torsdag den 29. december 2011

2012 - Nostra-Mund-Fuld om året der kommer

Den sidste post i 2011 på denne blog bliver en kort en. Der er nemlig gået vinter i den og vinter er haveplanlægningstid. Så der tegnes streger og skridtes af, istedet for at internettes. Undskyld.

2011 var krise; 2012 er muligheder; det skal det være.
Vi har sammen, alle muligheder for at skabe en bedre verden, nu da den sidste af de store fortællinger falder i grus. Vi kan finde ind til de rigtige værdier af et menneskeliv, hvis bare vi slipper den frygt, der kommer med at være så priviligerede og rige, som vi er i Danmark.

Vi skal ned på jorden igen, finde ydmygheden frem; kan vi?
MUND-FULD er et alter-ego, men der ligger ægte tanker og følelser bag; det håber jeg at du har noteret dig i løbet af 2011. Endelig fandt jeg ud af hvordan man bager (tak, Dan Lepard) og 2011var også et år hvor vi gik seriøst til stålet med det nye statsorgan, Madkulturen. Et år hvor køkkenhaven leverede godt, et år hvor vi gik Freegan ; det var sgu´ OK altsammen.

Der er intet der bliver billigere, når det kommer til at bruge penge. Tror du benzinen, melet og rejserne bliver? Det går kun imod at være dyrere. 2012 bliver et af disse "mellemår", hvor den gamle verden spræller og den nye ikke ved det findes. Derfor vil dine indkøb stadig bare blive dyrere, fordi vort samfund og politikere stadig tror åpå "vækst" som værende af økonomisk art. Og det sker imens dit arbejde bliver mindre værd; økonomisk, men måske også på et større plan, måske er det tid at lære at dyrke, være mådenholden og at være innovativ uden computere? Det bliver blandt andet op til dig og mig at lave om på det. Om ikke andet for sportens skyld, what ever makes your heart kick.
For selvom du måske ikke er så udadfarende, som MUND-FULD, så koster den vestlige verdens tankegang dig penge tid og liv; hver dag. Gider du snart mere?
Hvem er det du løber hurtigt for, hvem tjener på det? Hvor skal du hen?

Livet er simpelt; "in between the duel and sex, is the meal". Det drejer sig om at kæmpe, at elske og at spise. Alt andet ser ud til at være tidsspilde; indklusive at blogge.

Nytåret er håbets tid og vi har fundet de to bedste taler om netop dette til Jer; Charlie Chaplin og V for Vendetta; så bliver det ikke bedre.

Godt nytår, tak til 2011, y´all. Tak for at I følger bloggen; more to come in 2012.


søndag den 18. december 2011

Haves: Cittaslow. Ønskes; velgører

Man behøver ikke at råbe "Citta Slow!" hver gang man tænker på Svendborg og byens udvikling. Men når en borgmester interviewes om byens fremtidige muligheder, kan det undre at byens status som Cittaslow, ikke engang nævnes i en bisætning.
Det kommunale niveau i Svendborg har ladt en forrygende god idé om unik udvikling af byen slippe af hænde; Svendborg Citta Slow er en død sild i hænderne på et administartionsorgan som en kommune, der fremgår nu.

Og vel godt det samme; det kan ikke være op til en kommunalbestyrelse alene, at håndtere så vidtløftigt begreb At de nærværende byrødder heller ikke lader til, personligt, at kære sig om at Cittaslow certificeringen, er det e n e s t e, der adskiller Svendborg, fra andre provinsbyer i DK. Det er sgu lidt synd, mildt sagt. Denne blog har behandlet det område før, her, her, og her.

Man når kongen er død, står der altid en eller anden herold der trutter i en trompet og bekendtgør at kongen skal leve. Så hvorledes kan vi få denne denne konge til at leve? Kun ved at borgerne, de bosiddende i byen selv, tager begrebene til sig; lever i en Cittaslow hver dag. Dette kræver fælles beslutninger, men også en beslutning den enkelte skal tage. Det er den lange bane.

Men i sit interview(Fyns Amts Avis 18. dec. d.å.), sit overblik over de seneste to år og de kommende to, nævner Svendborgs borgmester en spænende mulighed. Han vil nemlig gerne have en række anonyme, men velbjergede svendborgensere og fimaer i byen, til at gøre sig fri af Janteloven og investere i byen.
Genial idé; hvis man ser bort fra næste del af borgmeserens sætning; "investorerne skal kunne se en mulighed for et fornuftigt afkast". Det lugter lidt for meget af øget profit og lidt for lidt af fremtidsvisioner.Med mindre vi laver lidt om på forståelsesrammen af "et fornuftigt afkast".

Lidt lommepsykologi. For hvis nu man har meget, i dette tilfælde gode finanser, så har man vel ikke nødvendigvis for flere gode finanser? Hvis man er velbeslået og sikret på det financielle område, er der så ikke andre områder man kan få lyst til at blive rig på? Anderkendelse for andet end bare økonomisk rigdom? Kodeordet her er "Mæcen", eller det udtryk MUND-FULD bare synes lyder bedre; "Patron".
En velgører, der støtter andres arbejde og dermed sikre sig selv et fornuftigt afkast i form af anderkendelse fra det omgivende samfund.
Der arbejdes med tre former for støtte:


Tre slags sponsorer (inspireret af Bernadette McNicholas, 2004):
 MÆCENSPONSORPARTNER
AktivitetDonationMarketingPartnerskab
FokusVelgørenhed/støtteEn god handelImage/brand
Kilde: http://sponsormedvilje.dk

og det skal da ikke være en hemmelighed at denne blog klart ser "Mæcen"-delen, som værende mest oplagt at bruge i en Cittaslow. At give tilbage til dem der har givet én selv, som brygger Jacobsen gjorde det.

