torsdag den 29. marts 2012

En rådden banan versus en brun vaniljekrans

Der er en del af vort land som er "Udkantsdanmark", hvilke værdier bestemmer det? Det tyder på at nogen peger på andre, men hvilke værdier tilføjer disse "nogen" så til det fælles samfund og hvor bor de?

Det drejer sig om at leve livet og MUND-FULD mener jo at det ofte starter med den mad vi spiser..og hvordan den til virkes...og spises...og produceres...
Men ellers er der jo mange andre dele af et liv. Her vil MUND-FULD kigge lidt på hvem der er mest rådne; dem der bor "derude" eller dem, der tilsyneladende, bor "derinde".

Det er store tanker der flyder igennem hovedet på dén der våger sig over Langelandsbroen; i første omgang vel; "hvorfor gør jeg det her?"
Det er jo herude alle de pædofile, alle hustrumishandlerne og de drikfældige bor. Man tjekker automatisk efter om der er tændstikker, foldekniv og kerozin i bagagerummet. Man hører jo så meget. Og alt der også ud til at være til salg; det gamle rådhus i Rudkøbing er det i alle tilfælde. Havnen synes bare det der mere tom; man gruer for at skulle ud til noget værre.
Men man overraskes igen. På en forårsdag i marts er det nordlige Langeland en lang opremsning af højt besungne danske strande, landsbyer, skove og krogede veje. Og selvom man nogle gange kan blive i tvivl om man stadig er på offentlig vej, er det et fantastisk smukt sted at bevæge sig rundt. Store gårde, små haver med blomster, plads til alle hestene, som vidst er obligatoriske.
Hvad gør dog dette til et taberområde, noget rådent og bananagtigt?

Så vidt denne blog kan se, befinder denne incestbefængte ø´s modsætning sig f.eks. lige vest for København; det hedder Ballerup. Det er Ballerup alle kører til for at arbejde. Dér ligger en perlerække af danske virksomheder og producerer det der opretholder samfundet.
Ballerup, et billede på det vi jo kunne kalde Den Brune Vaniljekrans. En selvfed, lukket, sødtduftende og ærkedansk konstruktion. Det er her "vi" gerne vil bo. Herfra er der kort til alt.

Hvad; alt?

Fra Ballerup, Måløv og lignende områder rundt om de tre store byer i DK, med tæt befolkning og store arbejdspladser, har man udsigt til storcentre, motorvejsbyggerier, små parcelhushaver og S-tog til Storbyen. Der er "det hele" lige ved døren, alt hvad det jævne danske lønslaveliv siges at ville have. Man kan tage toget , gå på Strøget og på druk og være hjemme hos TVet før midnat.

Denne konformitet, den lammer os som mennesker, gør os frivilligt stavnsbundne og frygtsomme; mere end forne genrationer var. Rundt om i landet lukker hele byer og et hav af uddannelsesinstitutioner, fordi de ikke lige ligger indenfor en radius af 30 km fra den københavnske rådhusplads. Børnene i de brune vaniljekranse vil ikke flytte efter deres drømme og fremtidige jobmuligheder; disse skal ligge lige ved siden af. Det gør dem fattige i sjælen, sådan ikke bare at komme afsted. Så rejer de hellere til Sunny Beach end at få plads på pædagogseminariet i Skårup.

Dette lukkede liv, får nogle mærkelige afarter af oplevelser, som vi kan se boble op i medierne. Senest har nedskydningen af en omstrejfende hund bragt Den Brune Vaniljekrans´ befolkning i krise. En hund strejfer gentagende gange ind på naboens grund, naboen bryder sig ikke om det, giver hundeejeren beked om at denne hund skal holdes væk, det sker ikke, hunden nedlægges, helt ifølge loven. Og dér står så en travl fødevareminister på TV og udtaler at loven må laves om, da hunde jo idag er en stor del af den danske familiestruktur. Nej, den er måske en del af familien Lønslave i Den Brune Vaniljekrans, men andre steder er hunde stadig blot dyr, der opdrages ordentligt og bruges til det de er egnede til.

Et andet scenarie er når en up and coming resaturantion på vesterbro i københavn, gerne vil gøre deres kunder opmærksomme på hvor maden kommer fra. Spisestedet opretter et helt projekt, der inviteres og deltager så i slagtningen af en flok ænder, der følgende serveres på spisestedet, hvor gæsterne så fortælles om forløbet. Eller noget i dén retning, det er noget med at gøre maden vedkommende, siges det. Et fint initiativ som sådan, men det viser jo bare hvor langt nogen mennesker er kommet fra deres egen krops ernæring. Når det kan gøres til et projekt, hvordan dyr slagtes, så er vi kommet (for) langt væk fra virkelighedens verden.

