tirsdag den 28. februar 2012

Åbent brev til Radio 24syv


Hej Mads Brügger

For nogen tid siden fik jeg denne adresse, for at kunne sende et pitch, visionen for mad+radio program.
Dette er ikke et pitch, jeg ved ikke hvad pitches er, dette er en opfordring til Jer om at få mad og radio til at fungere sammen.

Mad er et emner der optager os alle, flere gange om dagen. Mad ændrer verdener og den ændrer os, hver dag. Alene derfor, burde der allerede være mindst et program for emnet i et landsdækkende medie. Ikke som madlavning med kendisser, men som et journalistisk-kritisk program der undersøger mad på alle tænkelige måder. Produktion, natur, forhandling, følelsesmæssigt, kulturelt, økonomisk, politisk, historisk o.s.v. Mennesket har spist sig igennem verdenshistorien, for når man er sulten,  bevæger man sig.
Dette er ikke en jobansøgning(selvom jeg gerne tog udfordringen op), ej heller et pitch; dette er et krav fra den lyttende og tænkende deltager i medielandskabet.
Herunder er nogle af de pointer jeg har prøvet at lave på min blog, blot for at vise hvad en enkelt lille del af madaspektet kan byde på.

Kampen om at være det største fødevaremarked
Er NOMAs fuckfinger på sin plads?
Madkommunikatører er søde og forstående; hvorfor egentlig?
Dumpsterdiving, stigmatiseringen.
Kogebøger, hvem har tid til at lave mad?
Unge der ikke spiser...noget.
Til seminar med dem der fortæller dig om din mad.
Staten, sundheden og dine penge.
Fedtafgiften versus den sunde fornuft.
Køber danskerne ind på torvet?
Bryd med magten og dyrk nogle kartofler



mange hilsner
Ivan K

Blog om mad; http://mund-fuld.blogspot.com/

mandag den 27. februar 2012

hvis nu der er gift i alt...

Der er en undersøgelse igang, hvor giftig emprægnerings stoffer, samlet kaldet PFC, er. Eftersignende er PFC brugt i 1000vis af daligdagsprodukter, fra sofastoffer til pizzakasser. Og resten af tiden støver lortet på alle andre ting i vore hjem. Der er ingen flugt mulig. med mindre jeg brænder alt jeg ejer.

Jeg har lige puttet mine børn i seng og sad der ved sengen, kiggede på dem og tænkte på hvorfor deres far skal være så vred, når han sætter sig til tasterne og skriver på sin blog.


Nu ved han hvorfor.


Han ved ikke hvordan han kan beskytte dem. Ikke imod vold og krig. Ikke imod facisme eller sygdomme. Men imod at blive forgiftet af havregrynspakker, mælkekatoner og popcorn.


Og så kalder de os underlige, når vi vil dyrke vores egen mad.


fredag den 24. februar 2012

Madkulturen og hvorfor den skal have os på nakken

Dette er vel så meta, som det kan blive. For når bloggere spørger bloggere om blogs; hvor relevant er det så for andre?


.........Hm, nå, men, til spørgsmålet; hvorfor er Madkulturen, den i Roskilde, så dum? Hvorfor er denne blog sådan på nakken af et initiativ, der skal fremme måltidskultur, sundhed og skabe større viden hos danskerne om den mad de spiser? Det er da ikke pænt og inviterer ikke til en udviklende proces, etc. etc., etc.
Her skal MUND-FULD prøve at godtgøre hvilke kritikpunkter, der ligger til grund til at være meget kritisk overfor den konstruktion man er nået frem til.