Man kunne få en Mæcen til at købe dele af torvet fri til lokale producenters salgsstande. Man kunne støtte etableringen af en Smagen af Fyn butik i Svendborg. Man kunne støtte plantningen af frugttræer i alle offentlige institutioner, poesifestivaller, æbleræs, skoleudflugter til udlandet, listen er, bogstaveligt talt, uendelig.
Man skal blot gøre op med forståelsen af "afkast".




onsdag den 14. december 2011

Et år med "almanak"; hvem har tiden til at lave god mad?

Det er idag, på datoen endda; ét år siden at MUND-FULD gennemgik Claus Meyers bog "almanak" . Læs om forventningerne her .
Og jeg må sige at, når man som jeg kan leve et Meyer-frit liv på alle andre planer; har den bog mere end indfriet forventningerne. Side for side giver bogen en daglig inspiration for en madansvarlig i et hjem, som undertegnede er. Den fungerer simpelthen som en kæmpe indkøbsliste, uge efter uge, hele året igennem. Det er et formidabelt redskab.

Det ser lyst ud, der er mange gode tiltag indenfor madverdenen i DK, ingen tvivl om det. Både i det private og det offentlige, er der fokus på bæredygtighed og det er heldigvis blevet et buzzword for mange lag i befolkningen; omend de nederste klasser stadig hænger gevaldigt bremsen. Dem skal nogen sørge for at få med; ellers står den på stigmatisering og polarisering meget snart. Vi har en dyr samfundsmodel og når partier i vores parlament(læs; Liberal Alliance) seriøst mener at man ikke kan have stemmeret, hvis man modtager offentlige ydelser; er vi allerede langt nede af glidebanen. På et punkt kan man dog godt følge dette rabiate parti, når man er fattig og uden arbejde HAR man mere tid til at tænke alternativt i forhold til hvorledes maden skal anskaffes. Der kan bruges tid på indsamling i naturen, der kan bruges tid på at se nærmere på supermarkederne enorme udsmidning af madvarer; ja jeg mener at stå på hovedet i deres affaldscontainere. Man kan bruge tiden på at bage selv, man kan sylte, presse, salt, koge; alle de ting som et vist andet segment; dem der faktisk HAR råd til at købe Meyers bøger og som opfordres til at gøre det via bøgerne, men aldrig har tid til. Et underligt paradoks.
Og måske noget vi, som fællesskab, endelig skal til at gøre op med; denne stræben imod mere, for "mere´s" skyld alene. Wenneberg og Bom beskriver det så smukt.

Men i dette opgør med de antikverede forbrugsnormer, vil persondykelsen forhåbentlig også træde i baggrunden. Derfor bemærkningen om det "Meyer-frie liv".
Et Meyer-frit liv vil sige at jeg har udviklet en blind plet for mandens enorme dominans på madfronten i DK. På bestsellerlisten for første halvår af 2011 havde hr, Meyer hele tre bøger i top 3; med hans bagebog på 2. pladsen, salatbogen på 3. pladsen og "almanak" på en 6. plads. (Nr. 1 er Kraks vejviser over Købemhavn 2011). Dén slags tal siger vidst det hele; Claus Meyer er en institution her i landet og en force i kampen for et bedre madliv for danskerne.

Denne blog har det bare svært med persondyrkelse som sådan. Og det har intet med Jantelov at gøre; manden har fortjent al den succes han har. Set herfra er der ikke en spekulativ tanke i hele historien om drengen fra Sydhavsøerne, der voksede op på konserves og opbagt sovs, så lyset i Frankrig og siden har ville gøre Danmark til en fødevareelskende land, fremfor et fødevareproducerende land.

Set med mere realistiske øjne, er der vel altid brug for forbilleder, nogen at følge efter. Specielt for et fodslæbende, dovent folkefærd, som det danske. Vi gider jo åbenbart ikke mad, når det kommer til stykket.

Lad os tage hjemmebagningen som et eksempel. Meyer stiller sig op hvorsomhelst og fortæller om glæderne ved at bage selv og særligt de økonomiske fordele. Jeg tror at han angiver en kilopris på små 300 kroner på almindeligt bagerbrød. Havde alle køberne af hans bagebog, der foresten er kraftigt inspireret af Dan Lepards ditto fra 1999, bagt løs; var salget af mel vel gået seriøst i vejret i 2011.
Det får vi at se; i 2010 steg det økologiske salg med 4% overall. Mel var status quo i forhold til 2009, men stadig næsten en fordobling i forhold til 2007. The Meyer Impact?



søndag den 11. december 2011

Små skridt, men i den samme retning...

Det er de små ting; detaljer som ikke har noget af sagens kerne at gøre, der bringer ændringer med sig. Hos MUND-FULD var det i denne uge en larmende røremaskine og et stort valnøddetræ.

For mange, især mænd, kan der gå sport i hvad som helst. I disse elektroniske tider, er denne sport blevet til en identitetsskabende proces, hvormed vi alle kan danne vor egen person i det elektroniske rum. På denne matrikel, er den sport blevet til en interesse i at finde sammenhængende imellem vane-forbrug-besvær.

For skal vi alle ændre vore vaner i vores forbrugsvaner (og det skal vi), må man orientere sig imod besværsfaktoren. Hvor besværlig er den nye tilstand? Er man i stand til at ændre det nuværende, til noget "mere besværligt"; hvis jeg stadig kan abonnere på den nemme løsning? Vil jeg lave min egen béarnaisesauce, når jeg stadig kan købe industriens produkt; velvidende at industrien smider alt muligt uvedkommende i deres udgave af saucen?