Ikke at vi alle skal rende og slagte dyr, der er jo andre jobs at tage sig af, der er kultur der skal skabes, broer der skal bygges. Stadig, vi er hvad vi spiser og det ved vi ikke nok om; påstanden i dette indlæg, er at beboerne i Den Brune Vaniljekrans, den dominerende og herskende modsætning til Den Rådne Banan, har direkte forskruede idéer om det. Man har med tiden lagt så mange love og regler ned over hovedet på folk i forstaderne, at de jo ikke engang må have noget levende i baghaverne. Skoler må ikke hole høns pga. smittefarer, græsplæner i offentlige anlæg skal være 4 cm høje og absolut ikke rumme dyrkningrum eller knæhøje eventyrpladser til børnene.

Hvem er længst ude; de der (stadig) bor på Langeland eller dem der bor i hovedstaden? Hvem af disse to grupper har de største demografiske problemer og hvem af dem vil komme ud på toppen, når 100 år gået?


tirsdag den 20. marts 2012

Hvad er der inden i - maden?

Der er mange ting indeni, også indeni  vores mad og dermed os. Mere nærværende kan det ikke blive. Og mere tæt kan vi ikke komme på hvad denne blog handler om; maden i dig og hvad du vil gøre ved det.
Du bør i alle tilfælde gøre dig selv den tjeneste at læse hvad der er i de efterhånden meget dyre, dagligvarer. Det gjorde MUND-FULD på en flad tirsdag og det var.....tankevækkende.

Af forskellige årsager kan MUND-FULD ikke komme ud og skralde, noget der var blevet en stor del af dagligvarebudgetet den seneste tid. Det er slemt savnet, selvom man som skralder nedsætter sit økologiske forbrug, til fordel for gratis mad af hvilken som helst oprindelse. Med nedenstående in mente, kan det godt være at der vil blive sorteret endnu mere, når vi kommer ud igen. Det er også forår, så der er ikke meget at hente i denne´s køkkenhave.

Altså off to the supermarket.

Økologisk hakket kød fra Änglamark, eller rettere, Østrig
At det hakkede svinekød er fra Danmark og det hakkede oksekød er fra Østrig, kan der jo være gode forklaringer på. Jeg mener, Jensens Bøfhus importerer jo store mængder af afrikansk kød , så hvorfor ikke? Vi er vel alle venner her, selvom man jo som forbruger altid håber at de produkter vi indtager er "af dansk kvalitet". Det der undrede mest ved denne opdagelse, var dog da blikket fandt på den tredje pakke med hakket kød. Hakket svine- og oksekød fra Änglamark er nemlig rent dansk produceret, iflg. pakningen. Hvordan det hænger sammen, kunne være rigtigt spænende at høre om.

Fiskefrikadeller med torsk; 51% torsk for at være helt præcis.
Der står "TORSK" med en skriftstørrelse på en cirka 28-32 stykker, siger det gamle grafiker øje. Det er jo nok for at skelne pakken fra nabopakken; "LAKS".
Billedet af de to fiskearter er vel heller ikke nok for den uvidende dansker, der i snit spiser 175g fisk om ugen .
Jeg ville nok anbefale producenten at sætte skriftestørrelsen lidt ned i forvejen, da det reelle indhold af torsk jo altså kun er 43%. Udover det er der 31% anden fisk i dellerne. Altså styrer torsken med hele 12%.
Men hov, vent, med en noget mindre skriftstørrelse, vi er i nærheden af 12-14 punkt størrelse nu; står der da også "fiskefrikadeller med ".

Torskerogn, med tomatpuré
Jooh, hvad skal man sige her? Én ting er at man kun får hummet sig til at putte 76% af den annoncerede vare i dåsen, men tomatpuré? Vi lader den stå (for evigt) på hylden.


Der er altså noget indeni i din mad; men ikke altid det du tror der er indeni.

Samme supermarkedskæde, som MUND-FULD frekventerede, udgiver også magasinet "Samvirke" og dette magasin bringer i det nyeste nummer en række artikler om det høje saltforbrug vi som danskere har. Der er grafer og ord om det vigtige emne, det er spænende. Mest interessant er dog illustrationen af hvorfra det høje salt forbrug stammer.