Polititisk nepotisme i opstarten
"I bagklogskabens klare lys burde vi istedet for selv at pege på, hvem vi troede kunne være aktuelle at snakke med, have kastet terningerne op i luften...med klare kriterier, så folk(selv)kunne have meldt ind."
Således var ordene fra den tidligere fødevareminister Henrik Høegh, da arbejdsgruppen bag Madkulturen, dengang MadX, havde peget på Roskilde som centrum for placeringen. Gruppen havde forhenværende landbrugspræsidet Peter Gæmelke, som formand. Kan I se det; Landbrug - fødevareminister der er bonde selv  - Roskilde - Dyrskue - Nyt madcenter. Fra starten har dette, einhejren Ritt Bjerregaards idé, været sovset ind i  dansk landbrugsindustri.


Elitens beslaglæggelse på bestyrelsens udformning.
Bedre blev det ikke da bestyrelsen skule udformes. Madkulturen skal bringe alt det gode om mad ud til folket. Man skal samle projekter og har udnævnt sig selv som "blåstempler" af hvem der måtte være værdige til støtte og hjælp. Hvem er så denne bestyrelse? Copy - paste fra hjemmesiden:

Fie Hansen-Hoeck (formand) Retail Network, Ejer
Nicolas Symes (næstformand) Nordic Law GroupEjer
Rune Roepsdorff Nissen,Uddannelsescenter Roskilde, Afdelingsleder
Lene Lange, Aalborg UniversitetProfessor
Jens Lundsgaard, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Erhvervsdirektør
Per Krogsgaard Christiansen, Fødevareministeriet, Afdelingschef
Alfred Josefsen, Irma, Direktør
Peter Giøtz, Arla, Landedirektør
Claus Hein, Danish CrownSalgsdirektør
Anthony Aconis, FireballDirektør
Line Rix, 1508 A/SAdm. direktør
Hanne Risgaard, Skærtoft MølleMedejer
Adam Price, Manuskriptforfatter og restauratør

Toppen af kransekagen. Hvor er kogemænd og -koner? Hvor er underviserne, håndværkerne, den økologiske landmand, journalisterne og de der skal modtage al visdommen; borgerne? 
Og så ikke et ord om de svinagtigt høje løninger, der åbenbart kræves for at få ansat et kvalificeret administrerende hold på Madkulturen. Nøj, manner.


Akademiseringen af faglig sund fornuft.
Som følge af en skævt sammensat bestyrelse, en gedulgt industris manipulation og nu, et akademisk lag med behov for noget at tjene penge på; er tiden fra Madkulturens start gået
med at " fungerer som katalysator for indsamling og deling af viden på tværs af virksomheder og ressourcepersoner."
Men disse resourcepersoner er ikke fra gulvet eller bare virkeligheden; de sidder rundt om på universiteterne og fortsætter skolegangen. F. eks. med et Ph. D. stipendiat om hvorledes Roskilde dyrskue bliver Danmarks førende fødevaremarked, kontrolleret af dansk landbrug. Det løber ligefrem ned af siderne med den borgerlige regerings mantra, Fra Forskning Til Faktura. Der skal dannes bro imellem universiteternes grundforskning og fødevareproducenternes produktudvikling, det er det det drejer sig om.

De stakkels uni-menneskers forsøg på at skabe virkelighed i reagensglas, kom senest til udtryk i radioprogrammet P1 Formiddag i februar d.å. Mikkel Jacobsen fra Ålborg Uni. skulle forsvare sin tese om at dansken er blevet rodløs i sin måltidskultur og også derfor, mere usund i sin levevis. Hele programmet igennem ringede folk ind, ung som gammel og modbeviste dén idé. Den lod den unge mand sig vist ikke imponere eller påvirke af. Han havde nærmest skrevet konklusionen allerede. Hvilket bringer os til næste klagepunkt imod Madkulturen.


Københavneriet
Alt anskues fra storby-vinklen; alt er lige som et blokbyggeri man har besøgt i Ballerup. Alle må da have det som socialt udsatte familier eller stressede storbyliv. Hvorfor dog bevæge sig udenfor Storkøbenhavn overhovedet, kunne man jo så spørge. Og det gør man så heller ikke. For det er da også så meget nemmere at placere noget nyt tæt på det gamle. Altså, hvorfor skulle madeliten i industri, stat og forskning dog bevæge sig længere væk end højst nødvendigt, når de skal mødes i Madkulturens lys lokaler og drikke dansk æblemost sammen? 

