En dag i en drømmeboble og så hjem igen

At sidde dér, se alle karaktererne folde sig ud; det var et kongeligt skuespil værdigt. Og dog var det overfor det kongelige teaters kulisseværksted, at Madkulturens første konference fandt sted. Læs mere om forventningerne her.

Måltidet; det fælles og det individuelle var emnet og hele affæren startede fint, Anne Murcott, ved at aflive myten om det fælles måltids hellige plads i vor midte. Dets mytiske evne til nærmest heale alt fra ungdomskriminalitet til Parkinsons, er vidst overdrevet. Faktisk havde den gode professor ikke fundet noget historisk bevis for at denne fantasi om familiens styrke var at hente ved middagsbordet. Hovedpointen hos Murcott var at et samfunds sociale problemer aldrig må hvile på individuelle løsninger; så som et måltid. 

Stærk pointe; den skulle fødevareminister Mette Gjerskov, strategisk forskningsrådsformand Peter Olesen, Mette Toftegård fra fødevarestyrelsen, samt de to reklamemænd Weidemann & Byager gå hjem og gruble over. 

I stedet havde de ovennævnte valgt at, på hver deres måde, fortsætte med at udlicitere holdninger om mad på samfundsplan, til private virksomheders initiativ. Kun hos dagens virkelige helte, en virkelighedens treenighed; Helle Brønnum(underviser/skribent), Anne Birgitte Agger(Kbhs Madhus) og dark horse, Boris Andersen(Ålborg Uni.), var der lys at se. Alle tre kunne berette om små lommer ærlighed, menneskelighed og enkelthed i maden omkring os. Hver især er borgerne i dette land, måske, begyndt at lure hvor meget der gøres for at holde os væk fra at kende, dyrke, høste, tilberede og spise vores egen mad. 

Ministeren talte om den travle hverdag og fokus på de fælles offentlige måltider, som der kun bliver flere af. Ergo, iflg. Gjerskov, en endnu større privat/offentlig sektor udi madleverancer til en stresset befolkning. Intet steds i ministerens ord var der at finde vinkler som "uddannelse", "bæredygtighed", "visioner for et mere menneskeligt samfund". Økologien blev nævnt, bevares, men økologer bruger også benzinslugende traktorer og sætter også deres høns for tæt. Nu har denne blog et temmelig stort horn i siden på socialdemokrater, disse socialismens svar på liberal alliance, så hurtigt videre til de andre oplægsholdere.

Peter Olesen kedede os med ulæselige slides i et endeløst indlæg, der næsten fik os til at æde det hele råt. Næsten. Man spidser ører når postulater som " alle fødevarer har en funktion, hos alle er der en negativ og en positiv side af denne funktion". 

Eller dette; "Klinisk dokumentation for såkaldt sund mad, er svær at finde".  

Eller kongen af sludder fra Olesen dén dag; "At se på borgerens hele livssyn er vigtigt for at kunne fremme innovation og konkurrenceevne". MUND-FULD så sig omkring, ingen reaktioner fra publikum, men tonen var klar. Vi, som samfund, er aftagere af fødevareindustriens påfund og vores statslige organer, garanterne for vores sikkerhed og sundhed, har bare at rette ind. Olesen var endda så smart at efterlyse mere interesse fra de godkendende myndigheder til forskningen i nye fødevareområder. På spørgsmålet om hvor denne indflydelse skulle ligge, kom svaret prompte; i godkendelsesfasen. Altså mere gummistempel; til gavn for atter mere økonomisk vækst. Man burde slå efter om der ikke under "dinosaur" i ordbogen, vil være et foto af netop Peter Olesen. Eller måske i bogen for ordsprog, under "købt og betalt"?

Madkulturen var repræsenteret ved direktør og bestyrelsesformand, der kørte en masse undersøgelser af om diverse vaner hos dansken. Men da undersøgelser ofte handler mere om svarerens ønsker, end svarerens reelle situation, springer vi dem over her. Desuden ville det være unfair endnu engang at skulle slå på den mangel på stillingtagen hele projektet lugter af. I stedet en tak for en underholdende og lærerig dag, der bød på sækkestolle til deltagerne og en meget underholdende gør-det-selv-frokost. Desværre havde vi misset morgengrøden og savnet en formiddagssnack så meget, at lysten til selv at koge sine fiskeboller og snitte sin salat, var.........den var der ikke.