70% kommer fra forarbejdede madvarer, altså dem der er forarbejdet for dig, nede fra supermarkedets hylder og tilbudsaviser.

Lad det være; bag dit eget brød, pres din egen rulle pølse; gør hvad du kan for at få styr på hvad der er indeni DIG.


torsdag den 15. marts 2012

2 kvinder, der rocker min (mad)verden

Det er sjældent at en gift mand indrømmer at der er andre kvinder i hans liv, men på det sidste har jeg fået to nye veninder. Kvinder, der på hver sin måde, vender madtemaet på hovedet. 
Eating-designeren Marije Vogelzang med sine finurlige tegninger og massive opgør med mad som blot en punkt på dagsordenen og anarkisten Heather C. Flores, der kæmper med planter og kooperation, istedet for bomber. 


Der må nye tanker til og mens denne blog mest er til at bruge eder og rumsterer rundt i det dersens internet, findes der faktisk mennesker, der handler på deres egne tanker og er med til at omskabe verden omkring dem. Om man er feteret hollandsk designer eller aktivist fra de mere kedelige dele af Los Angeles; det kommer ud på et. Det gælder om at skubbe grænserne, de grænser som en eller anden kulturel form har det med at trække ned over os. Det gælder om at gøre sig fri, ved dels at kende fortiden, dels ved at ville ændre fremtiden.


Designet først. Marije Vogelzang er  "eating desinger, because food design imply that I design food. Food is perfectly shaped from nature itself".
Med sin bog "Eat Love", har Vogelzang samlet en række af sine projekter, designs, der alle kredser om måltidet, som kultur, som form, som skabende for identitet i alle mennesker. Og mens de danske eksempler på dette foreløbig altid har haft kommercielle afsendere og handlet om at bygge en lerovn sammen, går Vogelzang anderledes radikalt til stålet. Her må du ned i din sjæl, for at deltage. Det kan koste både blod, sved og tårer, men kan hun få japanere med på at spise uden at kunne se hinandens tøj, burde de berørringsangste danskere vel også kunne lege med?
Vi har i vores facebookgruppe tidligere linket til "Eat Love Budapest" , hvor forskellene på sociale grupper, opvækst, fortælling udfordres af romakvinder, der fodrer gæsterne på udstillingen, eksekveres på smukkeste vis. Se videoen, det lyder brutalt og invadererende; det er intimt og lærende på et helt andet niveau, end MUND-FULD har set før.
I bogen vælder det ene projekt efter det andet frem, med lyst til at dele og udfordre; fra begravelsesmåltider med kun hvid mad, over sammenbundne drinks, der "tvinger" en gruppe til at stå tæt sammen, til slikkepinde udformet som pistoler, hvilket bør få enhver til at tænke over hvad de kommer i munden og hvilken effekt det har på deres krop. Det er også blevet til et vendespil, som MUND-Fuld var så heldig at vinde ved en fotokonkurrence i 2011. De to par består af et foto af en given råvare, et skåret løg og en stregtegnet figur, med tårer i øjnene. På den måde formidles råvaren og en effekt af den sammen. Sjov at spille med ungerne.
Men for Vogelzang, handler det ikke bare om at skabe små pointer om ernæring og sundhed. For hende er føden vejen til vores allesammens følelse af livet og af døden; det er livets tråd. Derfor er de mest imponerende designs, de der bringer tidligere fjender sammen. Som i Libanon. hvor muslimer og kristne først lavede skåle af bagt dej, skålene blev farvet grønne med persille(en vigtig lokal krydderurt). Placeret direkte ovenpå den tidligere grønne linje, der opdelte Libanon under borgerkrigen, (1975-1990) blev de fyldt med lokal retter, begge grupper har nemlig samme måltidstraditioner og tilsidst spist. Således indtog man hinandens liv, skåle og alting, og blev ét. 


Mere salomonisk kan det nærmest ikke blive.


Nu kan det kræve en del ressourcer at arbejde med eating-design og mange af projekterne er dog også éngangsforestillinger, kunst nærmest.
Så er det anderledes lettilgængeligt at Læse "Food, not lawns" af Heather C. Flores; her er der side op og side ned af inspirerende læsning til den (mest urbane) haveentusiast/fødevarpolitiske aktivist. 
Bogen bygger på tanken om at der kan etableres nok så mange byhaver og kooperativer; hvis ikke nærsamfundet indkluderes, vil det ikke have en langstidsholdbar effekt. Så sidenløbende med beskrivelserne af forskellige havebrugsprojekter, gøres der hele tiden op med vores allesammens egocentrisk livsindstilling. At dyrke kræver meget, så man bindes sammen og føler afhængigheden/fællesskabet igen.
Nyttehaver; det er blot én måde at skabe bedre samfund på. Hele den sidste halvdel af bogen er dedikeret arbejdet med at skabe sammenhængende lokalsamfund, fællesskaber på tværs, via dyrkning og mad og projekter der spinger ud af dette arbejde. 