Og så til det vigtige
Hele grundlaget for Madkulturen er blevet korrumperet af denne uhellige alliance imellem stat, forskning og industri. Madkulturen bruger borgernes penge til at udvikle mere industri, når den burde gøre det modsatte; anspore folket til at frigøre sig fra masseproduceret lavkvalitet. Det gør man så ved at fortsætte ved at lave kampagner med håndtegnede bøger til børn, mærkeordninger og sundhedsfremmende fødevarer. Det gavner kun industrien endnu mere. (rækkefølgen kopieret fra Madkulturs indlæg her)

Folket har ikke brug for industrien, det er omvendt. Og da Madkulturen er folkets, burde den stå foran folket, danne værn imod mere sygdomsfremkaldende, reklameoppumpet og kropsnedværdigende ævl fra dem, hvis eneste mål er profit på andres bekostning. Skam Jer, når I tror I er folkets madkultur; I er købt og betalt til at fortsætte den ødelæggende madkultur vi har nu og det kan en række madseminarer ikke gøre om på.

Denne blog rummer ikke alt og kan ikke altid sige det bedst, men det kan andre. Så her er bloggeren Mogens Bisgaards´s 2 bud på en madkulturels fremtid. 2 bud som burde males på væggen i Madkulturens fine stuer. 

  • Få jer en vision. Den skal dække både sundhed, miljø, kultur og sociale forhold. Og den skal tage udgangspunkt i mad – hvordan kan maden genskabe forbindelsen mellem by og land, hvordan påvirker vores madforbrug kulturen og vice versa?
  • Find ud af hvordan man organiserer forandringer fødevaresystemet, så balancen mellem global og lokal er den rigtige, også i byerne. Det er ikke sikkert, A.P. Møller eller DuPont bliver glade, men så må de skride, surmule eller være med.






Bloggeren Mogens Bisgaard driver bloggen "Madkultur" og der er bestemt ikke Madkulturens webblog. Læs ham her, det er guld værd, hver gang

søndag den 12. februar 2012

Så fik vi noget fandenivoldskhed fra madfolk, er det så godt?

Nu burde MUND-FULD være glad, når NOMA sådan giver gæsterne fingeren på åben Twitter-profil. Verdens bedste resaturation valgte at hilse nogle gæster, der udeblev fra en reservation, med et foto, der viser køkkenchefen og en flok ansatte med hævet langfinger. Det var da noget af den aggression, vrede og råben op, som denne blog efterlyste. Link til indlæg om madkommunikation

Det korte svar er vel "Ja".
Når folk sådan bare ignorerer deres reservationer, ikke melder afbud og på dén måde laver ged i en virksomheds indtjening, så fortjener de vel en fuck finger. Det var flere andre danske topkokke og deres hang arounds i alle tilfælde enige om, da emnet senere blev vendt på Facebook. I det hele taget er gæster som sådan ikke særligt gode til at melde afbud , hvilket er en stor frustration i restaurationsbranchen dagligt. Dette var måske dråben?
Men helt ærligt, er det på sin plads at verdens bedste restaurant giver udtryk for frustartionerne på dén måde? Det synes en kende primitivt og uraffineret af et spisested, der i dén grad er berømmet for finesse. Personligt kunne jeg godt have brugt noget mere udspekuleret.

Skal al kommunikation egentlig være raffineret og udspekuleret, for at det kan accepteres og anderkendes?
I alle tilfælde synes der at ligge en lidt dybere tendens i dette om sød/agressiv kommunikation. Et spadestik længere nede drejer dette måske sig om vores nordiske "blød-mave-kultur". En kultur, der bryster sig af at være åh-så åben og forstående, men faktisk er lige så fordømmende som andre lukkede forståelsesrammer?