I mange år har skrækkampagner kørt fra diverse statslige institutioner, for at bedre befolkningens ve og vel. Det har ikke virket. Der er nogle psykologiske mekanismer, der lukker ned, når man bliver stillet over farer farer, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Man lukker af, vender det døve øre til. Danskerne bliver federe og dummere og der udskiller sig en lille flok af feel-good-mad-mennesker, der ikke når det brede lag og dermed ikke vil have en sundhedsfremmende effekt.

Måske skulle man fokusere lidt mere på hvor nemme vi kan gøre det nye, der er brug for. Vi har brug for at ville have mindre, vi har brug for at slappe lidt af og vi har brug for at vide mere om os selv. Et emne behandlet smukt i artiklen "on the impracticality of a cheeseburger" . Her det belyses hvor besværligt det egentligt er at lave en cheeseburger, hvis man vil lave det hele selv, fra bunden. Det er nærmest umuligt. Meget besværligt.

Er det dermed besværligt at skulle ligge alle vaner om+ Ikke nødvendigvis. Jeg plejer at bage mit eget rugbrød, men ikke om aftenen, for min røremaskine larmer og kan måske vække min lille datter. Det er lidt træls og her til aften besluttede jeg at røre det hele sammen i hånden. Det tog 3 minutter, larmede ikke og dejen blev jævn og lækker. Normalt tager det min Kenwood Chef 12 minutter og alligevel skal jeg stå og røre det sidste sammen i hånden, den larmer ad H til og der er et kæmpe rengøringsarbejde bagefter. No more. Lille skridt, men det hele blev meget mindre besværligt lige pludseligt.

Og Valnøddetræet? Der blev samlet nødder i to timer og nu har vi nok til et år. Og vi har et par høns. Og en kompost. Og skiftet til sparepærer. Og.....
Meget mere velsmagende, meget mindre besværligt.

   


torsdag den 8. december 2011

"Once more into the breach...

...Or close the wall up with our English dead."
Et noget melodramatisk citat; men når man arbejder i den branche der hedder "madlavning til teenagere"; bliver man nogle gange nødt til at tage de ord i brug. Både i arbejdet med dem og i i de overvejelser der kommer i kølvandet.

Intro til emnet. En kollega oplever at eleverne i hendes gastronomi-klasse smider nærmest al den mad de selv har lavet, direkte i affaldsspanden, da læreren må efterlade klassen den sidste halve time, der normalt er spisningspause. Efterfølgende bemægtiger misæderne en større del af den risengrød, undertegnede har tilberedt i et tilstødende køkken.
Endnu en sjov dag på efterskolen; det grinede vi meget af den vinter


Eller gjorde vi? Udover den oplagte pointe med teenagere versus lærere/forældre/voksne, så er der, for MUND-FULD, en mere grim virkelighed bag. En virkelighed af børn og unge, der i den grad ikke er blevet opdraget til at ville smage på livet. Eller i det mindste bare på den mad der bliver sat foran dem. 


Efter at have været køkkenleder for en flok unge og deres hverdag, er jeg nu nået tio det punkt, hvor jeg prøver at se hvor langt ned i smag og niveau man skal med en gruppe teenagere. Der er langt ned, skulle jeg hilse at sige.


Skarpe smagsforskelle, udenlandsk inspiration, vegetarmad, kød på knogle, hele fisk, fisk pers se, supper; alle er de ladt bagude for en tid. 
Nu hedder det lagsagne("hvorfor må vi ikke få ketchup til?"), frikadeller med kartoffelmos("hvorfor må vi ikke få ketchup til?") og risengrød("hvorfor skal vi selv blande kanel og sukker?"). Og når det så er sagt, så foretrækkes McDburgeren langt frem for den hjemmelavede fra deres egen hånd. Som fortalt i starten, de kan gå så langt, som at smide madprodukter de selv har stået med i timer, ud. Istedet foretrækker de fødevarer/slik, der gør dem fede og dumme; bestående af fedt og sukker, bindemiddel.

Bevares, det er teenagere, og dem jeg omgås, er bestemt ikke Guds bedste børn. Der er et hav af udefrakommende årsager, som 1 års ophold på en husholdningsskole ikke kan lave om på. Jeg ved det. 
Men dette er hverdagen for disse unge, dette er deres indgang til et af livets større forhold; ernæring.

Det gør mig vred, på dem, på deres forældre, på et samfund, der støtter en uhæmmet markedsføring af elendige madvarer og de få midler jeg står med i hverdagen, for at bekæmpe det. derfor de store floskler om at gå frem én gang til eller falde i forsøget. Med list, kærlighed eller Gordon Ramsay-attitude; jeg vil ikke give op.

Imorgen står den på Saltimbocca(for teenagere; "kød), risotto med porrer og ærter(for teenagere; "pynt")og rodfrugtchips(for teenagere; "smagen af rådenskab og/eller slim"). 

Det bliver dejligt klamt, unger.

fredag den 2. december 2011

En dag i en drømmeboble og så hjem igen


At sidde dér, se alle karaktererne folde sig ud; det var et kongeligt skuespil værdigt. Og dog var det overfor det kongelige teaters kulisseværksted, at Madkulturens første konference fandt sted. Læs mere om forventningerne her.

