torsdag den 29. december 2011

2012 - Nostra-Mund-Fuld om året der kommer

Den sidste post i 2011 på denne blog bliver en kort en. Der er nemlig gået vinter i den og vinter er haveplanlægningstid. Så der tegnes streger og skridtes af, istedet for at internettes. Undskyld.

2011 var krise; 2012 er muligheder; det skal det være.
Vi har sammen, alle muligheder for at skabe en bedre verden, nu da den sidste af de store fortællinger falder i grus. Vi kan finde ind til de rigtige værdier af et menneskeliv, hvis bare vi slipper den frygt, der kommer med at være så priviligerede og rige, som vi er i Danmark.

Vi skal ned på jorden igen, finde ydmygheden frem; kan vi?
MUND-FULD er et alter-ego, men der ligger ægte tanker og følelser bag; det håber jeg at du har noteret dig i løbet af 2011. Endelig fandt jeg ud af hvordan man bager (tak, Dan Lepard) og 2011var også et år hvor vi gik seriøst til stålet med det nye statsorgan, Madkulturen. Et år hvor køkkenhaven leverede godt, et år hvor vi gik Freegan ; det var sgu´ OK altsammen.

Der er intet der bliver billigere, når det kommer til at bruge penge. Tror du benzinen, melet og rejserne bliver? Det går kun imod at være dyrere. 2012 bliver et af disse "mellemår", hvor den gamle verden spræller og den nye ikke ved det findes. Derfor vil dine indkøb stadig bare blive dyrere, fordi vort samfund og politikere stadig tror åpå "vækst" som værende af økonomisk art. Og det sker imens dit arbejde bliver mindre værd; økonomisk, men måske også på et større plan, måske er det tid at lære at dyrke, være mådenholden og at være innovativ uden computere? Det bliver blandt andet op til dig og mig at lave om på det. Om ikke andet for sportens skyld, what ever makes your heart kick.
For selvom du måske ikke er så udadfarende, som MUND-FULD, så koster den vestlige verdens tankegang dig penge tid og liv; hver dag. Gider du snart mere?
Hvem er det du løber hurtigt for, hvem tjener på det? Hvor skal du hen?

Livet er simpelt; "in between the duel and sex, is the meal". Det drejer sig om at kæmpe, at elske og at spise. Alt andet ser ud til at være tidsspilde; indklusive at blogge.

Nytåret er håbets tid og vi har fundet de to bedste taler om netop dette til Jer; Charlie Chaplin og V for Vendetta; så bliver det ikke bedre.

Godt nytår, tak til 2011, y´all. Tak for at I følger bloggen; more to come in 2012.


søndag den 18. december 2011

Haves: Cittaslow. Ønskes; velgører

Man behøver ikke at råbe "Citta Slow!" hver gang man tænker på Svendborg og byens udvikling. Men når en borgmester interviewes om byens fremtidige muligheder, kan det undre at byens status som Cittaslow, ikke engang nævnes i en bisætning.
Det kommunale niveau i Svendborg har ladt en forrygende god idé om unik udvikling af byen slippe af hænde; Svendborg Citta Slow er en død sild i hænderne på et administartionsorgan som en kommune, der fremgår nu.

Og vel godt det samme; det kan ikke være op til en kommunalbestyrelse alene, at håndtere så vidtløftigt begreb At de nærværende byrødder heller ikke lader til, personligt, at kære sig om at Cittaslow certificeringen, er det e n e s t e, der adskiller Svendborg, fra andre provinsbyer i DK. Det er sgu lidt synd, mildt sagt. Denne blog har behandlet det område før, her, her, og her.

Man når kongen er død, står der altid en eller anden herold der trutter i en trompet og bekendtgør at kongen skal leve. Så hvorledes kan vi få denne denne konge til at leve? Kun ved at borgerne, de bosiddende i byen selv, tager begrebene til sig; lever i en Cittaslow hver dag. Dette kræver fælles beslutninger, men også en beslutning den enkelte skal tage. Det er den lange bane.

