Endnu et år rinder ud

2012 er snart slidt op og det skal tilsyneladende ikke blive nemmere at være tænkende forbruger i dette land i 2013. Efter at have skulle komme sig over det rekordstore overskud hos både Arla og Danish Crown, var det bestemt ikke nemt at skulle rejse sig af sengen d. 14 december. Den dag brød et vigtigt værn imod usaglighed og løgn om fødevare sammen, den dag måtte der trykkes "anprisninger" på vore fødevarer. Fra den dag kunne vi møde dette syn i vore dagligvarebutikker:

En leverpostej med lovprisninger af dens indhold af jern. Eller margarine, der stråler af sunde planteolier. Chokolade er "sundt" pga. kalkindholdet. Tilsatte vitaminer, gør guldkornene sunde. 
En Jakabov med nøglehulsmærket. Og som alle jo ved; nøglehulsmærket garanterer sunde og bæredygtige fødevarer. 

Eller sådan noget; det er i alle tilfælde noget staten har godkendt som god og tryghedsgivende mad. Eller sådan noget. Eller hva?

En mærkningsordning er som nøglehullet er blottet for troværdighed og atter en gang sidder man tilbage med fornemmelsen at den der store og farlige fødevareindustri sgu´har fat i den lange ende. De protesterer højlydt imod alle ordninger, der gør det gennemskueligt for forbrugeren hvad der egentligt er i den mad vedkommende køber. hvis det ikke hjælper, appelleres der til de ledende politikeres "sunde" fornuft, fordi al gennemsigtighed for forbrugerne, tilsyneladende er svækkende for eksporten. Og gennemføres reglerne alligevel, bearbejdes de via lobbyarbejde, til resultatet er den totale gennehulning af lovens intention.

Tilbage står et statsapperat, der har brugt midler på at gøre en mærkning troværdig, en forbruger der køber mærkets præmis og en fødevareindustri, der kan fortsætte som sædvanligt. Nu endda med lidt bedre ry. For når nu Jakaen har fået Nøglehullet, så er den da ikke helt så slem.

Nej, det er ikke nemt og hvad kan man stille op?

Samtidigt har denne selvforsyner mødt muren og må erkende at et dyrehold og en køkkenhave aldrig helt bliver passet godt nok. Bondemanden har altid travlt, jo tak. Når man (undertegnede) så samtidigt skal passe ike mindre end 4 forskellige jobs/projekter + projekt "familie2 og projket "hus", så kan man godt løbe træt i det. helt bogstaveligt. 

Der er gået tænkehat i den heromkring. For hvad er jeg, personligt, god til og hvad stinker jeg til? Og hvem kan hjælpe mig med det sidste? Ja, efter snart 7 år som landbo, må vi erkende at der ikke altid er så dejligt ude på landet, at græsset gror længst i egen have etc.

Skal man pakke sydfrugterne og forlade lille DK og søge udenlands? Skal man finde et fællesskab og søge det grønne og autonome liv der? Skal man hele vejen tilbage til den eneste ene storstad i kongeriget? En anden storlille stad? Erfaringerne er blevet mange og én ting er sikkert. Hvis ikke jorden går under d. 21. december d. å., vil der ske et eller andet med denne bloggers liv og levned i 2013. 

See you on the flipside.

Og så en lille sang med pigekoret, det er jo trods alt nytår snart....

Vi skal drukne et website, folkens...

Der er tre måder man, som menneske og forretning kan eksistere. Stort, småt og råddent. 

Når en forretning, et levebrød, et wbsite som Findopskrifter.dk; baseres på at snyde andre, til at gøre forretningsmæssigt eller rettere, hitmæssigt, selvmord; er det bundråddent. 

Heldigvis kan det stoppes; derfor dette indlæg om madbloggeres ret til deres eget indhold. Det handler også om at eksekvere den stærkeste magt, man har som menneske; retten til at fortælle andre sin side af sagen.

Vil du vide hvad det tekniske og grundlæggende går ud på; tjek MadbeVægelsens forklaring her. og det helt detaljerede på Grydeskeen.dk her

Dette er sagen som den lægges ud via Bergholdt.net:

"På dansk grund er Findeopskrifter et eminent godt eksempel på en dot com-inspireret parasit. En parasit, der igennem basale psykologiske mekanismer snyder danske madbloggere til at tro, at det er en god idé for dem at tilmelde sig madportalen.

Men det er det ikke. Findeopskrifter beder bloggerne tilføje et lille badge med et link til hjemmesiden. For hver side på en blog genereres et link. Bloggerne bliver lovet øget synlighed og trafikafkast til gengæld. Når Findeopskrifter linker til de madblogs, der deltager, sættes der et ‘vi stoler ikke på dig’-signal på linket (en no-follow-attribut)."

På papiret får siden hits; i realiteten havner de alle hos Findopskrifter.dk. Sagt lidt mere enkelt; når en madblog er meldt ind hos Findopskrifter.dk, vil hvert hit via Findopskrifter.dk for altid mærke den gældende madblog, som no go for den søgende computer. Ikke flere hits til madbloggen, der ingenting opdager, for der tælles jo stadig hits hos Findopskrifter.dk. 

Hm, så det er vel bare det. Den kloge narrer den mindre kloge; det handler alt sammen om at dele og tage; der der tager mest, har vundet. Særligt i dag, med det hersens internet, hvor alt kan deles og bliver gjort.
Jeps, helt sikkert, hvis man vil leve et råddent liv. At tage madbloggeres, nærmest allesammen rene amatører; tage deres trafik fra dem, så de langsomt dør hen; efter at have inviteret dem til netop at gøre det imod sig selv. Hvordan kan man stå op om morgenen og tage afsted til den slags arbejde? 
Ikke engang en bændelorm er interesseret i at dens vært dør, men i en verden af perversiteter, er det blevet helt legitimt at bløde andre forretninger ihjel, og tjene penge på det. Vi ved det kan gøres; det gør det ikke rigtigt.

Forargende, men efter at vreden har lagt sig, bilver man også mere klarsynet. Det er allerede nævnt at dette indlæg, er en støtteerklæring til de madblogs, der lider under dette. Og bedst af alt, ved at læse dette indlæg, er du allerede med i kampen imod Findopskriften.dk. Dette indlæg linker nemlig til en anti-links-site, som vil få Google til at gøre præcis det samme ved Findopskriften.dk, som sitet gør ved andre; bombe det ned af søgelisterne, for at det så kan lide en stille død, langtnede i søgelisten hos Google.

It´s called citizen activism, baby. Tak for at du læste med her.

Link til Bergholdts skriv om sagen, her


Bidragende til kampen i mod udnyttelse og ihjelslåning afmadblogs stiger stadigt; her er en række links fra Dag 2(direkte nolet fra Klidmoster.dk

Klidmoster: http://klidmoster.dk/2012/10/findeopskrifterdk-bloglands.html:

Grydeskeen: Findeopskrifter.dk – Millionomsætning på bloggeres indhold uden at lave noget selv

Det Lyseblå Køkken: Findeopskrifter.dk - En parasit, der bør udryddes! 

Kristinas Køkken: Findeopskrifter - nej tak

Madbevægelsen: Findeopskrifter.dk: Kunsten at fodre hunden med dens egen hale & tjene penge på det samtidig

Bergholts Opskrifter: Findeopskrifter er en parasit, der bør udryddes

GASTROmad: Det er mine Indlæg – Findeopskrifter

Heidis Verden: Hvorfor du som blogger bør sige nej til at være med på Findeopskrifter!

Det Lille Køkken: Hov, hov – det er min blog!

