torsdag den 22. september 2011

Statsstyret madkultur smager sært...


En statsstyret smagsmagt; narj vel?

Der er blevet oprettet et organ for vores allesammen måde at spise på; det er blevet (om)døbt "Madkulturen". Denne blog har før behandlet den lange fødsel og den besværlige nynavngivning, læs mere her og her.
Ifølge direktør Judith Kyst(JK) skal Madkulturen samle og binde nye samarbejde i eget regi; ifølge MUND-FULD skal det ses helt omvendt; Madkulturen skal være den der støtter og flytter sig for aktørerne. Det eneste man i Madkulturen bør gøre er at besøge og fundraise. Alt hvad man rører ved fra Madkulturens side, skal være levedygtigt, uden Madkulturens medvirken.

Først skal det handle om de grunde JK fremfører som årsagen og berettigelsen til Madkulturens eksistens. Det starter med en masse ord, der skal avle flere ord. Men mest af alt understreges det at Madkulturen ikke skal tale "til" branche og befolkning, Madkulturen vil skabe rammerne. Rammer, der skal samle alle dele af noget så bredt og uhåndgribeligt som "mad" og "kultur".



Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen og her er mit ynglingscitat fra ovenlinkede artikel fra JK:
(Madkulturen skal være)"Dem, der uvildigt kan sætte vigtige fødevarespørgsmål på dagsordenen. Dem, der ved hjælp af enten økonomisk støtte, blåstempling eller metodeudvikling kan løfte gode ideer til bæredygtige, nytænkende, dagsordensættende projekter. Dem, der er med til at løfte prestigen blandt de hverdagshelte, der hver dag gør en forskel i de offentlige køkkener. Dem, der samler al den viden, alle de gode cases, alle de erfaringer, der allerede findes derude – og gør dem lettilgængelige, så det bliver nemmere for alle branchens aktører at lære af hinandens erfaringer.

Jeg har understreget de ord og formuleringer, der viser at Madkulturens mission jo netop ER at sætte dagsordenen og presse meninger ned over folket. Man vil blåstemple og uddele penge; der skal sættes dagsordenener og der skal samles viden. Den viden skal Madkulturen sidde på, indtil rette modtagere kan findes. Af Madkulturen, vel at mærke.

En anden lille detalje fra dirktørens kommentar:
"Madkulturen skal ikke være de der taler "til" branchen og folket. Vi skal være dem, der skaber rammerne - så banchen og forbrugerne med os som platform sammen kan skabe og udvikle Madkulturen".
Det lader ikke til at det er madkulturen, der skal udvikles; det er Madkulturen. Med stort M. Deltagerne skal altså være med at udvikle organisationen Madkulturen. Og her gik man og troede at det var den anden vej rundt.

Simple spørgsmål opstår; som af hvem og hvordan de "gode" idéer skal udvælges. Er det bestyrelsen, der forresten er totalt blottet for de "hverdagens helte", der nævnes af JK som vigtige for Madkulturen? Er det den daglige ledelse, med Kyst i spidsen? Er det ministeriet eller de økonomiske bidragydere man meget snart bliver afhængige af? 

.

Herfra skal det også handle om konstruktive forslag. 
Og derfor er det også sidste gang at det nævnes at jeg sidder i sene aftentimer og skriver dette; det er ren interesse og trods, der driver værket. Modsat JK og resten af Madkulturen, der tager sig godt betalt for, tilsyneladende, at genopfinde saltet og danne bagtæppe for godhedsindistrien, fødevareindustrien og andre kendte spillere i det nye mode-game; "danskernes spisevaner". Sidste gang, i dette indlæg.
For ja, gu´fanden er vi andre misundelige på Madkulturen. I rummet imellem Claus Meyers´ luxusmadfestival og et (forhenværende)ministerielt ønske om at gøre penge på god mad, er det tilsyneladende nemt at sidde og samle viden, der allerede findes og så lægge den på bordet.  Det kunne jeg da også gøre. Eller mine børn, for at holde læserbrevstonen.