At være velformuleret, kunne være imødekommende overfor andres synspunkter, kunne tale med dæmpet stemme, er gode værdier. At råbe op, være stædig, give fingeren i frustartion; det er ikke så godt.
Som denne blog er blevet gjort opmærksom på, så klæder det ikke voksne mennesker at opføre sig som umodne unge. NÅ og hvorfor så ikke? Er det ikke en anelse højrøvet at underkende en kommunikationsform, bare fordi man ikke selv mestrer den eller synes den er valid? Er det ikke den bløde 70er pædagogiks helt store fejltagelse at den udelukker, samtidigt med at den siger den er indkluderende og giver plads til alle?

Denne blog tillader sig hermed at konkluderer at den fuck finger NOMAholdet sendte forleden, er det ultimative oprør imod de lilla bleer i danske institutioner, i dansk politik og i den danske madbranche. Når verdens bedste restaurant vælger at kommunikerer på denne måde, falder al kritik fra de bedrevidende, bløde maver og jordfarvede hjemmesider om spelt, helt væk. Hele hæren af søde og omfavende madmennesker, der har hyldet den nordiske bølge, må stå noget undrende tilbage. Her var det hele så designet og naturligt og så blev det grimt og drengerøvsagtigt. I var ikke så ens alligevel. Kokke, også på verdens bedste restaurant, passer ikke ind magasinerne og morgenshowsne. De er (også) proletardrenge, med trang til dyre ure og plat gestikuleren.

Eller rettere, de behersker begge dele. De er både og. Kan I mærke hvordan glansen glider af cupcake-drømmen og de selvplukkede brombær, hvordan verdens bedste restaurant, det sted så mange madkommunikatører læner sig op ad, blev grimt, flabet og virkelighedsnært? Ude af kontrol?
At lave mad, også på det niveau, skal ikke udstilles i glittede magasiner, ikke beskrives i tv af mennesker der står på en mark. Mad er varme, ild, skarpe knive og stress også, men det lader den danske madelite at have glemt. NOMA får fem fingre herfra;  I´m loving it.













(og få Jer så et reservationssystem der fungerer; med kontaktinfo på gæsterne og depositum for reservationer. Verdens bedste restaurant, verdens dårligste logistik i "bogen".)



torsdag den 9. februar 2012

Madkommunikatører er søde og forstående; hvorfor egentlig?

Der afholdes om et par uger et helt symposium om det nye arbejdsfelt; "madkommunikation". Om dets potentielle muligheder for at skabe nye (indtjenings-)områder og ditto netværk. Når man kaster et blik ud over de danske madkommunikatører, er der én ting som går igen; de er så søøøøøde og lidt nordisk nisseagtige. Ikke sandt?
De smiler fra bladenes forsider og TV programmerne, alt imens de går tur i deres have eller lige strikker en trøje. De er voksne, mange af dem er kvinder og de forstår at kommunikere via alle de vedtagne metoder. De kommer ud i skolerne og de står i morgenprogrammerne og ved festivaler, med deres fibre i brød og helt naturlige lyst til at vide mere om æblesorter. Hvem tror de når med deres kommunikation? Deres egne veninder?

MUND-FULD havde fået plads, men kan desværre ikke deltage. Det ser ellers spænende ud når Christian Bitz, Cofoco, Gram Slot og Aarstiderne skal fortælle om deres succés og der bliver tid til at danne netværk. Det er oprigtigt ærgerligt ikke at kunne mingle sig med der. Men når det tænkes igennem, er det måske godt det samme.
Det forholder sig nemlig sådan at denne blogs forfatter ville stå der med sin trekornsgrød, ved symposiets start, og ønske han dog havde spist meget mere morgenmad hjemmefra. Senere vil han ønske at der var et fadølsanlæg til rådighed. Det forholder sig blot sådan at denne blogs ejer ikke egner sig til netværkeri og når han tænker lidt over det, er der grupper madkommunikatørerne gerne vil kommunikere til, der heller ikke netværker, som der lægges op til fra symposiets side.