Rigeligtsmør.dk: Findeopskrifter.dk udnytter danske madbloggere 

Spisekammeret: Findeopskrifter.dk - et stærkt vanedannende stof

Ugens 7 Dage: Nallerne væk Findeopskrifter!

Restaurant Day 17. november; vi er med igen

Vi deltager igen i Restaurant Day

Phar & Söns Skovtursbod

Vi har flæskestegssandwich og varm ciderglögg, to go. Med maden, får du et kort over skovene omkring Brændeskov og er vi alle heldige med vejret; bliver det en fantastik dag med vandretur, varm drik og god mad i lommen.

How cool is that, lige?

Restaurant Day er et fedt koncept og hvis du ikke har mulighed for at besøge os; så lav din egen restaurant for en dag; de er frit spil for alle idéer.

Website for den danske del af den verdensomspænende begivenhed, her.

Færdigmad bliver bare bedre/værre

Historien om det håbløst naive/søde lille barn, der tror at mælken bliver bygget i kartoner nede i supermarkedet, er snart ikke sjov mere. FDB introducrer nu hakketgønt med kød.(link her) 
Og det ER bygget på kødfabrikken. I det hele taget er tanken om at imødekomme forbrugernes behov med sammensatte fødevareprodukter, grådfremkaldende mest af alt.

Vinderen af FDBs Forbrugerkonkurrence har, tilsyneladende, helt selv opfundet finten med at komme forskellige grøntsager i sit hakkede kød og nu tager Superbrugsen idéen til sig og "lancerer en pakke hakket oksekød, hvor 20 procent af indholdet er gulerødder, squash og broccoli".

Der er så mange forkerte takter ved sådan et tiltag og disse modsiges af lige så håbløse argumenter, at jeg snart ikke ved hvor jeg skal starte..

Først; den 32årige, kvindelige vinder må grine en vis legemsdel af led hele vejen ned til banken med de 25.000, som præmien lyder på. Denne blog synes at det er helt i orden at tjene penge på en nem måde. Men at FDB ikke selv er klar over at verdens ældste husmodertrick, her har nappet 1. præmien, ja alene det faktum er jo faktisk latterligt. Men den der griner sidst ler bedst. mere om det senere. Først skal vi lige have aflivet argumenterne FOR sådant et produkt.

Travlhed

Det sparer tid at benytte sig af hakket grønt/kødproduktet (hvad skal det dog hedde? "Hakket Grød"?). Seriøst, den der tidsundskyldning ikke? Den skal man være meeeget forsigtig med. Undertegnede beklæder i skrivende stund 3, tre, jobs. Ikke fuldtid, bevares, men tre lønnede stykker arbejde. jeg har en familie med en kvinde og 2 børn. Jeg har et hus, hvor jeg ovenikøbet har ambitioner om høns, kaniner og grøntsagshave. Jeg har fået mig en sær hobby som engageret tilskuer til en sær sport. Alligevel formår jeg at lave mad fra bunden til min familie. Og det må jo enten være fordi jeg er lavet af en titanlegering ELLER fordi tidsargumentet er noget helt andet. Det er et prioriteringsproblem. Men endnu værre, det er noget fødevareindustrien intet gør for at afhjælpe. Med dette nye produkt, puster man jo nærmest bare til ilden. 

Istedet for at det kunne hedde, "lad os vise, i mod en eller anden vanvittig travlhedsttrend, Jer hvordan I laver enkel og nem mad, med gode råvarer", hedder det; "I har så travlt, det skal I bare blive ved med, vi sætter noget sammen, der både skaber en merindtægt til os og giver jer kunder en idé om at I sparer tid".

Der er så mange retter, der tager en halv time(!) at producerer, så der faktisk ER skrevet tykke bøger og eksisterer madblogs, om dette. Google det. Nu.

Sundhed

Det er sundere at spiser mere grønt. Jow, men hvor kommer det dersens hakkede grønt fra, produktionsmæssigt, hygiejnemæssigt? 

Co2

Det sparer Co2 at spise mere grønt. Her nærmer vi os den egentlige kerne af hele misæren, hakket grønt og kødprodukter. Som forbrugere bliver vi foregøjlet at dette produkt skulle kunne hjælpe vores dårlige samvittighed og måske naturen, ved at nedsætte et eller andet Co2forbrug. kunne der ikke være en bedre mening med at sætte vort kødkvæg på noget jord, der ikke alligevel bruges af landmanden? kunne der være en idé i at spise mindre kød, i det hele taget? 

Jo mere man tænker over dette produkt, jo hurtigere kommer det til overfladen, at det er endnu et resultat af fødevareindustriens og detailhandelens konstant profitjagt. Intet andet. Og så skal vi ovenikøbet betale for at de også tror at vores intellekt er på niveau med, ja en grøntsag.

Prisen

Alene kiloprisen på dette produkt, vil jo kunne gøre enhver garnter glad. Jeg kender den ikke, men mon det bliver de 20 procent lavere end 100% hakket kød? 

Kvaliteten

Man mener heller ikke at vi som kunder fortjener det bedste, vi fortjener stadig kød af udtjent malkekvæg og nu også grøntsager, som ikke engang klarer kravene til fryseposen. Disse råvarer skal gøres ukendelige og puttes i kød før de kan sælges. Man tænker over hvilket gulv de fejet op fra. Det springende punkt, forskellen på selv at smide grøntsager i sine frikadeller o.l., er jo netop at vi, før det blev hakket, kunne vurdere kvaliteten af det hakkede.

Tiden

Jeg har netop tjekket og hakket et halvt spidskålshovede, et par gulerødder og et løg. 6 minutter, med rensning,skrælning og skyldning.


Det må åbenbart ikke tage nogen tid, overhovedet, at kokkerer. Selvom det er et af de tre mest fundamentale ting vi må foretage os hver dag (de andre er vejrtrækning og væskeindtag), så skal det åbenbart helst fjernes fra vores kalender. Det kan vi gå og bilde os selv ind, fordi vi rent faktisk har travlt. Det er vores egen lille pløre at rette op på. Det er bare så satans irriterende at virksomheder, menneskerne bag disse virksomheder, altid skal finde de mest underlødige produktsammensætninger at sælge os, med undskyldningen om at det skulle hjælpe os.

Og, som nævnt, så skal de ovenikøbet fortælle os at dette vil være med til at forbedre vores sundhed/samvittighed/levetilstand/økonomi; når det stik modsatte er fakta. De taler ned til os og det må de bare ikke slippe af med. OK?

Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.

Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.

Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.

Pengene, hvor din mund er; ikke omvendt.

Tror man helhjertet på udsagnet om at det er igennem deltagelse, man kan ændre noget; så er man allerede ved at misse hele pointen med forandring. 

Oversat til maddebatten i Danmark i disse dage; nu viser FOOD Festival "Pig Business" og så deltager man da som maddebatør og foodie.

Forkert, du deltager ikke. 
Du skaber dit eget rum, hvor du og dine kan udtrykke præcis hvad I vil, på jeres præmisser, med Jeres evner. Det bliver Jeres, ikke Deres.

Forandring, i anarkistisk udgave, er et totalt nedbrud af gængse normer. Normer er nemlig dikteret af den ene eller anden form for magthavere, der ønsker et særligt sæt regler gennemført. Køber man normens form for kommunikation og deltager i et forum, hvor den anvendes, er man derfor også en del af normen.

Normen for en begivenhed som FOOD Festival, er sat i et eller andet lysegrønt håb om at en masse madinteresserede gæster (og hvem er ikke interesseret i mad?), vil møde nye og spænende oplevelser, der vil trække dem i en retning af et bredere og mere sundt, fødevarevalg. Dette skal åbenbart ske igennem fødevareindustriens sædvanlige og løgnagtige formidling om dennes produkter. 

Den præmis køber MUND-FULD ikke.