Måltidet; det fælles og det individuelle var emnet og hele affæren startede fint, Anne Murcott, ved at aflive myten om det fælles måltids hellige plads i vor midte. Dets mytiske evne til nærmest heale alt fra ungdomskriminalitet til Parkinsons, er vidst overdrevet. Faktisk havde den gode professor ikke fundet noget historisk bevis for at denne fantasi om familiens styrke var at hente ved middagsbordet. Hovedpointen hos Murcott var at et samfunds sociale problemer aldrig må hvile på individuelle løsninger; så som et måltid. 

Stærk pointe; den skulle fødevareminister Mette Gjerskov, strategisk forskningsrådsformand Peter Olesen, Mette Toftegård fra fødevarestyrelsen, samt de to reklamemænd Weidemann & Byager gå hjem og gruble over. 
I stedet havde de ovennævnte valgt at, på hver deres måde, fortsætte med at udlicitere holdninger om mad på samfundsplan, til private virksomheders initiativ. Kun hos dagens virkelige helte, en virkelighedens treenighed; Helle Brønnum(underviser/skribent), Anne Birgitte Agger(Kbhs Madhus) og dark horse, Boris Andersen(Ålborg Uni.), var der lys at se. Alle tre kunne berette om små lommer ærlighed, menneskelighed og enkelthed i maden omkring os. Hver især er borgerne i dette land, måske, begyndt at lure hvor meget der gøres for at holde os væk fra at kende, dyrke, høste, tilberede og spise vores egen mad. 

Ministeren talte om den travle hverdag og fokus på de fælles offentlige måltider, som der kun bliver flere af. Ergo, iflg. Gjerskov, en endnu større privat/offentlig sektor udi madleverancer til en stresset befolkning. Intet steds i ministerens ord var der at finde vinkler som "uddannelse", "bæredygtighed", "visioner for et mere menneskeligt samfund". Økologien blev nævnt, bevares, men økologer bruger også benzinslugende traktorer og sætter også deres høns for tæt. Nu har denne blog et temmelig stort horn i siden på socialdemokrater, disse socialismens svar på liberal alliance, så hurtigt videre til de andre oplægsholdere.

Peter Olesen kedede os med ulæselige slides i et endeløst indlæg, der næsten fik os til at æde det hele råt. Næsten. Man spidser ører når postulater som " alle fødevarer har en funktion, hos alle er der en negativ og en positiv side af denne funktion". 
Eller dette; "Klinisk dokumentation for såkaldt sund mad, er svær at finde".  
Eller kongen af sludder fra Olesen dén dag; "At se på borgerens hele livssyn er vigtigt for at kunne fremme innovation og konkurrenceevne". MUND-FULD så sig omkring, ingen reaktioner fra publikum, men tonen var klar. Vi, som samfund, er aftagere af fødevareindustriens påfund og vores statslige organer, garanterne for vores sikkerhed og sundhed, har bare at rette ind. Olesen var endda så smart at efterlyse mere interesse fra de godkendende myndigheder til forskningen i nye fødevareområder. På spørgsmålet om hvor denne indflydelse skulle ligge, kom svaret prompte; i godkendelsesfasen. Altså mere gummistempel; til gavn for atter mere økonomisk vækst. Man burde slå efter om der ikke under "dinosaur" i ordbogen, vil være et foto af netop Peter Olesen. Eller måske i bogen for ordsprog, under "købt og betalt"?

Madkulturen var repræsenteret ved direktør og bestyrelsesformand, der kørte en masse undersøgelser af om diverse vaner hos dansken. Men da undersøgelser ofte handler mere om svarerens ønsker, end svarerens reelle situation, springer vi dem over her. Desuden ville det være unfair endnu engang at skulle slå på den mangel på stillingtagen hele projektet lugter af. I stedet en tak for en underholdende og lærerig dag, der bød på sækkestolle til deltagerne og en meget underholdende gør-det-selv-frokost. Desværre havde vi misset morgengrøden og savnet en formiddagssnack så meget, at lysten til selv at koge sine fiskeboller og snitte sin salat, var.........den var der ikke.

Endelig, endelig var det blevet tid til at noget virkelighed kunne træde op på podiet. Første bud kom fra Helle Brønnum-Carlsen, der kunne følge smukt op på Marcotts indledning til dagen; måltidet er ikke givet på forhånd, det er en konstruktion, noget vi må kæmpe for. I hendes seneste, "Mad og æstetik", trawler hun igennem de forskellige aspekter, der skaber et måltid. Som mangeårig underviser, ved Brønnum-Carlsen et og andet om formidling og flytning af mennesker, når det kommer til mad. Hun fanger, ganske rigtigt, pointen i dels at have erindringen med, dels overraskelsen, ved introduktion af mad for unge, gamle; ja, alle os vanedyr. Måtte den bog, blive pensum for alle lærere, der nogensinde tager en grydeske i hånden foran en flok skolebørn.

MUND-FULD havde høje forventninger til Anne Birgitte Agger (hvorfor skal alle altid introducere hende ved hendes kælenavn, som om vi var slyngveninder?) Og da hendes powerpoint ikke virkede(gudsketakoglov), var banen kridtet op for et anderledes indlæg, der viste sig også at blive dagens bedste. Sagde hun noget nyt, så? Næh, endnu engang var mennesket fuldstændigt i fokus hos Københavns Madhus´ direktør. Mad leveret med følelse for omgivelser, leg og glæde, er en succes, hos alle parter. Og hvad er opskriften? Omtanke for hvad der passer bedst for den enkelte, er nøglen.

Men hov, var det ikke også Peter Olesens pointe; den enkelte, behovet?