Men i sit interview(Fyns Amts Avis 18. dec. d.å.), sit overblik over de seneste to år og de kommende to, nævner Svendborgs borgmester en spænende mulighed. Han vil nemlig gerne have en række anonyme, men velbjergede svendborgensere og fimaer i byen, til at gøre sig fri af Janteloven og investere i byen.
Genial idé; hvis man ser bort fra næste del af borgmeserens sætning; "investorerne skal kunne se en mulighed for et fornuftigt afkast". Det lugter lidt for meget af øget profit og lidt for lidt af fremtidsvisioner.Med mindre vi laver lidt om på forståelsesrammen af "et fornuftigt afkast".

Lidt lommepsykologi. For hvis nu man har meget, i dette tilfælde gode finanser, så har man vel ikke nødvendigvis for flere gode finanser? Hvis man er velbeslået og sikret på det financielle område, er der så ikke andre områder man kan få lyst til at blive rig på? Anderkendelse for andet end bare økonomisk rigdom? Kodeordet her er "Mæcen", eller det udtryk MUND-FULD bare synes lyder bedre; "Patron".
En velgører, der støtter andres arbejde og dermed sikre sig selv et fornuftigt afkast i form af anderkendelse fra det omgivende samfund.
Der arbejdes med tre former for støtte:


Tre slags sponsorer (inspireret af Bernadette McNicholas, 2004):
 MÆCENSPONSORPARTNER
AktivitetDonationMarketingPartnerskab
FokusVelgørenhed/støtteEn god handelImage/brand
Kilde: http://sponsormedvilje.dk

og det skal da ikke være en hemmelighed at denne blog klart ser "Mæcen"-delen, som værende mest oplagt at bruge i en Cittaslow. At give tilbage til dem der har givet én selv, som brygger Jacobsen gjorde det.

Man kunne få en Mæcen til at købe dele af torvet fri til lokale producenters salgsstande. Man kunne støtte etableringen af en Smagen af Fyn butik i Svendborg. Man kunne støtte plantningen af frugttræer i alle offentlige institutioner, poesifestivaller, æbleræs, skoleudflugter til udlandet, listen er, bogstaveligt talt, uendelig.
Man skal blot gøre op med forståelsen af "afkast".




onsdag den 14. december 2011

Et år med "almanak"; hvem har tiden til at lave god mad?

Det er idag, på datoen endda; ét år siden at MUND-FULD gennemgik Claus Meyers bog "almanak" . Læs om forventningerne her .
Og jeg må sige at, når man som jeg kan leve et Meyer-frit liv på alle andre planer; har den bog mere end indfriet forventningerne. Side for side giver bogen en daglig inspiration for en madansvarlig i et hjem, som undertegnede er. Den fungerer simpelthen som en kæmpe indkøbsliste, uge efter uge, hele året igennem. Det er et formidabelt redskab.

Det ser lyst ud, der er mange gode tiltag indenfor madverdenen i DK, ingen tvivl om det. Både i det private og det offentlige, er der fokus på bæredygtighed og det er heldigvis blevet et buzzword for mange lag i befolkningen; omend de nederste klasser stadig hænger gevaldigt bremsen. Dem skal nogen sørge for at få med; ellers står den på stigmatisering og polarisering meget snart. Vi har en dyr samfundsmodel og når partier i vores parlament(læs; Liberal Alliance) seriøst mener at man ikke kan have stemmeret, hvis man modtager offentlige ydelser; er vi allerede langt nede af glidebanen. På et punkt kan man dog godt følge dette rabiate parti, når man er fattig og uden arbejde HAR man mere tid til at tænke alternativt i forhold til hvorledes maden skal anskaffes. Der kan bruges tid på indsamling i naturen, der kan bruges tid på at se nærmere på supermarkederne enorme udsmidning af madvarer; ja jeg mener at stå på hovedet i deres affaldscontainere. Man kan bruge tiden på at bage selv, man kan sylte, presse, salt, koge; alle de ting som et vist andet segment; dem der faktisk HAR råd til at købe Meyers bøger og som opfordres til at gøre det via bøgerne, men aldrig har tid til. Et underligt paradoks.
Og måske noget vi, som fællesskab, endelig skal til at gøre op med; denne stræben imod mere, for "mere´s" skyld alene. Wenneberg og Bom beskriver det så smukt.