Det kan ikke passe at man falder på røv og albuer, når storindustien, der tjener milliarder på sine egne produktionsformer og afsætningskanaler, nedlader sig til at dele ud af bacon, økologi og gode tips om fedtfattig stegning i et par dage i en større provinsby. Det bliver meget hurtigt mandag og ikke "Pig Business", men "Business As Usual", igen.

Det er fint, meget fint, at man har fået presset igennem, at der skal vise en kritisk film, med efterfølgende debat, på festivalen. Og hvad så? Filmen vil blive vist, de gode meninger luftet, måske vil inviterede repræsentanter fra storindustrien endda knibe en tårer, når de ser stressede arbejdere og svin, der lever et udyreligt liv. Måske.
Men så bliver det mandag og endnu vigtigere; lønningsdag. Storindustrien er i dette madspil for pengenes skyld, for en evigt forhøjet profit; ikke for at skabe den bedste føde til os; køberne. Og så længe de får lov til at holde tøjlerne, vil vi ikke finde en ny vej.

Deltager man i deres show på et sted som FOOD Festival, anderkender man deres ret til at eksistere.


Derfor deltager denne pen ikke i FOOD Festival, men i Danmarks Høstmarked i Svendborg, hvor økologi og Citta Slow tanken, er overskriften.



Et andet eksempel på at ville nå masserne med sit budskab, men blive fanget i storindustriens spin, er DØEs årlige festival for øl i TAP1 i København. 
Her deltager de største bryggerier og mange mindre danske bryghuse, i et klassisk præsentations-/salgskoncept, hvor musik, allehånde underholdning og øl blandes. Et set up, som er kendt fra salgsmesser og som kun bryggerier med et landsdækkende distributionsnet har egentlig glæde af. Og da disse firmaer jo allerede har landsdækkende salg, burde de vel rettelig afholde et gratis arrangement, som tak til deres kunder. I stedet koster det en håndfuld hundredekronesedler at være gæst og så stiller man op til noget, der mest af alt minder om en provinsbyfest.

Derfor deltager denne pen nu også arbejdsmæssigt i afviklingen af CBC 2013, hvor målet er at servere verdens bedste øl, intet mindre. Derfor er set uppet på CBC også helt anderledes. 
Hos CBC anderkendes gradsforskellen på øl og der handles på at ramme det ypperste. Sjovt nok tiltrækker det en helt anden målgruppe end den førstnævnte festival. Sjovt nok, har DØEgarden travlt med enten at undres over eller bagtale CBC; i det mindste kunne man vel glædes over at nogen magter at løfte en ølfestival, uden at skulle appellere til laveste fællesnævner eller ligge mås til et koncept, der ligner en drukfest mere end en fejring og kun kommer rigtigt store, profitorienterede bryggerier, til gode. 

Mange mennesker vil synes at arrangementer som rene økologiske markeder, Citta Slowtanken og CBC, er SÅ anderledes at de ikke kan forstå hvad det skal til for. I Danmark kommer begreber som "elitært" og "snobberi" hurtigt op og de er ikke ment positivt. Det er vidst et typisk dansk træk, som vi ikke bør være stolte af. 

Det, ikke ville gå på kompromis, er heller ikke noget vi i dette land gør særligt godt. 
I stedet vælger vi alt for tit at søge den bløde mellemvej og mener at det er til alles bedste. Det er det ikke, oftere og oftere bliver kompromisset udnyttet markedsmæssigt. Særligt i madverdenen, hvor bla.vores hang til sukker udnyttes til fulde og ikke har andet godt med sig, end overskud til aktionære. Aktionære, der forhåbentlig (også) er for kloge til at indtage deres eget produkt; det være sig surt pisfarvet øl, ukrainsk produceret slavesvin eller citronmåner fra Polen.


"Never compromise. Not even in the face of Armageddon."

...og mens vi overvejer, skriger svinene

25000; det er tallet på svin der dør i Danmark hver dag; FØR de er klar til slagtning. Den del af det danske svineeventyr får vi ikke at se, hvis vis vi vælger at tage til FOOD Festival i Aarhus (link) til september.

Men vi kunne jo bare lade være. At lade være er det eneste rigtige valg, hvis du er interesseret i hvad dit næste måltid indholder.

Slow Food bevægelsen i Danmark har nemlig fået et nej tak til at fremvise filmen "Pig Business"(link) i FOOD festivalens biograf.  Dermed har man fra festivalen taget et politisk standpunkt, der ikke kan overses. FOOD Festival har valgt forbrugerens intelligens fra, til fordel for et glansbillede af kändisser, events og balfaldara. Det burde vi alle være kloge nok til at se og konsekvensen bør være en laden hånt om denne gigant på lerfødder.

Denne blog har tidligere i år kigget på tre fødevaremarkeder i Danmark (link) og lagde heller ikke den gang skjul på at festivalen i Aarhus lod til at være en gang varm luft. En masse penge over to år, fra både statslig og privat side, og derefter? Hvordan vil man på 2 år bygge en selvstændig festival op, der kan være en postuleret "Nordens Største", uden et net af frivillige? Som det Kulinarisk Sydfyn, nordens de facto største fødevaremarked, er baseret på og som gør at denne festival kan holde sig 100% fri af überkommercielle interesser. Interesser, der kunne give en uheldig lugt af profit frem for kvalitet.

For ved at bortcensurere "Pig Business" vælger FOOD jo, med sponsorernes billigelse eller ej, at tage hele diskutionen om hvordan vores mad kan fremstilles, væk. Man putter alle sine æg i fødevareindustriens kurv, mens man giver det hele et lag af jord-til-bord-farve på websitet. 

Det visuelle udtryk er en joke.Der indgår bla. en ged, en pære og en fisk; tre af de mest sværtanskaffelige råvarer i Danmark; hvis de skal være af en ordentlig og bæredygtig kvalitet, vel at mærke.

Sprogbruget og formuleringerne er en modsætning til festivalens beslutning om at fravælge tiltag som "Pig Business". Man skriver bla. "Food Festival er ikke et salgsarrangement - et marked. Formålet er ikke en omsætning af varer.....Food Festival er en kulturbegivendhed, hvor gæsten får ny viden, færdigheder i et køkken og kendskab til historierne omkring det ny nordiske køkken".

Skal dette tages for pålydende, er festivalen et antikapitalistisk tiltag, med en drøm om at give de besøgende helt ny viden om den mad de vil spise resten af deres liv. Ikke sandt?

Hvorfor vælger man et bidrag som "Pig Buisness" fra? Jeg har ikke spurgt, men dette blog indlæg vil blive sendt til festivalens arrangører og så kan vi jo se om der kommer svar og hvad det er.

Man kunne jo frygte at man er blevet klappet på skulderen af festivalens sponsorer, hvoraf én netop har startet med at lancere sig selv med en ny rock ´n´roll attitude. Sejlture i grisekostumer til London og derefter uddeling af kød ved årets Skanderborg Festival/Smuk fest, midt i bøgeskoven. Samme firmas, og ja, det er Danish Crown, kommuniktionsdirektør, konstaterer for nyligt ( i et sært selvsmagende og arrogant interview med mad+medier, link) at de eneste madkommunikatører hun tager notits af, er hendes egne ansatte. Man kunne frygte at festivalen har valgt at ligge ryg til Danish Crown "værdisæt" af elendigt fremstillet, medicinpumpet, gylleforurenende, arbejdsmiljøskadelige og til-østeuropa-udflyttede svinekødssalgsfremstød og navlebeskuende tilgang til verden. Man kunne frygte at der var flere hovedsponsorer, der lagde tilsvarende pres på festivalens beslutninger. 