Jo tak, men hvor er der langt fra at tænke den enkelte som aftager af produktion og så den enkelte som en del af et læringsmiljø eller et fælles bosted. At tænke den enkelte som en historie, en helhed, samtidigt med at trække denne historie ud i virkeligheden. Så hvordan giver vi bedst vores børn kærlighed igennem maden, når nu de spiser ude mange dage i ugen? Ved at give dem kinder snitter og ostehaps med i en varm madpakke? Eller ved at se til de får veltillavet, enkel mad dér hvor de nu er? Ja, det sidste og så endnu en håndmad til de mødre, der tror at madpakker fra forstaden forhindrer deres poder i at tage stoffer.

Slutteligt kunne Boris Andersen, Ålborg uni., være rosinen i pølseenden med sit oplæg om unge og deres syn på måltidet. Han kom med endnu flere tal; opløftende tal. Der købes ikke flere færdigretter i 2011 end i 1995, der bruges stadig lige så meget tid på madlavning som i 1995 og spurgt ad, prioriterer dansken stadig fællesmåltidet højt. 
Dejligt. Knapt så dejligt var det at 1 % nu laver mad sammen med deres børn, på regulær basis. Man kunne ane et missing link her, da børn/unge jo faktisk HAR undervisning i skolen om mad, at de faktisk bliver motiveret til at lave mad, hvis der er nogen at lave mad til og godt kan lide sanseligheden ved madlavningen. Må vi ikke bede de forældre, som ser nogle af de 35 timers madfjernsyn der sendes om ugen, tage den interesse med ungerne ud i køkkenet; like now, please??

Hvilken luksus, at kunne bruge en hel dag på at diskutere noget så enkelt som et måltid mad. Det kan kun være i et rigt land, at man tager sin den slags friheder. Et rigt land, med rigdom baseret på at vi konstant køber noget af hinanden. Hvilket konferencen bekræftede til fulde; vi skal købe, producere, aftage, vide og så aftage noget nyt. Fra minister, over fødevarestyrelse, forskningsråd og reklameverden; de danner ring om os; giver os muligheder. Men det er muligheder der er af den gamle verden; den uhæmmede økonomiske væksts verden. En verden af i går. Glæder mig til næste gang, måske er emner som selvforsyning og uafhæninghed af aktieprofittænkende selskaber på tapetet. Emner der for alvor kan befri befolkningen fra vanetænkning og ikke bare gøre et stresset liv endnu mere "bekvemt".

Besæt din tallerken!





søndag den 27. november 2011

Follow the money

Madkulturen byder til sin første konference og MUND-FULD deltager. Vi deltager gerne for det bliver interessant at se hvorledes man vil håndtere den tøjlelsløse madindustri/fødevaresektor. Hvordan kan man tro at samtale og videnskabeligt baseret viden, kan flytte noget så primitivt, som øget indtjening via mindre indsats?


Well, det tror man på Madkulturen og MUND-FULD kommer til at følge det projekt nært. Hovedanken herfra, er at Madkulturen ikke lader til at ville være en forbrugergarant, men en mikrofonholder, for fødevareindustrien. Please, vis det modsatte.


Tilbage til den aktuelle konference.
"Konferencen vil belyse markedsmæssige og madkulturelle udfordringer og muligheder i tendensen mod det individualiserede måltid – produkter og mad, som er målrettet individuelle sundhedsbehov og/eller indtages alene....Hvordan kan madkulturen og industrien favne begge?"


Madkulturen og konferencens program trækker sin eneste trumf, partnerskabet, og byder på oplæg fra fødevareminstre, direktører, marsters i sundhed og formænd for bestyrelser; der alle har den hellige ild med. De er alle dybt engagerede at gøre danskernes liv sundere og bedre bla. igennem mad. 


Mere interessante for denne blog, er oplægsholderne fra den forreste frontlinje, eller skal vi sige den eneste gfra frontlinjen; Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus. Hun vil være den eneste af deltagererne, der dagligt står med hænderne i maden og med ansigtet i øjenhøjde med modtagerne. Det bliver spænende at høre hende.


Det bliver endnu mere spænende at se hvem der sidder iblandt publikum. OG denne blog noterer sig også at de to repræsentanter fra reklameverdenen, har fået luxuspladserne i programmet; lige efter frokosten og til aller sidst. 


Med den placering kan ingen da klage over eksponeringen af pengenes magt over mennesket. Er det forresten ikke det vi skal lave om på??

torsdag den 24. november 2011

Er det kun Kyster-segmentet der må...og vil, bage selv??

Det er ikke fordi Carsten Kyster er en ond mand, han virker faktisk meget rar og har igennem en del år snart, arbejdet indenfor mange medier med mad som fokus. Men hvorfor er det en mand som Carsten, der skal på kursus hos én af DKs førende møllerier? Og hvorfor skal vi læse om det i Politiken en søndag i oktober?
Det kan jo være fordi at Carsten og de folk der læser Politiken Søndag udgør det segment af mennesker, der rent faktisk bager derhjemme. Måske.
Skal vi ikke have nogle flere til at bage hjemme? Og hvordan kan vi få det?

Vi kunne jo starte med at opfordre folk som Carsten og firmaer som Skærtoft Mølle til at engagere sig i socialt frivilligt arbejde, med de ressourcer de har. Det ville være befriende at se andre vinkler på det at kunne blande mel, gær og vand sammen i en god rækkefølge, end endnu en feature i et særligt udvalgt medie, der kun betjener et segment, der allerede burde bage meget mere selv.Eller i alle tilfælde, kan sætte igang med det selv. Vi ser gerne et rullende bageri, de turnerer til skoler og viser hvor nemt et brød kan lægges sammen. Gerne sammen med bagere af forskellige skoler og med produkter fra flere møller; det ville give de deltagende firmaer og bagere lidt at gå efter, rent fagligt og det ville lugte mindre af reklame, hvis det var et samarbejde imellem flere.