Det overordnede mål med bogen er at få en personlig erkendelse igennem til læseren. Det handler om at skabe for fremtiden, mens vi nyder livets goder; samværd, fællesskab, måltider, bevægelse, frugtbarhed, arbejde. Og hvor mange materielle goder skal der egentlig til for at vi har det?


Spænende at pludselig stå foran sit køleskab og se at der jo faktisk ikke er brug for det. Hvad er det der skal i køleskabet, som ikke kan hænge i et skab, på en skyggefuld væg udendørs? Og således går Flores til værket; hvor meget har vi brug for bliver der spurgt hver gang vi træder ind i et rum i vores hus, vore sociale forhold, vort arbejde. 
Bogen er en inspiration og på ingen måde opfordrer den til at vi skal bo i jordhuler, faktisk er det jo en gaveregn med al det overskud man kan benytte sig af via dumpster diving, at få fra andre, at bytte sig frem, at kigge bag skuret i haven; der er overskud overalt. Man skal blot ikke lade sig forblænde af alt det overskud, for det er jo tegnet på at noget er galt.


Man kan blive helt bange for overskrifter som "Quit your job", Get rid of mirrors and calenders" og måske den værste "Make time", men under de tilsyneladende radikale tanker, hviler en rolig puls af ren og skær fornuft. Vi HAR jo ikke brug for så mange ting. Hvad vi har brug for, er omtanke, kærlighed og medfølelse, og det koster ingenting.


To kvinder har her skrevet to bøger der har rykket én mands verden rundt. Netop den rolige tone i de to bøger, tilskriver denne blog et særligt kvindeligt træk. Der er masser af  "mandlig" handling i de to, for Vogelzangs vedkommende er vi de tænkende deltagere, hos Flores kan vi få fingrene i jorden og i samfundet, men begge formår at holde det handlende fint i balance med det overvejende og reflektive. En skøn blanding.


Hermed to anbefalinger til læsning, når nu du har droppet TVet alligevel.







onsdag den 14. marts 2012

Arbejd, køb, dø

6 ugers dårligt knæ m.m., har reduceret denne blogs indehaver tilbage som en slave af de danske indkøbsforhold igen. Ingen dumpster diving, ingen kaninslagtninger, ingen køren rundt til de lokale producenter; kun supermarkedet er det blevet til. What a nightmare.
Godt man har haft  H. C. Flores´"Food, not lawns" ved sin side. Der kan vi finde svar på hvordan vi kan løse vores egne små problemer; ved at hjælpe andre samtidigt.

Det er så sindsygt dyrt at skulle købe alle sine førdevarer i et suprmarked, at jeg ikke forstår at der er et folkeligt oprør igang, alene på dén baggrund.
15 kroner for et hvidkålshovede?? Dristede os til at tage en kop kaffe i en Baresso; helt almindelig slavekaffe fra kanden, hældt op af den mest verdensfjerne ungmø; 23 kroner?? Så tro pokker da at opgøret med den store købedjævel lader vente på sig; folk har jo travlt nok med at tjene penge til de opskruede dagligvarepriser. Alt for travlt med at fodre købelysten i sig selv.
Det kan ikke passe at dette er opskriften på verdens lykkeligste land.

Da dennes  herværende sygepasser og fader fornyligt skulle have skulle have noget medicin, fik han afvide at det var dyrt; 300,- for en kur på en uges tid. Men han blev beroliget af apotekeren senere; de 250 blev betalt af sygesikringen. Min far var glad, lægen fik fyret en recept hurtig af og der var penge til medicinfabrikanten også. Masser af penge skulle man mene. De penge kommer fra den samme danske stat som fattes penge. Så mange fattes den, at der fra poltisk hold nu langes ud efter alle de grupper af befolkningen, som på den ene eller anden måde får udbetalt penge fra samme stat.

Børn i skolen får snart betalt undervisning fra bankerne, familiefesterne går med at tale om renter og lån, i den store verden dør børn af spekulanters flytenrundt med fødevarepriser.