Hvad enten frygten er begrundet eller ej, så har FOOD festval spillet sig selv over i et hjørne, hvor tænkende madmennesker skal skræve endog meget langt, for at nå hen. For jeg er ganske sikker på at man kan tale sammen om vores allesammens fødevarefremstilling. Jeg kan også godt se en form for topmøde imellem sammenslutninger som Slow Food og virksomheder som Danish Crown, hvor man prøver at nå hinandens intentioner for en stadig bedre kvalitet af mad og produktionen af samme. Jeg kan da enddog godt se at ved at deltage, kan man snige sine budskaber ind ad bagdøren på en sådan festival. Det kunne ske.
Jeg ved at de der kommer med alternativerne til det nuværende stade i dansk fødevareproduktion, gerne vil. Men jeg ser ikke fødevareindustriens vilje nogen steder. De medvirker i en fødevarefestival, der boykotter en kritisk film, hvorved industrien også kommer til at stå i et dårligt lys. Igen.

Ingen af parterne i denne sag, er tjent med censur. Madkommunikatører af alle slags må tale sammen om dette. Vi skal blot være opmærksomme på at mens vi taler om at tale sammen, skriger svinene videre på svinefabrikkerne. Sunde svin skriger ikke, de grynter.

Restaurant Day - MUND-FULD åbner spisehus for én dag

Det er såre simpelt og nu verdensomspænende. På "Restaurant Day" (link) åbner man sit eget spisested, i privaten, i skoven, i vejkanten, på torvet og byder folk indenfor. Nu rammer dette initiativ også mit hjem. Jeg kalder det for "Gammel Skole, Nye Madtanker", det er kl. 13-15, den 19. august d.å. Prisen bliver 150,- per snude. Vil du deltage, kan du skrive på kivan@toitsu.dk og få af vide hvordan du betaler og hvor det foregår. Det kan du forresten også se ved at følge linket ovenfor.

Det frie menneskes frie initiativ til at give verden omkring sig sin kreativitet; intet kunne da være mere oplagt for denne blog at deltage i. Med tiltag som dette, samt fødevarefællesskaber, andelslandbrug og allehånde selvforsynende have-og dyrebrug, skal vi sammen lukke kæften på det store mørke; fødevareindustrien.
Javist, det vil tage tid fra andre aktiviteter, men ved at servere en menu, baseret på hvad den plet jord der er rundt om mit hus kan præstere, håber jeg at mine gæste vil kunne se hvor godt og enkelt det kan gøres. Forhåbentlig vil mine naboer finde det interessant, måske vil de selv starte op på at bruge haven til andet end slå græs i. Måske kan vi starte på noget samarbejde på større projekter. Måske.

I alle tilfælde vil menuen være komponeret over råvarer, alle frembragt ved egen hånd, blevet givet mig eller fundet i naturen omkring os, her i det bakkede Sy´fyn.

Menuen er vel en slags verdensmad; jeg følger mine egne små intuitioner og lige for tiden står den på halvt nordøst amerikansk, halvt mellemøstlig; det præger også denne dags menu. Det står forresten undertegnede frit til at justere, efter dagens humør og muligheder.

Menuoplæg:

Forret: Suppe på bladbede og gedeost, yoghurtbrød

Hovedret: Syrisk kaninragout, rugkerner/peberrod/ribs, rødbedechips

Dessert: Hasselnøddekage med bær, hvidchokolade, drænet tykmælk

"Om at spise dyr" - en gennemlæsning

Jonathan Safran Foer´s bog om kødproduktion, hans barndom og hans eget barns fremtid kunne have været halv så lang. Og stadig ville den have givet kvalme hos læseren over hvorledes vi mishandler os til at æde alt, alt for meget kød.

"Om at spise kød" er en faktatung sag og det er med til at bakke alle bogens horrible fortællinger om amerikansk kødproduktion godt op. Faktisk kunne den ikke have være skrevet uden, da dokumentation af fakta, er vore dagens mantra for al formidling. Så det gør Jonathan Safran Foer (JSF), med enkelte nedslag i malende beskrivelser af barndommens trygge familiemåltider i den jødiske familie og sygelig vold begået af farmere og personale i den amerikanske kødproduktion. Sådan at veksle imellem tryghed og mareridt er et godt greb, der holder læseren fast, usikker på hvad der nu sker.

Der sker bare ikke så meget mere og så blive selv fakta og dødsvold kedelig. Det er som om at JSF aldrig helt kan blive enig med sig selv om det er hans oplevelser med at skrive bogen, der får ham til at blive vegetar eller et mere intellektuelt valg. Han hælder konstant til det intellektuelle, men kan alligevel ikke blive ved at skulle beskrive endnu et overgreb og hans søns fremtid, lige efter endnu en tankerække om dyrs evner til at være sociale tænkende væsner og så den måde vi vælge at se på dem som føde.

JSF vil ikke overbevise sin læser om at blive vegetar, påstår han. Men efter at have læst bogen, kan der ikke være meget tvivl tilbage i mange mennesker; kød i det 21. århundrede bliver produceret under forfærdelige forhold, både for dyr og mennesker. At slagteriarbejdere, for sjov, skærer trynen af levende grise, smører salt i såret og endnu en håndfuld i dens anus, kan jo kun chokere. At farmerne afliver dyr ved at kvæle dem eller smide dem ind i væggen og derefter lader dyrene ligge, halvdøde, på gangen, kan også kun vidne om en sjælden kynisme. En afstumpethed, der resulterer i depressioner, voldelig opførsel og selvmord for de implicerede mennesker.
Forurening, firmaer, der aflægger sig ansvaret, de få og små farmere, der forsøger at drive et humant dyrehold; det hele gennemgås og dokumenteres, mens forfatteren stadig forsøger at umenneskeliggøre hele tanken om at spise kød.

Denne blog er ikke blevet vegetar af at læse "Om at spise dyr", for mange af beretningerne kendte jeg godt og derfor er mit kød enten hjemmegjort eller fra landmænd og slagtere, der behandler deres dyr ordentligt. Det vil sige, så ordentligt som man kan behandle noget man ved er skabt til at dø for ens egen hånd. JSF dvæler et stykke tid ved at beskrive forskellige slagtere og landmænds beretninger om dette. Drabet. Han falder over at de alle taler om drabet som "nødvendigt", han udpensler deres uro og overfladiskhed ved emnet, som om de ikke rigtigt er sikre på deres gerning; drab af dyr dagligt.
JSF mener ikke at det er nødvendigt at dræbe for at overleve som menneske. Det gør MUND-FULD.

Som mennesker er vi, som de fleste aber, bjørne, grævlinger, vaskebjørne, piranhas, grise, katte, rotter, høns, firben og ravne, i stand til at spise og fordøje både plantebaseret og animalskbaseret føde.Så selvfølgelig spiser vi kød.

Natten efter at ovenstående var blevet skrevet ned; drømte jeg en drøm, der for mig blev et godt billede på menneskets dilemma som eksistens med andre levende væsner. Drømme var kort, men jeg besøgte , som voksen, et sted, en stue, hvor jeg som ganske lille havde leget. At genopleve denne følelse af tryghed, varme, uskyldighed, var så overvældende, at jeg begyndte at græde. Her mødtes små glimt af en tabt og total glædesrus over at at være netop der, med den voksnes nøgterne tilstedeværelse af blot et rum, der så lidt gammeldags ud.
Jeg græd stadig, da jeg vågnede, mindet og tabet føltes stort; jeg er nemlig et Homo Sapiens; det tænkende menneske(dyr). Vi mennesker baserer en stor del af vort voksne liv på minder. Bevidst, oftest ubevidst er denne sentimentalitet, et savn af noget vi aldrig får igen, har disse minder stor magt over vore handlinger. Som hos  JSF, hans barndoms kalkunmiddage hos bedstemoderen, er meget tungvejende argumenter, for at fortsætte en kødspisende liv. Han skriver det ikke direkte, men han holder ved disse minder og forsøger samtidigt at forestile sig sin nyfødte søns samme minder, nu uden kalkunen.