Det handler om de unge.

De kommer ikke så tit på Gram Slot, vi risikerer at de har været udsat for Aarstidernes kasser hele deres barndom, og gade vide om de ikke er støt på Hr. Bitz i et af mormors blade??
De unge lever ikke i en verden af symposier og lækre poser med tre småkager. Unge mennesker lever ikke i en hallelujaverden af glæde over at hive sit eget brød ud af ovnen eller at kunne kompostere, som denne blogs forfatter gør. Sammen med en stigende hær af madkommunikatører, så er han for gammel til dem.

Jeg mener, hvor fanden er vreden, agressionen, tæskene og det hysteriske henne i madkommunikationen til de unge? Jeg er satmig snart træt af cupcakes, sjove rollespil med grøntsager og fitness; altsammen rettet imod de unge; i håb om at de vil spise sundere, bedre, klogere. Hvor er galskaben og friheden henne? Det er jo dér de unge er. En ungdom af idag handler om at være orienteret imod sine venner, men de tænker jo ikke netværk, når de tekster hinanden et par hundrede gange i døgnet; de brækker sig snart af netværkeri. Nutidens unge vælter sig i porno og computervold,  mens vi, de voksne, tror at de arbejder med studierne. De tror alle de skal være superstjerner, imens de arbejder på smarte caféer og på 7-11. Unges hverdag er benhård, rent kommunikativt slapper de aldrig af.. Er løsningen så at lave sunde sms-kæder og den slags? De unge har været omgivet af kærnemælksbrød og forstående samtaler hele livet; mon ikke snart de skal have noget andet?

Jeg savner nogle madmennesker der kalder en spade for en spade og fortæller de unge hvor irriterende de er med deres skodspisevaner, underlige accept af plastikopererede kønsdele, bukser med flade røve og anorexi/megarexi. De mangler modspil i form af en fast holdning;  og så blæse være med hvem der har ret, bare der bliver gået til stålet.

Vi har en kæmpe gruppe af drenge og stadig flere piger, der er udenfor al pædagogisk rækkevidde, når det kommer til kampagner og smarte events. De bliver bare endnu mere ligeglade med hvad vi siger, hvis vi ikke rammer dem der hvor de er; i ansigtet på dem selv.

Jeg ville ønske at der kunne komme en række forslag til hvordan vi gør det, men jeg har bare ikke sniffet nok coke på de smarte steder, jeg har aldrig fulgt diverse talent(løse) tv-programmer, som jeg derefter så troede var virkelighed; det er ikke mit liv. Men jeg vil gerne give dem noget at synes noget om, istedet for at sippe hybenthe og dele rodfrugter med min nabo og være forstående; for det gider de unge sgu´ ikke.
Og jeg gider heller ikke høre på dem, når det kommer til stykket. Det lyder jo ikke godt, det er vi jo ikke opdraget til i børnehaven.
Fuck it, bare fordi jeg er 37, kan jeg sgu´da også godt være ligeglad, jeg kan endda være endnu mere ligeglad end dem, fordi jeg har mærket mere af livet. Jeg ved hvor det svider rigtigt slemt.

Al den blødsødenhed, der skal også være noget andet. Der er brug for noget andet.

En taoistisk historie til at runde af på. En historie, der fortæller om nødvendigheden af at være til stede der hvor man er og ikke der hvor man gerne vil være.
En munk følger sin mester i de daglige gøremål i klostret og spørger tit mesteren hvad Tao er. Og hver gang slår mesteren ham og beder ham passe sit arbejde. Så dør mesteren og munken må arbejde endnu hårdere, så hårdt at han glemmer sine spørgsmål. Så forstår han; Tao er her, lige nu og er ikke andet.
De unge er ikke nødvendigvis klar til mere kommunikation, det kan være at de faktisk snart er færdige med al kommunikation og gerne bare vil prøve at leve lidt.




onsdag den 8. februar 2012

De tre største fødevaremarkeder i......i verden, mindst

Der var det gamle, der var det ambitiøse og så var der dem med alle statsmidlerne i ryggen. Hele 3 fødevaremarkeder vil snart stå klar til holmgang; hvem mon kommer mon ud som "vinderen"? 