Er det så svært at se hvad danskerne synes? De har ingen madkultur, dixi og udråbstegn. 
Alt hvad der er, er opdelte grupper og deres individuelle fejlernæring. De rige, der nok spiser sundt, men belaster miljøer udnødigt med deres forbrug og køb af f.eks mærkværdige salte fra Himmalaya. Og de fattige, der bare lever traditionelt usundt. De normalvægtiges tal er for nedadgående, til fordel for fedme og anoreksi/overtræning. Danskerne glor madprogrammer som aldrig før og laver mindre mad end nogensinde. Vi bliver federe for hver dag og vores børn kan intet lære i skolerne. Vi kender absolut intet til råvarers kvalitet og lukker øjnene for en subsidieret fødevareindustris mishandlen af jord og dyr. 
Har det mon (også) noget med den ringe ernæring og madglæde som et hele i vort land at gøre? 
Og tillad mig at svare på det, noget retoriske, spørgsmål: Ja. Ligesom mange andre har svaret ja før. Ja, der er en sammenhæng, kan vi komme videre nu?


Jeg synes at man skulle tage nogle chancer fra Madkulturens side. Først er det vigtigt at forstå at en stat er til for borgerne, ikke omvendt. Altså, må Madkulturen også underligge sig befolkningen, som den er. 
Man skal gå imod dokmentationsdiktaturet og gøre sig det klart at vejen til den brede befolknings madhjerte går igennem 2 ting. Pengepungen og Tilgængeligheden. 
Det skal/må være billigt og nemt at leve sundt og bæredygtigt. Det gøres ikke ved konferencer og møder imellem madspecialster. Det gøres ude ved bordene,i skolerne, på instiutionerne, i produktionen, ved forarbejdningen, i detailhandlen. Dér skal Madkulturen hen og være. 
OG, dette er vigtigt, Madkulturen skal blive der; ikke bare feltundersøge og så løbe hjem på gården og skrive. Skal Madkulturen have en berettigelse, skal den ikke trække folk sammen under sit eget tag; den skal ud og lade aktørerne selv være værter. Lad svinebaronerne åbne døren for økologerne. Lad mejerierne og madskribenterne byde indenfor hos sig selv. Det giver ansigt på hinanden, det giver nærhed at byde modstandere ind i sit hus. Ikke noget med neutrale mødepladser á la Madkulturens lokaler, hvor man kan gå rundt med navneskilte og mapper med konferencematerialer. Her kunne madparnasset nemt forglemme sig i nye nordiske buffeter, mens man forsøgte at løse andres "dårlige madvaner. De kunne jo risikerer at komme frem til den konklusion at hvis folket ike har brød, må de spise kage. Eller er der også nogen der er kommet frem til dén viden før? Og hvad skete der med den viden senere hen?


Man må erkende at kreative rum ikke skabes ved at sætte en masse viden sammen og så brainstorme over et eller andet.Man  sætter ikke sig ned og får en god idé. Det kræver masser arbejde og i madsammenhænge, er det bare med at komme ud til gryderne, til haverne og til butikkerne.


Et par forslag.

Giv sådan én som mig nogle penge til mit forestående eventyr i Californien. Jeg vil gerne undersøge hvordan man derovre motiverer seriøst fattige til at lave sundere og mere bæredygtig mad. Og lad være med at stille krav om hvor mange emperiske interwievs jeg skal foretage; jeg kører på intuitionen. Også når jeg kommer hjem og skal berette om det.

Skab midler til at gøre bæredygtig mad mere tilgængeligt for fattige. Brug Jeres sambejdesgrupper til at klemme nogle skejser ud af industrien, vi ved de har dem. 

Undervisning; åh; jeg vil have undervisning i alt fra jord til bord. I skoler, på seminarier, på arbejdspladserne, i folketinget; alle steder skal man vide mere om maden. 

Hvordan frigøres den enkelte forbruger fra supermarkeder og industris magt over indkøbsvaner? Skal der gives høns til alle med egen have. Skal de have et par frugtbuske oveni? Tør Madkulturen at ville sætte forbruget ned?

Skal der dannes borgergrupper for dyrkning af fællesarealer? For det hjælper bare ikke med 4 trætte plantekasser i en baggård. Få (af staten eller privat) noget jord og indfør statsbrug. Ja, den er god ok; staten som landmand; det er trods alt vores jord; vores allesammens.


Skal der skabes en festival, skal det være en rigtig festival; musik og det hele. Dertil masser af god mad, ikke kamapagnemateriale om god mad, ikke kjeändisoptrædender; blot solid mad.

.

Lad det blive slået fast igen; der er brug for handling, ikke opsamling af viden. Viden, den er der allerede; ja, om I får det hele med er jo ikke engang sikkert. Og skal der så en undersøgelse mere til for at fastslå det?


