne fødevareproduktion.

    Skal du ikke snart have meldt dig ind i Slow Food? Vi har generalforsamling på Indslev Bryggeri d. 2/4. Med indlagt øl-smagning ;-)

    Karen

    SvarSlet