Er du ikke snart ved at være træt af det? At de fåkin penge skal styre dit liv. Den eneste grund til du ikke gør op med det hele, er at du skylder kreditforeningen, ikke sandt?
Jeg gør og jeg er meget træt af det. Men hvor starter man, hvis man virkelig gerne vil fri af et kapitalforblændet samfund og bare vil have mere tid til at gå, elske, lege, nyde, arbejde og så igen. Bygger en ny Thylejr måske? Men hvorfor pokker skal de selvbyggere altid rode sådan, det gider jeg sgu´ikke bo i. Det er jo sådan bønderne heromkring tér sig; smider alt deres habbengut hvor de vil.Det er der ingen ændring i.

For denne blog er det  tydeligt at se; denne her klarer vi ikke ved at lave lidt regnvand til skyllevand i toilettet. Heller ikke ved at købe fair trade. Den her klarer vi kun, hvis vi stopper med at anderkende den kapitalistiske idé om at lån holder samfundet igang, som den eneste gangbare. Hvis du kaster et blik i din lokale gågade, er det så det liv du ønsker dig? Alle butikkerne, alle købemulighederne, alle pengene du skal tjene for at holde dem igang. Trænger du aldrig til en pause? Ikke en købt ferie ved poolen i et spansk plastikhotel. Nej, en rigtig pause, en livslang pause fra din rolle som skaffedyr til pengemøllen.

Skråt op med et par kaniner i baghaven og nogle letkøbte ord på en blog, dette her er vores liv. Jeg vil finde et roligt sted at lave et solidt måltid mad, servere en god øl, se dig slappe af. Måske er det for dig bare det samme, en butik, men det kunne jo være at du kunne bytte dig til det jeg havde. Det kunne være at jeg ville aftage din musik, dine gulerødder, dit selskab som betaling.
Det kan være at du ville gøre det samme for mig?



fredag den 9. marts 2012

Hvis Madkultur er det vi taler om?


Følgende er Madkulturens, det nye statslige madtiltag, ”Brandløfte” for sit virke:
”Madkulturens løfte til omverdenen er: Bedre mad til alle. Brandløfttet fortæller, hvorfor Madkulturen er sat i verden – nemlig at gøre bedre fødevarer, sunde måltider og gode smagsoplevelser tilgængelige for alle uanset alder, indskomst, social baggrund og geografisk placering”.

Bedre mad til alle. På et netop afholdt seminar for fagfolk og interesserede var ordene om dette mange og lange og åbenbart er det fortsat dennegruppe af overskudsmennesker og fagfolk, at man vil henvende sine aktiviteter. Og ydermere; det er fra samme eksklusive gruppe, at man rekrutterer. Åbenbart er det således at man håber at nå alle. Desværre er beviserne for dette bidrag til en lagdeling i vort land, stadig flere.

Madkulturen appellerer ikke til ”alle”, men til folk med akademisk uddannelse og/eller økonomien i orden.


Der søges særskilt efter akademikere i nyansættelser

Et projektmedarbejderjobopslag er udformet således:
”…Dine arbejdsopgaver involverer bl.a.: Projektkoordinering af initiativer, som resulterer i nye produkter, salgsmuligheder og markedsføringsformer for fødevarervirksomheder – og mere kvalitetsmad til danskerne.
Koordinering af projektsamarbejder imellem fødevarevirksomheder, offentlige institutioner, projektorganisationer og mangeartede madaktører. Planlægning, gennemførelse og opfølgning af events, konferencer og workshop(s.)
Dokumentation og formidling af gennemførte projekter aktiviterter.

Vi forventer, at du:
Har interesse for mad, madkultur og maddannelse. Har erfaring med koncept- og produktudvikling af fødevarer og madoplevelser. Et procesmenneske, og kan få alle ender til at nå sammen før deadline.
Kan tænke ud af boksen og bidrage med kreative og innovative løsninger og nye vinkler på kendte problemstillinger i et samspil på tværs af værdikæder(.)
Interesserer dig for alle aspekter af madkvalitet og de elementer i værdikæden, som ligger bag(.) Som person er en udpræget teamplayer(.)
Har en relevant akademisk baggrund.


Tjek, tjek, tjek; enhver der er uddannet indenfor de sidste 15-20 år, indenfor nærsagt hvilket som helst fag, kan skrive under ordlir som; "koordinering, events, procesmenneske" og "kreative løsninger". Vi er den kreative generation, ikke det kreative klasse.
Men hov, hvad stod der til sidste? "Har en relevant akadmisk baggrund"?? Hvad gør at en akademisk uddannet person skulle opfylde det stillingopslag bedre end en reklameuddannet, en kaospilot eller en autodidakt?  Og hvis svaret på de spørgsmål vil være at man selvfølgelig vil tage alle kvalificerede i betragtning, uanset uddannelse eller ej; hvorfor så skrive det sidst i opslaget?