Endelig, endelig var det blevet tid til at noget virkelighed kunne træde op på podiet. Første bud kom fra Helle Brønnum-Carlsen, der kunne følge smukt op på Marcotts indledning til dagen; måltidet er ikke givet på forhånd, det er en konstruktion, noget vi må kæmpe for. I hendes seneste, "Mad og æstetik", trawler hun igennem de forskellige aspekter, der skaber et måltid. Som mangeårig underviser, ved Brønnum-Carlsen et og andet om formidling og flytning af mennesker, når det kommer til mad. Hun fanger, ganske rigtigt, pointen i dels at have erindringen med, dels overraskelsen, ved introduktion af mad for unge, gamle; ja, alle os vanedyr. Måtte den bog, blive pensum for alle lærere, der nogensinde tager en grydeske i hånden foran en flok skolebørn.

MUND-FULD havde høje forventninger til Anne Birgitte Agger (hvorfor skal alle altid introducere hende ved hendes kælenavn, som om vi var slyngveninder?) Og da hendes powerpoint ikke virkede(gudsketakoglov), var banen kridtet op for et anderledes indlæg, der viste sig også at blive dagens bedste. Sagde hun noget nyt, så? Næh, endnu engang var mennesket fuldstændigt i fokus hos Københavns Madhus´ direktør. Mad leveret med følelse for omgivelser, leg og glæde, er en succes, hos alle parter. Og hvad er opskriften? Omtanke for hvad der passer bedst for den enkelte, er nøglen.

Men hov, var det ikke også Peter Olesens pointe; den enkelte, behovet?

Jo tak, men hvor er der langt fra at tænke den enkelte som aftager af produktion og så den enkelte som en del af et læringsmiljø eller et fælles bosted. At tænke den enkelte som en historie, en helhed, samtidigt med at trække denne historie ud i virkeligheden. Så hvordan giver vi bedst vores børn kærlighed igennem maden, når nu de spiser ude mange dage i ugen? Ved at give dem kinder snitter og ostehaps med i en varm madpakke? Eller ved at se til de får veltillavet, enkel mad dér hvor de nu er? Ja, det sidste og så endnu en håndmad til de mødre, der tror at madpakker fra forstaden forhindrer deres poder i at tage stoffer.

Slutteligt kunne Boris Andersen, Ålborg uni., være rosinen i pølseenden med sit oplæg om unge og deres syn på måltidet. Han kom med endnu flere tal; opløftende tal. Der købes ikke flere færdigretter i 2011 end i 1995, der bruges stadig lige så meget tid på madlavning som i 1995 og spurgt ad, prioriterer dansken stadig fællesmåltidet højt. 

Dejligt. Knapt så dejligt var det at 1 % nu laver mad sammen med deres børn, på regulær basis. Man kunne ane et missing link her, da børn/unge jo faktisk HAR undervisning i skolen om mad, at de faktisk bliver motiveret til at lave mad, hvis der er nogen at lave mad til og godt kan lide sanseligheden ved madlavningen. Må vi ikke bede de forældre, som ser nogle af de 35 timers madfjernsyn der sendes om ugen, tage den interesse med ungerne ud i køkkenet; like now, please??

Hvilken luksus, at kunne bruge en hel dag på at diskutere noget så enkelt som et måltid mad. Det kan kun være i et rigt land, at man tager sin den slags friheder. Et rigt land, med rigdom baseret på at vi konstant køber noget af hinanden. Hvilket konferencen bekræftede til fulde; vi skal købe, producere, aftage, vide og så aftage noget nyt. Fra minister, over fødevarestyrelse, forskningsråd og reklameverden; de danner ring om os; giver os muligheder. Men det er muligheder der er af den gamle verden; den uhæmmede økonomiske væksts verden. En verden af i går. Glæder mig til næste gang, måske er emner som selvforsyning og uafhæninghed af aktieprofittænkende selskaber på tapetet. Emner der for alvor kan befri befolkningen fra vanetænkning og ikke bare gøre et stresset liv endnu mere "bekvemt".

Besæt din tallerken!