Her vender man ryggen til et øjeblik og pludselig står Danmark med hele tre fødemarkeder af stor kaliber, på hånden. Der bliver sgu meget sydesalt, marmelader produceret med respekt for råvarerne og ægte håndværksrespekteret- møllet mel, der skal slæbes med hjem.


Lad os se lidt på de 3 kombetanter og give MUND-FULDs egen favorit, Kulinarisk Sydfyn, et par råd om hvorledes man beholder førertrøjen på.


Først et smut til Roskilde hvor denne blogs yndligsemne i 2011, Madkulturen, står sammen med Roskilde Kommune og et par andre skattestøttede spillere, samt Roskilde Dyrskue og med et helt Ph. D stipendiat til opgaven. I samarbejde med Ålborg Universitet (s afdeling i København, så er vi da landsdækkende), skal kandidaten udvikle et nyt designkoncept for dyrskuet, der viser dansk landbrugsproduktion og services "into modern urban and sub-urban food cultures", det så smukt er formuleret. Se stillingsopslaget her.
Kort fortalt; "Hvad kan de unge godt lide, samtidigt med at alt bliver ved det gamle?" (Skift eventuelt  "de unge" ud med "de unge på 60"). Man ser frikadellerne og kartoffelsalaten stable sig op, alt imens Medina skriger "hvor er det fedt at se Jer" udover pladsen fra en scenen formet som et stort svin eller et kålhovede.
Det ser ud til at en lind økonomisk strøm løber fra statskassen og Axelborg til denne guldkalv. Det bliver interessant hvornår man er klar her, et Ph.D studie er jo som regl en 3-4 årig affære.


I nr. 2, Aarhus,  lader det til at man griber det anderledes gradiøst og hurtigt an; her er mantraet "Nordisk Gastronomi" og man kører afsted med arrangementet allerede fra sommeren 2012. Under festugen vil Food Organisation of Denmark og vennerne fra Arla, Erhvervs ministeriets fond til markedsføring af Danmark m.m. ,afholde hvad man kalder "Nordens største madfestival". 
Skal I nu ikke lige hive de 30.000 lovede gæster hjem først, venner?? Projektleder Anna Lund, hvis alder og tidligere metiér er beskrevet vel fyldigt i pressemeddelelsen, meddeler at man allerede har 50 kokke og virksomheder tilmeldt. Der er planlagt en flot geografi i forskellige temaer og der er lækre hjemmesider i overmål, hvilket tyder på en solid førsteårs satsning. Men hvad med året efter og særligt, hvad hvis man "kun" får 15.000 gæster? Hvor mange designudtænkte publikumsflows og overlagte underskudsgivende billetpriser er der så råd til?








Ja, MUND-FULD er ikke meget for megarexien, der pludselig har ramt området for boder med lokalt produceret mad og strikkede sweatre.  Det er en farlig tendens; sådan at pumpe noget kunstigt op med supsidier og varm luft.  Det kan meget hurtigt falde sammen og ødelægge den lille kerne af ægthed, der reelt set var udgangspunktet.


F.eks. den ægthed som den tredie og første madfestival,  Kulinarisk Sydfyn, repræsenterer. Her har vi den lille, frivilligt baserede madfejring, som igennem 10 år har vokset sig til det største fødevaremarked i Danmark. Med 12.000 besøgende og godt 70 udstillere, er der tale om et stort marked, med deltagere fra hele landet. Nogle af disse vil sikkert forsvinde til Aarhus i år, da både billetter og standleje lader til at være stats-/industristøttet og dermed kunstigt holdt nede. (Vel ikke en ukendt metode for den monopoliserede danske fødevareindustri og deres prispolitik overfor forbrugerne).