Nummer to; aktiviteterne pris og palcering.
Som et af de mere offentlige "events", har MK arrangeret et visionsseminar om urban farming; oversat må det jo betyde "Bedre grøntsager til byen, fra byen, for byen".  

Seminaret koster 795;-, ligger på en fredag imellem 10 og 15 og er placeret dybt inde i storbyen København. Emnet taget i betragtning er placeringen jo såadan set ok, selvom Botanisk Have nok er et af de få områder i KBH hvor man IKKE har brug for mere viden om lysforhold og Windowfarms. 
Men en fredag, midt på dagen er jo ikke for andre end de der enten bliver betalt for at deltage eller er formuende arbejdsløse.

Det skal blive en glæde at opleve de dage hvor Madkulturen rent faktisk vil arrangerer "events" for folket. Low key stuff, work shops, hands on, low fi (brug alle de forbandede engelske fraser I kan) for almindelige mennesker. To timer, 200,- a pop, på en lørdag eftermiddag; så vi "alle" kan få glæde af Madkulturen. 

Ikke så innovativt, ikke nødvendigvis noget man kan skrive Ph.Der om, måske allerede et koncept der er blevet brugt af 4K for mange år siden. 
Men det er glemt nu. Vi står med et momentum af madinteresse, vidensbegær og økonomi, der råber på et folkeligt opgør med masseproduceret sjask; også kaldet dansk landbrug og tilsætningsstoffer.


Kunne vi få det ; en Madkultur, der støtter op om alles madkultur?

søndag den 4. marts 2012

Skraldere? Video killed the radio star...

Sådan går det når undergrund bliver mainstream og freeganism kommer i bladene som popstjerne; det får en ende som ikke var nødvendig.

Der er mange der har gjort et meget længere end MUND-FULD; hentet for 100vis af kroner gratis og helt brugbar mad op af supermarkedernes affaldscontainere. Det gik fint, stille og roligt og alle var glade. Så længe ingen rodede, ingen ødelagde noget, var der nærmest en stiltigende aftale. Så blev det hørt om, det blev vist på TV, der kom flere til. Man blev fra detailhandlens top opmærksomme på "problemet", memoer er blevet sendt ned igennem lagene, man er blevet bedt om at "handle". Et eller andet er der sket. Ellere rettere to

Det første er særdeles positivt. Udgående varer bliver i stadig højere grad fundet frem og stillet ud, med nedsatte priser. Dejligt at se; det er den vej vi skal; for det forstår Hr. og Fru Overforbrug rigtigt godt. At spare penge. Ikke kampagner og TVkokke, men kroner og ører sparet. Det forstår den danske kødspisende, emballagekrævende og råvareignonorente civilbefolkning. Håber at det er noget man er opmærksom på hos madeliten, hvor man jo bruger pengene på interne samtaleevnts og begreber som "...Oplevelsesindustrien, kreative næringsveje og maden som en naturlig del af en totaloplevelse i et internationalt miljø..."

Den anden er knapt så god. For der stadig et kæmpe spild og nu kan det ærger at man ikke havde kameraet med noget før. Sækkevis af brød, frugt og andre fødevarer bliver smidt ud dagligt. Nu bliver de bare overhældt med klorin, eddike eller andet, der skal forhindre at det bliver brugt igen. Og det mest gennemgående træk ved nærmest alle denne blogs vandingshuller; en funklende ny hængelås.

Containerne er blevet låst af, byen over og som ved et trylleslag.

Og så er der enten kun selvtægten med boltsaksen eller nederlaget tilbage. 

torsdag den 1. marts 2012

Nye boller på suppen...

Danske madkommunikatører taler om opskrifter, om børn og om hinanden; denne blog (næsten) inklusive. Kan man gøre det anderledes?

Ok, here we go. Et godt eksempel på nye boller på suppen. ja, fuldt af fordomme, men indeholder de sunde budskaber om sex, grøn livsstil og inddragelse. Ville sådan en kampagne gå I DK eller ville den ny-borgerlige bonerthed kvæle den i fødslen??

(sorry for ikke at lægge videoen ind direkte i dette indlæg, men budskabet er vigtigere end smarte tools, klik på linket, maijn)

 http://www.youtube.com/watch?v=an1m7t6p548