Men i dette opgør med de antikverede forbrugsnormer, vil persondykelsen forhåbentlig også træde i baggrunden. Derfor bemærkningen om det "Meyer-frie liv".
Et Meyer-frit liv vil sige at jeg har udviklet en blind plet for mandens enorme dominans på madfronten i DK. På bestsellerlisten for første halvår af 2011 havde hr, Meyer hele tre bøger i top 3; med hans bagebog på 2. pladsen, salatbogen på 3. pladsen og "almanak" på en 6. plads. (Nr. 1 er Kraks vejviser over Købemhavn 2011). Dén slags tal siger vidst det hele; Claus Meyer er en institution her i landet og en force i kampen for et bedre madliv for danskerne.

Denne blog har det bare svært med persondyrkelse som sådan. Og det har intet med Jantelov at gøre; manden har fortjent al den succes han har. Set herfra er der ikke en spekulativ tanke i hele historien om drengen fra Sydhavsøerne, der voksede op på konserves og opbagt sovs, så lyset i Frankrig og siden har ville gøre Danmark til en fødevareelskende land, fremfor et fødevareproducerende land.

Set med mere realistiske øjne, er der vel altid brug for forbilleder, nogen at følge efter. Specielt for et fodslæbende, dovent folkefærd, som det danske. Vi gider jo åbenbart ikke mad, når det kommer til stykket.

Lad os tage hjemmebagningen som et eksempel. Meyer stiller sig op hvorsomhelst og fortæller om glæderne ved at bage selv og særligt de økonomiske fordele. Jeg tror at han angiver en kilopris på små 300 kroner på almindeligt bagerbrød. Havde alle køberne af hans bagebog, der foresten er kraftigt inspireret af Dan Lepards ditto fra 1999, bagt løs; var salget af mel vel gået seriøst i vejret i 2011.
Det får vi at se; i 2010 steg det økologiske salg med 4% overall. Mel var status quo i forhold til 2009, men stadig næsten en fordobling i forhold til 2007. The Meyer Impact?



søndag den 11. december 2011

Små skridt, men i den samme retning...

Det er de små ting; detaljer som ikke har noget af sagens kerne at gøre, der bringer ændringer med sig. Hos MUND-FULD var det i denne uge en larmende røremaskine og et stort valnøddetræ.

For mange, især mænd, kan der gå sport i hvad som helst. I disse elektroniske tider, er denne sport blevet til en identitetsskabende proces, hvormed vi alle kan danne vor egen person i det elektroniske rum. På denne matrikel, er den sport blevet til en interesse i at finde sammenhængende imellem vane-forbrug-besvær.

For skal vi alle ændre vore vaner i vores forbrugsvaner (og det skal vi), må man orientere sig imod besværsfaktoren. Hvor besværlig er den nye tilstand? Er man i stand til at ændre det nuværende, til noget "mere besværligt"; hvis jeg stadig kan abonnere på den nemme løsning? Vil jeg lave min egen béarnaisesauce, når jeg stadig kan købe industriens produkt; velvidende at industrien smider alt muligt uvedkommende i deres udgave af saucen?

I mange år har skrækkampagner kørt fra diverse statslige institutioner, for at bedre befolkningens ve og vel. Det har ikke virket. Der er nogle psykologiske mekanismer, der lukker ned, når man bliver stillet over farer farer, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Man lukker af, vender det døve øre til. Danskerne bliver federe og dummere og der udskiller sig en lille flok af feel-good-mad-mennesker, der ikke når det brede lag og dermed ikke vil have en sundhedsfremmende effekt.

Måske skulle man fokusere lidt mere på hvor nemme vi kan gøre det nye, der er brug for. Vi har brug for at ville have mindre, vi har brug for at slappe lidt af og vi har brug for at vide mere om os selv. Et emne behandlet smukt i artiklen "on the impracticality of a cheeseburger" . Her det belyses hvor besværligt det egentligt er at lave en cheeseburger, hvis man vil lave det hele selv, fra bunden. Det er nærmest umuligt. Meget besværligt.