Tabt barndom +  voksnes tanker = overvejelser om meningen med selve livet fortsatte mening.

Der er ingen mening, ven. Kunsten at leve et liv, med den viden, er ikke en som JSF synes at nå frem til. Han stiller sig tilfreds med at have overbevist sig om at ikke-kødspisere lever et bedre liv, alene af den grund at kød ikke er livsnødvendigt for at overleve som menneske. Det kan jeg forstå og acceptere; men hvad stiller vegetarerne op den dag man kan dokumentere at gulerødderne skriger i dødsangst, når de trækkes op af jorden? Døden er hos alle, hele tiden. Sådan er det for mennesker og sådan er det for alle væsner på denne jord.

Når jeg slagter kaniner eller jagter skadedyr i min have, er det ikke med en lystfølelse eller en trang til at dræbe; jeg mener det er en del af livets cyklus at jeg slår ihjel for at overleve. Ligesom jeg i mit stille sind takker hver en rødbede jeg rykker op af jorden, stryger jeg kaninens pels en sidste gang, før jeg slår den ihjel med et slag i baghovedet og fører et snit igennem dens halspulsåre med en kniv. Jeg ved at jeg også skal dø en dag, at min tid kan komme når som helst og jeg glæder mig over at disse væsner, i min varetægt, er opfostret med omsorg og respekt.

Det er denne respekt vi mangler, som kødspisere og som sociale væsner, i dag. Vi er blevet fremmede for livets betingelser. JSF tager dette dilemma op på en flot og gennemarbejdet måde; det giver grund til eftertanke

Vi skal nu anmelde hinanden; hvem melder landbruget?

Angiveriets fordele er få. Alligevel tyer Mette Gjerskov, aka Magtesløs Fødevareminister anno 2012, til at opfordre alle danskere til at anmelde kødsnydere og uhygiejniske forhold.

Fy for satan, Mette Gjerskov, det mest ulækre her, er dit Card Blanche til stikkeri. Link her

For det første, det har altid været muligt at melde ulovlige forhold vedrørende fødevarer. Link her 

Og for år tilbage, ville det måske have hjulpet; for da havde kontrollørene faktisk både tid og viden til at reagere korrekt. Nu om dage, vil de stakkels mennesker komme stormende, lukke alt med forbindelse til mad i en radius af 3 kilometer, og få Ekstrabladet til at tage fotos af gerningsstedet. Job vel udført og nogle papirer udfyldt; alle vinder. For et øjeblik.

Slagtermesterne synes det er i orden med angiveriet; det er jo sådan et også deres "sorte" konkurrenter, der langes ud efter med opfordringen. Lederen af Fødevarestyrelsen siger det lige ud; det er de illegale, der er problemet.

Det er altså ikke slagerforretninger og supermarkedsslagtere, der sigtes til. Men hvor er det lige langt de fleste af os køber vort kød?
Det er i supermarkederne; så det er også der de fleste anmeldelser vil komme fra. Ingen der køber kød, billigt, ved en illegal, har vel tænkt sig at melde sin pusher.
Måske hvis han hævede prisen, men ellers tror jeg ikke der vil dukke flere, af fagpersoner nævnt, virkeligt grimme sager op. Og ingen der køber kød ved lokale håndværksslagtere vil undlade at nævne kvalitetsmangler overfor vedkommende. Og ingen lokale håndværksslagtere, vil sidde kundernes kommentarer overhørige; ikke hvis de vil fortsætte i den branche. Herude står der mere end penge på spil, personligt renomé fer eksempel.

Lad os vende os imod de anmeldelser, der vil komme om slagterforretninger og supermarkedsslagtere. Hvad er "ulækkert" for en almindelig forbruger? Er et røget grisehoved, er pølsestopning eller hvad med indmad i en spand? Fedtfilteret i en slagerforretning lugter ret klamt. Skal det anmeldes en varm sommerdag; skal røgeovnen?

Og så til det mest ulækre. Vi forbrugere er i dag så langt fra oprindelsen af vort kød, at en stor del af os ville blive veganere på stedet, kom vi forbi en dansk kødfabrik i morgen. Når endelig kødet ligger i butikken og er blevet for gammelt eller en sløv butiksslagter sløser med rengøringen, er det foregået så mange overgreb og brutalitet overfor dyrene, at dette sidste må betegnes som toppen af et ildelugtende kødbjerg. 

Men medicin som foder, aflivning af syge dyreunger med stumpe instrumenter, sygeligt fremavlede dyr, livsfarlige arbejdsforhold, dyretransporter over lange afstande, vold på slagterierne, depressioner for slagtere, snyd med saltvand i kødet, genbrugt kød i grillpakkerne; det hører vi ikke vores fødevareminister tale om. 

Næh, vi skal bare anmelde løs om småting, der hvor vi endelig får kødet at se. I en plastpakke, eller en køledisk. For crying out loud; vi kan jo ikke engang dufte til kødet der Og filmen på pakkerne, den camouflerer kedelige gråtoner, til vi kommer hjem og får åbnet. Og så skal vi til at melde det, midt i madlavningen?

Hvad helvede er det kommet til, når en minister ikke passer sit arbejde og i stedet for at sætte fødevareindustrien på plads, gør os alle til Judasser (dog uden belønningen; man skal jo spare).

Det er på tide at gøre som Joakim B. Olesen; brække sig. 

Ikke af madforgiftning, for mit kød er sgu tjekket eller hjemmegjort, men af hvor stort STASI-tankegangen har sejret i vort såkaldte frie demokrati.

Sommer = filosofi og links

At kunne gøre en forskel, i én eller i manges liv; det må være et mål for alle. Et godt måltid mad er noget det enkelste og det smukkeste man kan give andre. I disse dage er det en kamp at kunne gøre dette og den eneste der kan gøre en forskel, er os selv.


Først må du igennem vor tids største modstandere af ren og enkel mad; fødevarproducenterne, og dernæst detailleddet. Er vi kommet så langt, skal vi forbi trendsættere, kokke og misforstået godhed. Og som i et andet computerspil, vil vi tilsidst stå ansigt til ansigt med den største og sidste modstander. Den der aldrig forlader arena, den modstander du møder hver morgen; os selv.

Det er ikke skortet på tegn på at alle de førstnævnte har holdt ferie i de seneste uger.
 Landbrugserhvervet truer med direkte lovbrud, hvis der gennemføres en skærpet randzonelovgivning, link her. Det vil sige medmindre at man får en ordentlig godtgørelse fra staten.
2 ting stikker sit hoved frem i den sag. At bønder åbenbart tænker med pengepungen og at denne pengepung ikke mere er landmændene; det er bankernes. For kom vi så langt at landmændene faktisk gerne ville bidrage til at vi havde en bæredygtig fremtid, så ville deres belånte ejendommes virkelige ejere nægte dem det.
Tilbage står en tomt skal af landmandsstolthed, der kun er en undskyldning for ikke at tage opgøret med kapitalen. Stakkels landmænd; ædt af en fortidig tro på "liberale" idealer.

Detailleddet, ja denne blog har været der. Lad det blot stå som et eksempel at denne blog her til aften tog en rundtur til de supermarkedscontainere den ellers kun frekventerer i vinterhalvåret. De var ALLE udstyret med hængelås. Al debatten om skralderi og madspildsforebyggelse ad denne vej, er for alvor eksploderet i vore ansigter. Der ligger for tusindvis af kroner af brugbar mad i de containere. Før kunne man dog hente det op, nu er madspillet derfra totalt. Sørgeligt. Og dyrt.