Vi, som madkommunikatører, må forstå at der er langt ud til masserne, hvis vi igen sidder i rundkreds og taler om maden. Det eneste der kan gøres er at deltage, når borgerne skaber initiativ. Skabe flere midler, når det er muligt, men ikke gøre projekterne afhæningige af støtten fra starten af eller fra slutningen. 

Direkte aktion, tak; så bliver det heller ikke mere anarkistisk. 

søndag den 18. september 2011

Food for thought...m+m konference 2011

MUND-FULD er blevet underholdt, undervist og havde i dén grad undervurderet indholdet af lørdagens tætpakkede oplægs-/workshop-/middagsprogram på Mad+Mediers konference 2011.
Fedt.
En stor flok danske madbloggere i DK var samlet, fredag for at se films om mad, lørdag for at deltage i debat og workshops og søndag for at tage til frugtfestival på Lolland. Denne blog deltog kun lørdag og det er herfra der vil blive pludret denne gang.

Før konferencen,var MUND-FULD ikke sikker på hvad konferencen ville blive, og der var kun to oplæg der umiddelbart virker tiltrækkende. Det skulle vise sig at alle lørdagens punkter var én lang rusken op i madforståelsen for os, der var tilstede. Og det faktum var måske det bedste ved hele eventen; mad+medier havde set igennem det mest oplagte ved madblogs og madmedier og valgt at gå et spadestik dybere.


  • Direktør Judith Kyst fra Madkulturen; det store statslige tiltag om mad og Danmark, introducerde til projektet og forsøgte at godtgøre for hvorfor man endnu engang skal bruge tid og penge udelukkende til akedemisk undersøgelse og ikke også se på direkte handling via at inddrage de mennesker der faktisk står og laver mad til danskerne her og nu. Det lykkedes ikke så godt.
  • Vi blev indført i den kritiske journalistiks væsen af DR redaktør Thomas Buch-Andersen. Ikke så mange direkte råd til madverdenen, men interessant og belærende for os lægfolk.
  • Christian Coff tabte mig noget med sit oplæg om etik og æstetik, men imponerede ved at have overført og brugt sit akedemiske arbejde til også at drive landbrugsfællesskab.
  • "Honest Cooking" og bagmanden, Kalle Bergman,var et oplagt og lysende eksempel på den innovationslyst, der ligger i mange af madverdenens krinkelkroge. At skabe én af verdens største madportaler på ét år, er noget af en bedrift.
  • Dagens griner var også dagens kedeligste emne; ophavsret. Man fik næsten lyst til gå til en forlæsning eller to med Morten Rosenmeier. At kunne starte et oplæg, som proffessor, med at konstaterer at nu at man færdig med "det lektorlort"; sweet.
  • At Christain Bitz faktisk er andet end en dansk Chris McDonald, skulle være dagens mest overumblende nyhed. Nej, pis. Til trods for hypersnak og en noget overfladisk attitude, leder Christian et særdeles spænende projektt på Herlev Sygehus, hvor man faktisk inddrager maden som en del af  behandlingen og kan vise gode resultater. Der var noget at lære for undertegnede køkkenleder om præsentation og indlevelse fra modtagerenes side.
  • Søren Wiuff var der, selvfølgelig. g det er herligt at følge denne mands rejse ind i grøntsagernes sjæl. V smagte på karse, kål og jordskokskud, der alle vidste ahvde mindst to sæsoner på bagen. Den mand har en mission og det kan mærkes.

Frokosten var komponeret af selveste rasmus Kofoed, men det blev ike til så meget for MUND-ULD, der skulle chit-chattes med oplægsholdere, Dorthe fra økologisk Landsforening og Hotel-og Restautionsskolens folk. (det sidste gav endda pay off senere på eftermiddagen hvor man fik fedtet sig til en øl hos de selvsamme; istedet for alt det vinhalløj, der ellers blev budt på.)

Videre til 4 små oplæg fra en flok meget engagerede mennesker, der som et pust fra virkeligheden. Bybi, Københavns Fødevare Fællesskabs havegruppe, Fødevarebanken og Invio fortalt hver på 5 minutter og deres projekt og som alle andre oplægsholdere dagens igennem, var de engagerede så det gnistrede. Hrligt at se og MUND-FULD håber at det brændte igennem til madørerne på lægterne.