Er det dermed besværligt at skulle ligge alle vaner om+ Ikke nødvendigvis. Jeg plejer at bage mit eget rugbrød, men ikke om aftenen, for min røremaskine larmer og kan måske vække min lille datter. Det er lidt træls og her til aften besluttede jeg at røre det hele sammen i hånden. Det tog 3 minutter, larmede ikke og dejen blev jævn og lækker. Normalt tager det min Kenwood Chef 12 minutter og alligevel skal jeg stå og røre det sidste sammen i hånden, den larmer ad H til og der er et kæmpe rengøringsarbejde bagefter. No more. Lille skridt, men det hele blev meget mindre besværligt lige pludseligt.

Og Valnøddetræet? Der blev samlet nødder i to timer og nu har vi nok til et år. Og vi har et par høns. Og en kompost. Og skiftet til sparepærer. Og.....
Meget mere velsmagende, meget mindre besværligt.

   


torsdag den 8. december 2011

"Once more into the breach...

...Or close the wall up with our English dead."
Et noget melodramatisk citat; men når man arbejder i den branche der hedder "madlavning til teenagere"; bliver man nogle gange nødt til at tage de ord i brug. Både i arbejdet med dem og i i de overvejelser der kommer i kølvandet.

Intro til emnet. En kollega oplever at eleverne i hendes gastronomi-klasse smider nærmest al den mad de selv har lavet, direkte i affaldsspanden, da læreren må efterlade klassen den sidste halve time, der normalt er spisningspause. Efterfølgende bemægtiger misæderne en større del af den risengrød, undertegnede har tilberedt i et tilstødende køkken.
Endnu en sjov dag på efterskolen; det grinede vi meget af den vinter


Eller gjorde vi? Udover den oplagte pointe med teenagere versus lærere/forældre/voksne, så er der, for MUND-FULD, en mere grim virkelighed bag. En virkelighed af børn og unge, der i den grad ikke er blevet opdraget til at ville smage på livet. Eller i det mindste bare på den mad der bliver sat foran dem. 


Efter at have været køkkenleder for en flok unge og deres hverdag, er jeg nu nået tio det punkt, hvor jeg prøver at se hvor langt ned i smag og niveau man skal med en gruppe teenagere. Der er langt ned, skulle jeg hilse at sige.


Skarpe smagsforskelle, udenlandsk inspiration, vegetarmad, kød på knogle, hele fisk, fisk pers se, supper; alle er de ladt bagude for en tid. 
Nu hedder det lagsagne("hvorfor må vi ikke få ketchup til?"), frikadeller med kartoffelmos("hvorfor må vi ikke få ketchup til?") og risengrød("hvorfor skal vi selv blande kanel og sukker?"). Og når det så er sagt, så foretrækkes McDburgeren langt frem for den hjemmelavede fra deres egen hånd. Som fortalt i starten, de kan gå så langt, som at smide madprodukter de selv har stået med i timer, ud. Istedet foretrækker de fødevarer/slik, der gør dem fede og dumme; bestående af fedt og sukker, bindemiddel.

Bevares, det er teenagere, og dem jeg omgås, er bestemt ikke Guds bedste børn. Der er et hav af udefrakommende årsager, som 1 års ophold på en husholdningsskole ikke kan lave om på. Jeg ved det. 
Men dette er hverdagen for disse unge, dette er deres indgang til et af livets større forhold; ernæring.

Det gør mig vred, på dem, på deres forældre, på et samfund, der støtter en uhæmmet markedsføring af elendige madvarer og de få midler jeg står med i hverdagen, for at bekæmpe det. derfor de store floskler om at gå frem én gang til eller falde i forsøget. Med list, kærlighed eller Gordon Ramsay-attitude; jeg vil ikke give op.

Imorgen står den på Saltimbocca(for teenagere; "kød), risotto med porrer og ærter(for teenagere; "pynt")og rodfrugtchips(for teenagere; "smagen af rådenskab og/eller slim"). 

Det bliver dejligt klamt, unger.

fredag den 2. december 2011

En dag i en drømmeboble og så hjem igen


At sidde dér, se alle karaktererne folde sig ud; det var et kongeligt skuespil værdigt. Og dog var det overfor det kongelige teaters kulisseværksted, at Madkulturens første konference fandt sted. Læs mere om forventningerne her.