Kokkene og spisestederne? Ja, der er i disse uger en meget omtalt "blokade" i gang  af et spisested, der ikke viltegne kontrakt med 3F. I misforstået frihedskærlighed, melder helt almindelige mennesker ud på Facebook, at det er et menneskes ret at vælge en dårligere overenskomst, måtte man ønske dette. Det virker lidt som om at vi ikke vil hinandens bedste.  Link her.
Men hvor er så de frie trendsættere, dem udenfor industrierne og restaurationsbranchen? Joh, de lader tilsyneladende hånt om alt andet end at få spænende mad på tallerkenen og eventuelt tage et foto af den. Hvilket på påpeges i en udmærket artikel, link her  Og flere gode skriv om det ødelæggende i madsnbberi, øko eller ej, link her.

Med det overstået, har vi nået den inderste cirkel, os selv.

Når man træffer valg for at kunne komme mest udenom industriens fødevarer, er man på Herrens mark, bogstaveligt talt. For selvom der er disse år er en trend om havebrug og selvforsyning af fødevarer, er det hverken blevet en megatrend eller en livstil, der er tænkt igennem for de store dele af befolkningen i den rige del af verden.

Der er mange uigennemtænkte områder, vi bør få frem i lyset,som fortalere for lokalt og bæredygtigt.
Vælger vi for alvor at ville gøre os fri af de normer et forbrugssamfund har stillet op igennem de sidste 70 år, nærmer vi os kanten af loven. At for alvor dyrke en have er et oprør i sig selv, at spare på sine udgifter, handle bæredygtigt, er, i følge vore ledende politikere, et direkte forræderi imod vores samfund. Vi skal bruge og bruge og bruge; holde hjulene i gang med forbrugsorienteret vækst.

Vore ledende industrier, vore ledende politikere, de steder vi køber vor mad; de er alle dele af en samfundsstruktur, der ikke passer ind i fremtidens liv for den enkelte borger. Det har det aldrig været, men vi er blevet forført til at tro på idéen. Idéen om at vi bør lade os servicere, vi glemte blot at den tid vi fik, skulles bruges i det hellige forbrugs navn.

Tilbage til at ville gøre det alligevel, skabe egne fødevarer og frigørelsen. Det bliver ikke mere lokalt, end hvis man selv hiver sin egen mad op af jorden omkring sig. Men hvor kommer tiden fra til det?Undetegnede har netop bedt om nedsat tid, bla. for at kunne bruge mere tid på frembringelse af egne fødevarer og har jeg så sparet noget? Måske, i det mindste får jeg mere tid til at gøre det jeg vil mere af; arbejde med livets cyklus.

Jeg er ikke den bedste til det, men det nok fordi jeg først nu forstår hvilken indsats denne livsform kræver. Omtanke og forberedelser, der mindst rækker et år frem ad gangen. Lige nu kan vi ikke anlægge nye jordbærbede der hvor vi gerne vil, fordi det linetræ der står ved siden af, jo først kan fældes til vinter. Jeg mangler en hankanin, seneste i går, så jeg kan nå at får stærke unger, før efteråret slår til. Jeg skal fylde noget i mine bede, men hvad; mere kompos, tang eller komøg?
Bondemanden han har altid travlt, no shit; der er 1000 ting at gøre og oveni en familie og andre interesser.

At ville selv, betyder at skulle gøre det selv, eller i fælleskab med nogle ligesindede.

Og hvorfor så gøre alt dette, er det værd, hvorfor gide det? Er det for børnenes skyld, for min egen eller fordi jeg har dårlig samvittighed over et tidligere liv, hvor jeg hærgede en hel regnskov med sprayfarver og plastik?

Noble sager, man snildt kunne bruge som følelsesmæssigt skjold; offerlammet, martyren for fremtidige generationer. Næh, det er fordi jeg føler mig røvrendt af de mange mennesker, der skulle forestille at være ledere af mit samfund og min fremtid. Pure anger; ikke nogle frelste foodies, der ikke kender deres lille hobbys problematiske konsekvenser, heromkring. Tjek link

De fucker med os og vi køber deres lort. De kryber ned i vores mad og bankkonto og vi siger ja tak og snupper et Happy Meal til. Og går vi til OL i London i disse uger, er det også det eneste vi kan få, for Macdonals, Coca Cola og Cadbury har købt hele svineriet og ansat særligt, uniformeret "madpoliti", til at kontrollere os og de stakkels lokale sælgere af fast food. 20.000 pund i bøde, hvis ikke der er McFries med fish´en. No shit? Link her

Handskerne er af, til 2. halvleg af 2012, baby!

Anton Svensson 2.0; tradition, oprør & nu på youtube

Hvis der findes et "Emils far"syndrom, så lider denne blog af det hvert år ved sommertid. Og særligt i år er det slemt, da tsunamien af fødevarebegivenheder denne sommer banker ned i den danske strandkant som aldrig før.
Nu skal vi stamig på marked og mærke det lokale. Sådan lyder mantraet fra nærsagt alle kanter af landet, hvor fødevare markederne skyder op som paddehatte. Denne blogs plan var oprindeligt at følge en god håndfuld af disse, tjekke stemningen, se girafferne og nyde at der nu endeligt, endeligt tages initiativer om vores allesammens mad. Det er aflyst; jeg magter det ikke; det er for meget. 

Så fordi alt dette synes MUND-FULD lidt for overgearet, var det jo heldigt at Morten Ildal, fra Grydeskeen.dk, synes at sådanne tanker var interessante nok til at bruge sin tid på at optage på video. På den måde kan denne blog holde sommerferie, velvidende at I nu blot er et enkelt klik borte fra at se undertegnede på youtube. Link her.

Joh, 2.0 udgaven af Anton Svendsson kan godt passe Kathullt OG gå viralt samtidigt. Han er ike fanget af de stive fattigdomskår, der bandt den første udgave til at konstant holde alt oprør nede, for at holde kontrol og maden på bordet. Som 2012 udgaven, kan jeg inkludere Emils oprør sammen med tanken om enkelthed og jævne værdier om naturen og andre mennesker. Det kan jeg gøre, fordi det oprør Emil gjorde, nu er endt som en kliché. Emil har ikke nogen at gøre oprør imod mere, da alle vil være ham.

Som forudset af mange, er mad og madviden blevet en modebølge. De første kartofler, asparges og jordbær er blevet faldbudt af folk i bowlerhatte og brune forklæder. Det er i og for sig herligt at være vidne til. Igen var f.eks. Kulinarisk Sydfyn en fornøjelse, med 11000 besøgende i regnen og alt til ganen.
Der blev lavet en lille film i dén anledning (link her); der i al sin amatørisme er både smuk og sætter fingeren på madbølgens bløde mave; for hvad så bagefter? Hvem skal støtte de små producenter bagefter, når hele cirkusset af medier, kendisser og deres merchandise, er draget til nye horisonter?
Som Klaus Holm slår fast i videoklippet; "Køb nu for fanden dansk frilandskød. Køb noget der smager af mere og spis så noget mindre".

Og det gør den brede offentlighed så; på Kulinarisk Sydfyn, i Kødbyen i København, i Vordingborg, i Aarhus, i Nordsjælland, på Roskilde Festivalen; vi vælter os i korn og olie, i kød og grønt; altsammen lokalt produceret, altsammen rost til skyerne for dets kvalitet af eksperterne. Vi har taget dansken med storm, os madformidlere. Nu kommer dem der skal tjene på det og tager deres del, medierne kan ikke få nok af at filme lokale grise og 50 liter havtornesaft fra Sydvestkøbing og tilsidst? Tilsidst kommer supermarkederne med deres kornblandinger fra De 5 Gaarde og rydder op. Og hvad så?