Sammen med standholdere, kan Kulinarisk Sydfyn, vel også risikere at miste et trækplaster som Nordisk Ostefesival til én af de nye masdodonter. Faktisk kan alt det der er afhængigt af økonomi og som kan fysisk flytte sig, være truet for det frie, selvdrevne marked i Svendborg. 
Der må derfor tænke nyt og anderledes for at beholde et momentum som den førende madfest her i landet. Her skal MUND-FULD give sine gode råd; de er til fri afbenyttelse og uden beregning, altså helt gratis, uden at man skal betale for dem.






Ja, for vi skal helt derhen, hvor det ikke er pengene, der udgør attraktionen. Vi skal helt derover hvor Svendborg i sig selv er attraktionen. Det er svært at flytte en hel by. Jeg mener, vil man se Louvre, tager man til Louvre. Gæsterne skal ikke komme for at se diverse kendisser eller smage bornholmsk rapsolie, de alligevel kan købe i alle coopbutikker og se på TV. De skal komme til Kulinarisk Sydfyn fordi det ER Kulinarisk Sydfyn.


For det første skal det være muligt at spise sig mæt på et fødevaremarked. Få nogle boder med helt basal mad; pølse, ost, brød, en gryderet. Man bliver sært nok sulten af at gå og hapse småbidder hele dagen. At man ved sidste års marked kunne få flasker med vand fra Svendborg  Vandforsyning var i den rigtige retning. Ved ikke om Svendborgensisk vand er særlig unikt, men det overgår da det udenlandske ditto, man som deltager i diverse fødevarekonferencer og MAD Food Camp, bliver udsat for. 


På et lidt større plan, så skal selve byrummet emme af mad og råvarer. Så plant byen til, organisér eller læg op til Guerilla Gardens allerede fra foråret, således at der er radisser, salater og masevis af blomster i de etablerede bede og plæneanlæg; istedet for at komme slæbende med kæmpekummer fyldt med grøntsager stukket ned i jorden og arrangerede blomsteropstillinger, der hænger med hovedet efter to timer den første dag. Tænk videre i den retning; gør tiltag, der bogstaveligt talt, er rodfæstet i Svendborg og omegn. 


Få musik, kunst, workshops, oplæsninger indover; åbn op for andre vinkler end paptallerken-producent-smagsprøve-køkultur-konceptet. Og ikke i form af popkultur, please. Få lokale bands, få de skæve med; dem der ikke har et TV-program eller en bogserie, der lige skal fyres af samtidigt. Det er af yderste vigtighed at det er markedet selv, der  sætter premisserne for hvem og hvad man ønsker præsenteret.
Sidste år havde man f. eks placeret Slow Food bevægelsens oplæg i et fjernt lokale; de skal da ned på torvet og stå. Man skal have flere holdninger med, sende et budskab der klæder en Citta Slow; mens den stadig er den eneste danske og derfor kan promovere på det.


Tænk endnu mere lokalt; der er ikke meget lokalt over franske oste og bornholmsk chokolade.  Det er alligevel de standholdere, der har gavn af at tænke på hvor de får mest, økonomisk set, ud af at rejse andetssteds hen. Lad børnene komme til med deres skolehaveproducerede sager, lav et swap meating for alle der har lyst til at bytte brombær marmelade for tørrede blomster.


Lyder det lidt fodformet? Sikkert, men det er kun så langt denne blog evner at tænke. Pointen her er at Kulinarisk Sydfyn må bide sig fast med dets lokale placering, events der kun kan findes på netop dette marked. Og da de to nye drenge i klassen, allerede har fået alt det dyre legetøj foræret af deres forældre, er det på tide at tænke anderledes.