Måltidet; det fælles og det individuelle var emnet og hele affæren startede fint, Anne Murcott, ved at aflive myten om det fælles måltids hellige plads i vor midte. Dets mytiske evne til nærmest heale alt fra ungdomskriminalitet til Parkinsons, er vidst overdrevet. Faktisk havde den gode professor ikke fundet noget historisk bevis for at denne fantasi om familiens styrke var at hente ved middagsbordet. Hovedpointen hos Murcott var at et samfunds sociale problemer aldrig må hvile på individuelle løsninger; så som et måltid. 

Stærk pointe; den skulle fødevareminister Mette Gjerskov, strategisk forskningsrådsformand Peter Olesen, Mette Toftegård fra fødevarestyrelsen, samt de to reklamemænd Weidemann & Byager gå hjem og gruble over. 
I stedet havde de ovennævnte valgt at, på hver deres måde, fortsætte med at udlicitere holdninger om mad på samfundsplan, til private virksomheders initiativ. Kun hos dagens virkelige helte, en virkelighedens treenighed; Helle Brønnum(underviser/skribent), Anne Birgitte Agger(Kbhs Madhus) og dark horse, Boris Andersen(Ålborg Uni.), var der lys at se. Alle tre kunne berette om små lommer ærlighed, menneskelighed og enkelthed i maden omkring os. Hver især er borgerne i dette land, måske, begyndt at lure hvor meget der gøres for at holde os væk fra at kende, dyrke, høste, tilberede og spise vores egen mad. 

Ministeren talte om den travle hverdag og fokus på de fælles offentlige måltider, som der kun bliver flere af. Ergo, iflg. Gjerskov, en endnu større privat/offentlig sektor udi madleverancer til en stresset befolkning. Intet steds i ministerens ord var der at finde vinkler som "uddannelse", "bæredygtighed", "visioner for et mere menneskeligt samfund". Økologien blev nævnt, bevares, men økologer bruger også benzinslugende traktorer og sætter også deres høns for tæt. Nu har denne blog et temmelig stort horn i siden på socialdemokrater, disse socialismens svar på liberal alliance, så hurtigt videre til de andre oplægsholdere.

Peter Olesen kedede os med ulæselige slides i et endeløst indlæg, der næsten fik os til at æde det hele råt. Næsten. Man spidser ører når postulater som " alle fødevarer har en funktion, hos alle er der en negativ og en positiv side af denne funktion". 
Eller dette; "Klinisk dokumentation for såkaldt sund mad, er svær at finde".  
Eller kongen af sludder fra Olesen dén dag; "At se på borgerens hele livssyn er vigtigt for at kunne fremme innovation og konkurrenceevne". MUND-FULD så sig omkring, ingen reaktioner fra publikum, men tonen var klar. Vi, som samfund, er aftagere af fødevareindustriens påfund og vores statslige organer, garanterne for vores sikkerhed og sundhed, har bare at rette ind. Olesen var endda så smart at efterlyse mere interesse fra de godkendende myndigheder til forskningen i nye fødevareområder. På spørgsmålet om hvor denne indflydelse skulle ligge, kom svaret prompte; i godkendelsesfasen. Altså mere gummistempel; til gavn for atter mere økonomisk vækst. Man burde slå efter om der ikke under "dinosaur" i ordbogen, vil være et foto af netop Peter Olesen. Eller måske i bogen for ordsprog, under "købt og betalt"?

Madkulturen var repræsenteret ved direktør og bestyrelsesformand, der kørte en masse undersøgelser af om diverse vaner hos dansken. Men da undersøgelser ofte handler mere om svarerens ønsker, end svarerens reelle situation, springer vi dem over her. Desuden ville det være unfair endnu engang at skulle slå på den mangel på stillingtagen hele projektet lugter af. I stedet en tak for en underholdende og lærerig dag, der bød på sækkestolle til deltagerne og en meget underholdende gør-det-selv-frokost. Desværre havde vi misset morgengrøden og savnet en formiddagssnack så meget, at lysten til selv at koge sine fiskeboller og snitte sin salat, var.........den var der ikke.