Anton,Emils far, tog ikke særligt tit på marked. Han blev hjemme og passede Katthult, sendte Emil i brændeskuret og hyggede sig med at være en gnier. Han levede sit bondeliv uden tanke for andet. Den nærværende mur af fødevare events, er det stik modsatte. Den kan ikke få nok af at fortælle sig selv og os andre hvor fed den er, det virker nærmest som om at facebookgrupper og reklameværdien er vigtigere.

Som fraløben bybo, ligger det denne blogs indehaver meget på sinde at forsøge at sammensætte det moderne familieliv, med idealet om at kunne klare sig selv mest muligt. At gøre de nu vidtbeskrevne gør-det-selv-i-køkken-og-have-tanker til hvedag. At spare den ene bil væk og cykle børnene de 10 km til skole i en elladcykel. At have dyrehold og køkkenhave, at finde sig et godt solcelleanlæg; alt det gejl. Det er en livsstil, et valg. Og med dette valg, også fravalg.
Fravalg af alt for mange spontanindkøb, af unødig transport, af bylivets fristelser (hver dag, i det mindste), af årlige rejser til fjentliggende øer under tropehimle, af "billige" tilbud i detailbutikkerne. Ingen af dem må have været nemme; for siden de har måtte vælges fra, var de vel en del af livet en gang. Ikke mere.

Jeg vælger også at lade være med at deltage i hypen omkring mad og lokal og nordisk og 80/20, for jeg vil gerne have gnisten indtakt, når bøtten vender og der kommer snavs frem om de små producenter. Skandaler med madforgiftninger i en af de mange events for musikgæsterne på en mark i Roskilde. Når al glansen bliver slidt af. Slidt af disse smukke tanker.
Store smukke tanker om at være selvforsynende med autentiske fødevarer i et af verdens rigeste lande og være en videnbegærlig befolkning, der ikke bare søger aflad for en ødelæggende livsstil. Når disse tanker en dag bliver pisset på af et eller andet kvaj, der skulle tjene en hurtig månedsløn og med kokainen løbende ud af næsen, må erkende at han ikke kender lort fra lagkage. Når medierne kaster sig over de stakkels frivillige med spørgsmål om hvor overskud fra markederne bliver af, fordi kasseren er skredet med det hele. Når det hele bare ikke er så interessant for medierne mere og faktisk synes lidt besværligt for de fleste. Når det ikke giver penge til investorerne mere.

Da vil jeg gerne kunne holde fanen højt og vide at jeg, i al stilhed, gjorde hvad enhver smälandsk bonde(i TV) gjorde; sørgede for at kunne lidt af det hele selv og tage på marked én gang om året, for at købe en ko og en brødspatel.

God sommer og endnu engang; tak til Grydeskeen.

Exit mad+sygdom. Enter mad+glæde

Skal vi som forbrugere slås internt om at være tykkest/tyndest/sundest/mest ligeglad eller skal vi danne fælles front imod den ødelæggende fødevareindustri og dens to hjælpere, detailhandlen og reklameindustrien? Er denne indbyrdes kamp så hård, at vi har trøstespist os til en fedme-/anorektiskepidemi, en fødevarekrise og et forskruet syn på fremstilling af mad?

I den seneste tid, har denne blog svunget sig omkring forbrugernes egen skyld i de fødevarer vi bliver tilbudt. Manglen på lyst til udforskning af mad, viden om mad, krav til industrien.


Nu er turen kommet til vores følelser. Hvilken rolle kan vores følelser have i de problemer vi, som samfund, står over for?


Ingen tvivl om at vort ophav som pattedyr, den søde brystmælk, kan ligge til grund for menneskets evige jagt på sødestoffer. Det føles bare rigtigt, når noget er sødt og/eller fedt. Det er helt fint med kalorier, når man skal vokse op, bevæger sig meget; så længe det ikke gør os syge, gør det os vel stærkere.
Problemet er blot at vi ER blevet syge af maden. Enten af for meget eller for lidt og der er tilsyneladende ikke nogle rationelle forklaringer på det.


I vort samfund er viden ikke problemet. Ingen kan vel være i tvivl om at 1 liter cola om dagen og ingen motion giver et kalorieoverskud, der er skadeligt på længere sigt? At øllet, kagen, de uendelige mængder af slik jeg selv har indtaget; ikke just er beforende for hverken det fysiske eller det mentale sundhedsniveau? Men hvorfor gør vi det så?


En medblogger, Lise Lotz, gjorde mig opmærksom på det faktum at vi mennesker jo ikke er rationelle skabninger. Og det har hun så evigt ret i. Vi reagerer på indtryk og udtryk med irrationelle handlinger. Vi kan tilsyneladende ikke lide at blive fortalt at sukker-, fedt- og saltindtaget skal holdes på et minimum (for voksnes vedkommende), hvis vi vil leve sundt og sygdomsfrit og produktive og givende. Dertil reagerer vi med at vende "sundhedsapostlene " ryggen, bede dem om at passe sig selv. Vi spiser måske endda lidt ekstra kage, bare for at vise "dem" hvem der bestemmer.


Så realiteterne af i dag er altså at vi kigger på alle "de sunde" i TV o.l., mens vi trods-/trøstespiser, fordi det er så ligegyldigt/svært at "gøre det rigtige".


MUND-FULD vil gerne her tage det endelige opgør med disse begreber; "det rigtige" eller "det sunde valg", fordi det ligger en hindring imellem alle os der gerne vil fortælle om madglæde og alle de potentielle modtagere af dette budskab. Vi er på samme side i denne kamp om vores allesammens mad. Det handler ikke om at være mere eller mindre rigtig; det handler om fællesskab og at mad bare er mad.


Løsningen set herfra, er at finde lysten og livsglæden frem. For det er som om vi mangler noget. Noget større.


Lad os starte med dette billede; en opgørelse over nordamerikanske priser for forskellige fødevaregrupper.


Ved første indtryk, er det jo den sædvanlige smøre om at junkfood er dårligt, rå råvarer er billige. Derfor bliver budskabet jo så enkelt;spis de rå råvarer og bliv både sund og rig. Et af de budskaber, der virker så oplagte at den føromtalte "trodsrefleks" træder i kraft. Vi vil ikke høre på noget der er så enkelt, for det får os til at føle os dumme, når vi så endelig køber junk. Og der er jo ingen der kan lide at blive kaldt dum.


Det gør det bare ikke mindre sandt; at spise junk er dumt. Hvorfor det er så farligt at påpege, er denne blog stadig ved at regne ud. Men det skaber konflikt, madformidlere og borgere imellem, det er helt sikkert. Og imens lever der flere parasiter af denne konflikt. Fødevarespekulanter, GMOindustrien, detailhandelen og sidst, men ikke mindst; reklameindustrien, der skal gøre alle disse manipulerede produkter spiselige til aftagerne.


Dette er listen over de begreber man mest benytter sig af; når en ny kampagne for et underlødigt stykke "mad" skal sælges til os. (kilde: entrepreneur.com)

• Frygt
• Skyld
• Tillid
• Økonomi
• Gruppetilhørsforhold
• Konkurrence
• Øjeblikkelig tilfredsstillelse
• First Mover
• Mode
• Tid

Ikke et ord om kærlighed, lyst, ernæring; det er de mere egoistiske begreber der arbejdes med. Os selv først. Men hvor stærk er denne trang til at være en ener, stikker den særligt dybt, når det kommer til stykket?

Kig på billedet af de tre madvaregrupper igen. Ikke prisen, kig på billedet. 