Denne blog synes ofte er der er nogle velhavende, velmenende og meget travle mennesker, der bliver forfordelt på madfronten i DK. Og at der er mere udsatte grupper, der ville have godt af at blive inddraget i, f.eks bagningens magiske verden. Men begrebet "spelt-mødre" kommer ikke ud af ingenting. 
Der ER nogle, der finder mad mere vigtigt end andre. Og det er ofte uddannede, velstillede borgere.

Men på det seneste er det også blevet klart for MUND-FULD, at også det forfordelte segment har brug for en hjælpende hånd. For selvom man er økonomisk ovenpå, bosiddende i behagelige bynære områder og med økohatten skruet godt ned over ørerne, er der også faremomenter, der kan bringe alle de gode intentioner i fare. 

Den fare hedder "arbejd-køb-dø" og er markedssamfundets treenighed. Særligt økonomisk velstillede mennesker lever bundet af dette kampråb og i deres bestræbelser på at være gode mennesker, giver de sig mange interesser og lyster, i vold. Det er en dårlig vane, men også en stor del afat være borger i et markedssamfund, der må og skal købes nyt hele tiden. Ting tager blot tid og dukker der en cupcake trend op, ja, så tager det tiden fra andre "likes" på FaceBook, hvis du forstår dén metafor. Der er mange muligheder og det kan være svært at være koncentreret om ét emne længere tid af gangen, når man nu "kan" så meget.

Det er dén fare, den kapitalistiske svøbe, MUND-FULD er til for at bekæmpe.

Fordele ved at bage eget brød:

Hippieargumentet: Den meditative tilstand ved at bage selv, er uovertruffen. Processen ved at finde råvarer frem, lægge dejen, følge hævningen, smage resultatet; unikt.

Det økonomiske argument: Brød i butikkerne er hysterisk dyrt. Hver jeg vender to rugbrød ud herhjemme, har jeg sparet (og jeg kører den hysteriske øko/biodynamiske stil) 55 kroner per kilo, sammenlignet med butikspriser på samme type brød.

Sundhedsargumentet: Senest er det selve indpakningen af bla. færdige melblandinger, der er blev mistænkt for at indeholde giftstoffer. For et par år siden var det selve blandingerne, der indeholdt modificerede hvedeproteiner, til stor skade for vores allesammens helbred. ved at vælge producenter, der er transperante i deres produktion, vælger du alt det fra.

Ælt løs. (Men helt ærligt, så tror jeg ikke på de lange æltetider, herhjemme kører vi Dan Lepard style og det styrer for vildt, dér. Og når vi bager cup cakes, foregår det via dette site: http://bakeanddestroy.net/ )

mandag den 14. november 2011

Er det stigmatiserende at være skralder?

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:




Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme  far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet. 

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.

søndag den 2. oktober 2011

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....


torsdag den 22. september 2011

Statsstyret madkultur smager sært...


En statsstyret smagsmagt; narj vel?

Der er blevet oprettet et organ for vores allesammen måde at spise på; det er blevet (om)døbt "Madkulturen". Denne blog har før behandlet den lange fødsel og den besværlige nynavngivning, læs mere her og her.
Ifølge direktør Judith Kyst(JK) skal Madkulturen samle og binde nye samarbejde i eget regi; ifølge MUND-FULD skal det ses helt omvendt; Madkulturen skal være den der støtter og flytter sig for aktørerne. Det eneste man i Madkulturen bør gøre er at besøge og fundraise. Alt hvad man rører ved fra Madkulturens side, skal være levedygtigt, uden Madkulturens medvirken.

Først skal det handle om de grunde JK fremfører som årsagen og berettigelsen til Madkulturens eksistens. Det starter med en masse ord, der skal avle flere ord. Men mest af alt understreges det at Madkulturen ikke skal tale "til" branche og befolkning, Madkulturen vil skabe rammerne. Rammer, der skal samle alle dele af noget så bredt og uhåndgribeligt som "mad" og "kultur".



Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen og her er mit ynglingscitat fra ovenlinkede artikel fra JK:
(Madkulturen skal være)"Dem, der uvildigt kan sætte vigtige fødevarespørgsmål på dagsordenen. Dem, der ved hjælp af enten økonomisk støtte, blåstempling eller metodeudvikling kan løfte gode ideer til bæredygtige, nytænkende, dagsordensættende projekter. Dem, der er med til at løfte prestigen blandt de hverdagshelte, der hver dag gør en forskel i de offentlige køkkener. Dem, der samler al den viden, alle de gode cases, alle de erfaringer, der allerede findes derude – og gør dem lettilgængelige, så det bliver nemmere for alle branchens aktører at lære af hinandens erfaringer.

Jeg har understreget de ord og formuleringer, der viser at Madkulturens mission jo netop ER at sætte dagsordenen og presse meninger ned over folket. Man vil blåstemple og uddele penge; der skal sættes dagsordenener og der skal samles viden. Den viden skal Madkulturen sidde på, indtil rette modtagere kan findes. Af Madkulturen, vel at mærke.

En anden lille detalje fra dirktørens kommentar:
"Madkulturen skal ikke være de der taler "til" branchen og folket. Vi skal være dem, der skaber rammerne - så banchen og forbrugerne med os som platform sammen kan skabe og udvikle Madkulturen".
Det lader ikke til at det er madkulturen, der skal udvikles; det er Madkulturen. Med stort M. Deltagerne skal altså være med at udvikle organisationen Madkulturen. Og her gik man og troede at det var den anden vej rundt.