Endelig, endelig var det blevet tid til at noget virkelighed kunne træde op på podiet. Første bud kom fra Helle Brønnum-Carlsen, der kunne følge smukt op på Marcotts indledning til dagen; måltidet er ikke givet på forhånd, det er en konstruktion, noget vi må kæmpe for. I hendes seneste, "Mad og æstetik", trawler hun igennem de forskellige aspekter, der skaber et måltid. Som mangeårig underviser, ved Brønnum-Carlsen et og andet om formidling og flytning af mennesker, når det kommer til mad. Hun fanger, ganske rigtigt, pointen i dels at have erindringen med, dels overraskelsen, ved introduktion af mad for unge, gamle; ja, alle os vanedyr. Måtte den bog, blive pensum for alle lærere, der nogensinde tager en grydeske i hånden foran en flok skolebørn.

MUND-FULD havde høje forventninger til Anne Birgitte Agger (hvorfor skal alle altid introducere hende ved hendes kælenavn, som om vi var slyngveninder?) Og da hendes powerpoint ikke virkede(gudsketakoglov), var banen kridtet op for et anderledes indlæg, der viste sig også at blive dagens bedste. Sagde hun noget nyt, så? Næh, endnu engang var mennesket fuldstændigt i fokus hos Københavns Madhus´ direktør. Mad leveret med følelse for omgivelser, leg og glæde, er en succes, hos alle parter. Og hvad er opskriften? Omtanke for hvad der passer bedst for den enkelte, er nøglen.

Men hov, var det ikke også Peter Olesens pointe; den enkelte, behovet?

Jo tak, men hvor er der langt fra at tænke den enkelte som aftager af produktion og så den enkelte som en del af et læringsmiljø eller et fælles bosted. At tænke den enkelte som en historie, en helhed, samtidigt med at trække denne historie ud i virkeligheden. Så hvordan giver vi bedst vores børn kærlighed igennem maden, når nu de spiser ude mange dage i ugen? Ved at give dem kinder snitter og ostehaps med i en varm madpakke? Eller ved at se til de får veltillavet, enkel mad dér hvor de nu er? Ja, det sidste og så endnu en håndmad til de mødre, der tror at madpakker fra forstaden forhindrer deres poder i at tage stoffer.

Slutteligt kunne Boris Andersen, Ålborg uni., være rosinen i pølseenden med sit oplæg om unge og deres syn på måltidet. Han kom med endnu flere tal; opløftende tal. Der købes ikke flere færdigretter i 2011 end i 1995, der bruges stadig lige så meget tid på madlavning som i 1995 og spurgt ad, prioriterer dansken stadig fællesmåltidet højt. 
Dejligt. Knapt så dejligt var det at 1 % nu laver mad sammen med deres børn, på regulær basis. Man kunne ane et missing link her, da børn/unge jo faktisk HAR undervisning i skolen om mad, at de faktisk bliver motiveret til at lave mad, hvis der er nogen at lave mad til og godt kan lide sanseligheden ved madlavningen. Må vi ikke bede de forældre, som ser nogle af de 35 timers madfjernsyn der sendes om ugen, tage den interesse med ungerne ud i køkkenet; like now, please??

Hvilken luksus, at kunne bruge en hel dag på at diskutere noget så enkelt som et måltid mad. Det kan kun være i et rigt land, at man tager sin den slags friheder. Et rigt land, med rigdom baseret på at vi konstant køber noget af hinanden. Hvilket konferencen bekræftede til fulde; vi skal købe, producere, aftage, vide og så aftage noget nyt. Fra minister, over fødevarestyrelse, forskningsråd og reklameverden; de danner ring om os; giver os muligheder. Men det er muligheder der er af den gamle verden; den uhæmmede økonomiske væksts verden. En verden af i går. Glæder mig til næste gang, måske er emner som selvforsyning og uafhæninghed af aktieprofittænkende selskaber på tapetet. Emner der for alvor kan befri befolkningen fra vanetænkning og ikke bare gøre et stresset liv endnu mere "bekvemt".

Besæt din tallerken!