For min del, gik workshopsne mest med at tale med de andre deltagere om deres og egne tilgange til vores passion for mad.  Der gik en rum tid med at tale med mange om denne blogs interesseområder, så pludselig var der mad og pludselig var det også forbi. Vi var næsten klar til at åbne en skole for jord til bord, mens vi nærmede os Mikkeller Bar, så da Jeppe kunne fortælle spænende nyt fra San Fransisco, var dagen fuldendt. Vi sluttede af med "Black Ball" og selvom dennes brygger smed os væk fra gaden, blev denne MUND for én gangs skyld, FULD.

Over and out...



fredag den 16. september 2011

25 kroner for en kugle is......wft??!

På åbningsdagen blev MAD Food, den største (københavnske)madbegivenhed i Danmark, kaldt noget i retning af "madverdenens svar på Roskilde Festival". Måske skulle man have kaldt den for madverdenens svar på pamperier.

De var der allesammen, de danske koryfæer indenfor alt i Mad & Kjändis. De trodsede et forfærdeligt vejr og lavede uden tvivl nogle rigtigt spænende ting. Der var DM i hø and what not; MUND-FULD deltog desværre ikke selv.
Det eneste vi kunne, var at følge eventet i,en noget sparsom, mediedækning og så på det kære internet. Og der var særligt ét billede, der fangede. Et foto af en knægt, med en is, foran en isbod. "1 kugle - 25 kr.".

25 slag for en kugle is. Én. Kugle. Is.

Indgangen til MAD Food var 80 for et barn, så den unge mand havde allerede stået sine forældre i 105. Det er der grundlæggende ikke noget i vejen med, men hvor var der mange der ikke kunne være med på den. Og er det egentligt ikke dem vi skal have fat i ?

De seneste års opsving i madinteresse, har to mørke sider; det risikerer at ende som endnu en tredie. Det er en modedille; og den dille er begrænset til et, som sædvanligt, velstillet segment. En sammenblanding af disse to kan ligge grund for en modvilje i andre befolkningslag og arbejde direkte imod en bedre folkesundhed.

Skal alle Claus meyers bøger og alle Camilla Plums tvprogrammer overhovedet have nogen virkning, må vi anderkende at der skal helt anderledes store tanker til en forandring. Kvalitet bliver nødt til at koste mindre, eller tabes den vigtigste del af befolkningen på gulvet Den del der rent faktisk har mulighed for at avancere mest; nemlig de mest udsatte. I bedste fald kan visom samfund række dem hånden;  i værste fald vil den gå direkte imod dette madsnobberi, vende det ryggen og bevist vælge usundt og uøkonomisk; i rent trods.


torsdag den 15. september 2011

Kan vi madbloggere andet end at tage pæne billeder af kager?

I den kommende weekend er der fætter-kusine festi madbloggerland; Mad+medier løber af stablen i Valby.
Der er et pakket program, men der er bare to indlæg, der omhandler kritisk journalistik og etik
Det er ét mere end sidste år og MUND-FULD glæder sig til de 50 minutter, der er sat af til områder denne blog behandler.

Madbloggerverden er blevet fremhævet som det næste nye indenfor blogosfæren. Først var modeblogs banebrydende; de præsterede at vippe den trykte presses og etablerede skribenter af pinden indenfor dette emneområde. Mode er en flygtig affære, det er indbygget i moden at den skal skifte og flytte sig; det gør moden til en oplagt legeplads for lægmennesker og deres naive og  uspolerede sind.

Mad er bare en anden ting. For nok kan trends komme og gå også i madverdenen , men der er også andre,mere alvorlige ting på spil.

Fødevareforsyningen, sociale skel i sundheden hos befolkningen, forureningsproblemer, landbrugsstøtten, klimaet, råvarerkendskab, uddannelse af skolelærere; der er nok at tage fat i

Ikke sexet som cupcakes; men vigtigt som forplantning.

mandag den 12. september 2011

Fedtafgiften versus den sunde fornuft

Der er en fedtafgift på vej, den kommer til at skævvride den brede befolknings forhold til begrebet "fedt" endnu mere.
Enkel årsag hertil: uforbejdet fedt og dermed mere naturligt sammensat fedt pålægges afgift, imens emulgatorer, sammensatte fedtprodukter;selv kakaosmør undgår. Grunden er nærmest himmelråbende; det menes nemlig ikke at de, seriøst skadelige produkter, kan betegnes som "fødevarer".
Man straffer altså bøffen, olivenolien, fløden, mens Kærgaarden går fri. 
Kapsler med fiskeolie går fri, selvom det er blevet bevist at fiskeolien i kapslerne kan harskes og være nærmest livsfarlige for hjertepatienter. Går mon fisken hos fisken manden fri eller...