Simple spørgsmål opstår; som af hvem og hvordan de "gode" idéer skal udvælges. Er det bestyrelsen, der forresten er totalt blottet for de "hverdagens helte", der nævnes af JK som vigtige for Madkulturen? Er det den daglige ledelse, med Kyst i spidsen? Er det ministeriet eller de økonomiske bidragydere man meget snart bliver afhængige af? 

.

Herfra skal det også handle om konstruktive forslag. 
Og derfor er det også sidste gang at det nævnes at jeg sidder i sene aftentimer og skriver dette; det er ren interesse og trods, der driver værket. Modsat JK og resten af Madkulturen, der tager sig godt betalt for, tilsyneladende, at genopfinde saltet og danne bagtæppe for godhedsindistrien, fødevareindustrien og andre kendte spillere i det nye mode-game; "danskernes spisevaner". Sidste gang, i dette indlæg.
For ja, gu´fanden er vi andre misundelige på Madkulturen. I rummet imellem Claus Meyers´ luxusmadfestival og et (forhenværende)ministerielt ønske om at gøre penge på god mad, er det tilsyneladende nemt at sidde og samle viden, der allerede findes og så lægge den på bordet.  Det kunne jeg da også gøre. Eller mine børn, for at holde læserbrevstonen.

Er det så svært at se hvad danskerne synes? De har ingen madkultur, dixi og udråbstegn. 
Alt hvad der er, er opdelte grupper og deres individuelle fejlernæring. De rige, der nok spiser sundt, men belaster miljøer udnødigt med deres forbrug og køb af f.eks mærkværdige salte fra Himmalaya. Og de fattige, der bare lever traditionelt usundt. De normalvægtiges tal er for nedadgående, til fordel for fedme og anoreksi/overtræning. Danskerne glor madprogrammer som aldrig før og laver mindre mad end nogensinde. Vi bliver federe for hver dag og vores børn kan intet lære i skolerne. Vi kender absolut intet til råvarers kvalitet og lukker øjnene for en subsidieret fødevareindustris mishandlen af jord og dyr. 
Har det mon (også) noget med den ringe ernæring og madglæde som et hele i vort land at gøre? 
Og tillad mig at svare på det, noget retoriske, spørgsmål: Ja. Ligesom mange andre har svaret ja før. Ja, der er en sammenhæng, kan vi komme videre nu?


Jeg synes at man skulle tage nogle chancer fra Madkulturens side. Først er det vigtigt at forstå at en stat er til for borgerne, ikke omvendt. Altså, må Madkulturen også underligge sig befolkningen, som den er. 
Man skal gå imod dokmentationsdiktaturet og gøre sig det klart at vejen til den brede befolknings madhjerte går igennem 2 ting. Pengepungen og Tilgængeligheden. 
Det skal/må være billigt og nemt at leve sundt og bæredygtigt. Det gøres ikke ved konferencer og møder imellem madspecialster. Det gøres ude ved bordene,i skolerne, på instiutionerne, i produktionen, ved forarbejdningen, i detailhandlen. Dér skal Madkulturen hen og være. 
OG, dette er vigtigt, Madkulturen skal blive der; ikke bare feltundersøge og så løbe hjem på gården og skrive. Skal Madkulturen have en berettigelse, skal den ikke trække folk sammen under sit eget tag; den skal ud og lade aktørerne selv være værter. Lad svinebaronerne åbne døren for økologerne. Lad mejerierne og madskribenterne byde indenfor hos sig selv. Det giver ansigt på hinanden, det giver nærhed at byde modstandere ind i sit hus. Ikke noget med neutrale mødepladser á la Madkulturens lokaler, hvor man kan gå rundt med navneskilte og mapper med konferencematerialer. Her kunne madparnasset nemt forglemme sig i nye nordiske buffeter, mens man forsøgte at løse andres "dårlige madvaner. De kunne jo risikerer at komme frem til den konklusion at hvis folket ike har brød, må de spise kage. Eller er der også nogen der er kommet frem til dén viden før? Og hvad skete der med den viden senere hen?


Man må erkende at kreative rum ikke skabes ved at sætte en masse viden sammen og så brainstorme over et eller andet.Man  sætter ikke sig ned og får en god idé. Det kræver masser arbejde og i madsammenhænge, er det bare med at komme ud til gryderne, til haverne og til butikkerne.


Et par forslag.

Giv sådan én som mig nogle penge til mit forestående eventyr i Californien. Jeg vil gerne undersøge hvordan man derovre motiverer seriøst fattige til at lave sundere og mere bæredygtig mad. Og lad være med at stille krav om hvor mange emperiske interwievs jeg skal foretage; jeg kører på intuitionen. Også når jeg kommer hjem og skal berette om det.

Skab midler til at gøre bæredygtig mad mere tilgængeligt for fattige. Brug Jeres sambejdesgrupper til at klemme nogle skejser ud af industrien, vi ved de har dem. 

Undervisning; åh; jeg vil have undervisning i alt fra jord til bord. I skoler, på seminarier, på arbejdspladserne, i folketinget; alle steder skal man vide mere om maden. 

Hvordan frigøres den enkelte forbruger fra supermarkeder og industris magt over indkøbsvaner? Skal der gives høns til alle med egen have. Skal de have et par frugtbuske oveni? Tør Madkulturen at ville sætte forbruget ned?