Er vores trang til at være en del af gruppen så stor at vi vælger den fuldstændigt uniforme junkfoods udseende igen og igen? På trods af den rationelle viden om både pris og sundhedsrisiko? Vil du og jeg være ens? Måske, hvis vi spiser det samme, så bliver vi det samme. Forne tiders kannibalisme og blodblanderi kan måske bruges til sammenligning. Vi indtager hinanden og bliver det samme, det lyder jo som en ren kærlighedshistorie. 100% følelsesbaseret madkultur.

Men. Vi er ikke ens, vi har forskellige liv. Om vi så var siamesiske søskende; vores verdner vil altid være forskellige. 

Kan det være at vi, udover alle mulige industrispekulative rationaler, ikke magter tanken om at vi er alene? At vi i den vestlige kultur har forsaget Gud og al hans væsen,  så betyder at vi nu sætter trøstespisning/bulimi/anorexi/megarexi over den mere almindelige ernæring og naturlige glæde ved mad?

Hvis det er sådan sat sammen, har vi et stort arbejde foran os. Et arbejde, der kun kan løses, hvis vi, som borgere og forbrugere, tager skeen(!)i den anden hånd og tager magten til at være forskellige til os.    Forstår at forskellighed ikke holder os væk fra hinanden og slet ikke når det kommer til mad. Vi skal nemlig alle spise; deri ligger samhørigheden, på tværs af alt.

Gud eller ej, vi er afhængige af hinanden i dette liv; mere end vi tror. Vi er ikke alene, for alle vil vi leve et godt liv, et liv uden sorg, ensomhed og smerte. Vi skal lave mere mad sammen, for mad er det ultimative fællesskab.

MUND-FULD = probono til de stakkels supermarkeder

Som aktiv forbruger, tænker man ofte på sig selv først og hvis man ikke får sin vilje, kan det jo hænde at det er de andres skyld. På denne blog går den bare ikke, MUND-FULD vil faktisk gerne fri af at være en sølle pengemaskine for fødevareindustrien og gå over til at være mere selvtænkende og selvbestemmende mht. hvad der puttes i munden.

For nylig havde denne blog fornøjelsen af at gå live og fortælle om dette 90er fænomen; den politiske bevidste forbruger. 

Det var sjov og interessant at være med til...........man kan håbe at publikum havde det på samme måde. Ved Madspildskonferencen optrådte FDB også, med et indlæg, der mest handlede om hvor elendige forbrugerne er til at håndtere deres madvarer og ditto -vaner. Der skal ingen tvivl være om at det er også denne blogs holdning; som forbrugere burde og skal vi være bedre til det med at forbruge. 

Men at FDB, en af det supermarkedskæder, der sælger alle de dårlige vaner, skal komme og belære os; det kan jeg ikke få til at hænge sammen. Så ud over at rakke ned på FDB og noget med nogle glashuse; så vil MUND-FULD gerne deltage med noget konstruktivt. Det ville da derfor være oplagt at hoppe med på vognen, hvis nu FDB skulle lancere en kampagne for mindre madspild, således som jeg følgende blevinviteret til? Jeg skulle "bruge min mit netværk" og blev endda inviteret til et oplæg med Vincent Hendricks, som tak.

Øh, nej tak. Sikker på at Vincent er en fin fyr, men jeg er ligesom i det her for at undgå at bruge mere; ikke for at ræse til KBH i tide og utide, for at drikke flaskevand med nogen der kender nogen. It´s not about the money (we just wanna make the world dance). 

I stedet vil jeg bruge det redskab jeg har; interwebzet og finde ud af om ikke der kan laves en liste over tiltag FDB selv kunne tage i brug, for at nedsætte deres eget spild. Det tyder jo på at de selv er optaget af andres problemer, problemer de selv er årsag til, via deres status som detailled.

To ting; 1: Hvad kan supermarkederne gøres ved deres eget spild?

             2: Hvad kan supermarkederne gøre for at hjælpe forbrugerne til at reducere deres spild?

Med "supermarkedernes eget spild", menes hele kæden, fra produktion til varen står på hylden. 

Ja, som indkøber af enorme mængder af varer, kan supermarkederne jo stille krav til deres leverandører. Idag handler de krav om størrelser på kartofler, farver på jordbær, om at få fødevarerne til at passe ind på hylderne, holdbarheden og i den dur. Udelukkelse af enorme mængder af fødevarer, pga deres naturlige forskellighed. 

Det kunne de jo passende stoppe med, da det er noget i nærheden af 3-4 kilo kartofler der smides bort, hver gang der ligger ét i butikken. Det siges at det er forbrugerne,der forlanger at varerne er ensartede og ligner hinanden, året rundt. Som privatmenneske har jeg aldrig støt på emnet "de forbandende skæve kartofler fra brugsen" ved middagsbordet. Eller " de forpulede løg, der bare ikke vejer 78 g per styk"; hvem har det?

Hvor kommer råvarerne fra? Spild handler også om ressourcer, transportressourcer. 

Udvalget er enormt, skal det partout være det? Igen, man mener at det er forbrugerne der VIL have f.eks.28  forskellige slags rugbrød. Denne blogs mening er nu at forbrugerne vil have gode rugbrød. Så sørg for at have 4-5 forskellige, men virkeligt gode brød. Supermarkeder skal konkurrere på kvalitte og pris, ikke på enorme mængder af elendig kvalitet.

Når så disse dejlige fødevarer rammer butikkerne, kunne supermarkederne give os bedre muligheder for at vælge præcis hvor meget vi ville have af dem. Der står vægte allerede; de gælder dog kun vindruer og nye kartofler i dag. Det skal gælde alle grøtsagerne og frugterne. 

Oveni skal supermarkederne så give os forbrugere tid til at spise os igennem varerne. ved dels at lave tilbud på små mængder, dels at lade varerene være af en sådan kvalitet at køberen kan nå at spise igennem de 16 klemmentiner, før de rådner op i skålen derhjemme.

Supermarkeder er pengeindtjeningsmaskiner og at smide madvarer ud, er spild af penge. Så supermarkederne må spore deres affald, hvad er det, hvorfor bliver det smidt ud osv. Det er forhåbentligt noget man allerede nu er meget opmærksomme på, ellers er der nogen der har opfundet et system, der kan. Tjek deres salgsvideo her.

Og så skal supermakedskæderne komme ind i kampen for at bidrage til samfundet. Aktivt og uegennyttigt bidrage til at vore omgivelser bliver bedre, sundere og alt det der.

 Det var på tide og det er jo alt. Man kunne se til sin søster organisation PCC Natrural Markets i USA, der forsøgsvis arbejder med at opstille kompost anlæg ved butikkerne, i form af et helt lukket system. Artikel her

Giv det væk. Allerede nu er der samarbejder med Fødevarebanken, om afsætning af før-dato varer. Det er fint og på tide og forresten er det vidst ikke Fødevarebanken, den der har hængt i bremsen. Det har FDB, i dette tilfælde og som jeg kunne tolke det på Madspildskonferencen, var det bekymringen for diverse myndigheder, der havde holdt igen. 

Derfor skal mit sidste råd til supermarkedskæderne være at de kaster sig ind i den politiske arena, med deres ønsker og krav til vore lovgivere. Det kan ikke passe at detailhandelen skal sparke nedad på forbrugerne, denne usammenhængende, tvivlende og konservative flok af mennesker, når der skal arbejdes seriøst med madspild.

Dette var 1 times reseach på nettet, der er meget mere at grave i; også for dem der måske kan tjene penge på at gøre det. Gør det, tak.

(og dette var forresten indlæg nr 100 på denne blog, jeg giver en omgang.)