Skal der dannes borgergrupper for dyrkning af fællesarealer? For det hjælper bare ikke med 4 trætte plantekasser i en baggård. Få (af staten eller privat) noget jord og indfør statsbrug. Ja, den er god ok; staten som landmand; det er trods alt vores jord; vores allesammens.


Skal der skabes en festival, skal det være en rigtig festival; musik og det hele. Dertil masser af god mad, ikke kamapagnemateriale om god mad, ikke kjeändisoptrædender; blot solid mad.

.

Lad det blive slået fast igen; der er brug for handling, ikke opsamling af viden. Viden, den er der allerede; ja, om I får det hele med er jo ikke engang sikkert. Og skal der så en undersøgelse mere til for at fastslå det?


Vi, som madkommunikatører, må forstå at der er langt ud til masserne, hvis vi igen sidder i rundkreds og taler om maden. Det eneste der kan gøres er at deltage, når borgerne skaber initiativ. Skabe flere midler, når det er muligt, men ikke gøre projekterne afhæningige af støtten fra starten af eller fra slutningen. 

Direkte aktion, tak; så bliver det heller ikke mere anarkistisk. 

søndag den 18. september 2011

Food for thought...m+m konference 2011

MUND-FULD er blevet underholdt, undervist og havde i dén grad undervurderet indholdet af lørdagens tætpakkede oplægs-/workshop-/middagsprogram på Mad+Mediers konference 2011.
Fedt.
En stor flok danske madbloggere i DK var samlet, fredag for at se films om mad, lørdag for at deltage i debat og workshops og søndag for at tage til frugtfestival på Lolland. Denne blog deltog kun lørdag og det er herfra der vil blive pludret denne gang.

Før konferencen,var MUND-FULD ikke sikker på hvad konferencen ville blive, og der var kun to oplæg der umiddelbart virker tiltrækkende. Det skulle vise sig at alle lørdagens punkter var én lang rusken op i madforståelsen for os, der var tilstede. Og det faktum var måske det bedste ved hele eventen; mad+medier havde set igennem det mest oplagte ved madblogs og madmedier og valgt at gå et spadestik dybere.


  • Direktør Judith Kyst fra Madkulturen; det store statslige tiltag om mad og Danmark, introducerde til projektet og forsøgte at godtgøre for hvorfor man endnu engang skal bruge tid og penge udelukkende til akedemisk undersøgelse og ikke også se på direkte handling via at inddrage de mennesker der faktisk står og laver mad til danskerne her og nu. Det lykkedes ikke så godt.
  • Vi blev indført i den kritiske journalistiks væsen af DR redaktør Thomas Buch-Andersen. Ikke så mange direkte råd til madverdenen, men interessant og belærende for os lægfolk.
  • Christian Coff tabte mig noget med sit oplæg om etik og æstetik, men imponerede ved at have overført og brugt sit akedemiske arbejde til også at drive landbrugsfællesskab.
  • "Honest Cooking" og bagmanden, Kalle Bergman,var et oplagt og lysende eksempel på den innovationslyst, der ligger i mange af madverdenens krinkelkroge. At skabe én af verdens største madportaler på ét år, er noget af en bedrift.
  • Dagens griner var også dagens kedeligste emne; ophavsret. Man fik næsten lyst til gå til en forlæsning eller to med Morten Rosenmeier. At kunne starte et oplæg, som proffessor, med at konstaterer at nu at man færdig med "det lektorlort"; sweet.
  • At Christain Bitz faktisk er andet end en dansk Chris McDonald, skulle være dagens mest overumblende nyhed. Nej, pis. Til trods for hypersnak og en noget overfladisk attitude, leder Christian et særdeles spænende projektt på Herlev Sygehus, hvor man faktisk inddrager maden som en del af  behandlingen og kan vise gode resultater. Der var noget at lære for undertegnede køkkenleder om præsentation og indlevelse fra modtagerenes side.
  • Søren Wiuff var der, selvfølgelig. g det er herligt at følge denne mands rejse ind i grøntsagernes sjæl. V smagte på karse, kål og jordskokskud, der alle vidste ahvde mindst to sæsoner på bagen. Den mand har en mission og det kan mærkes.

Frokosten var komponeret af selveste rasmus Kofoed, men det blev ike til så meget for MUND-ULD, der skulle chit-chattes med oplægsholdere, Dorthe fra økologisk Landsforening og Hotel-og Restautionsskolens folk. (det sidste gav endda pay off senere på eftermiddagen hvor man fik fedtet sig til en øl hos de selvsamme; istedet for alt det vinhalløj, der ellers blev budt på.)

Videre til 4 små oplæg fra en flok meget engagerede mennesker, der som et pust fra virkeligheden. Bybi, Københavns Fødevare Fællesskabs havegruppe, Fødevarebanken og Invio fortalt hver på 5 minutter og deres projekt og som alle andre oplægsholdere dagens igennem, var de engagerede så det gnistrede. Hrligt at se og MUND-FULD håber at det brændte igennem til madørerne på lægterne.

For min del, gik workshopsne mest med at tale med de andre deltagere om deres og egne tilgange til vores passion for mad.  Der gik en rum tid med at tale med mange om denne blogs interesseområder, så pludselig var der mad og pludselig var det også forbi. Vi var næsten klar til at åbne en skole for jord til bord, mens vi nærmede os Mikkeller Bar, så da Jeppe kunne fortælle spænende nyt fra San Fransisco, var dagen fuldendt. Vi sluttede af med "Black Ball" og selvom dennes brygger smed os væk fra gaden, blev denne MUND for én gangs skyld, FULD.

Over and out...