Et par rigtigt gode idéer af Lars Myrthu-Nielsen

Ord fra kronikken; national handlingsplan, staten går forrest, folkeoplysning, nordisk og internationalt samarbejde. Klik på teksten for at læse hele kronikken.

MadX; vi kræver at der ruller hoveder og ikke bare dem af kål

Med en langtrukken og pinligt amatøragtig, til og med, forsinket proces, er det så besluttet at et statsligt udviklingscenter for madkulturen i Danmark, skal ligge mest i Roskilde, og en lille smule i Hirtshals og Odense.

Det skorter ikke på fine hensigtserklæringer om et kommende madeksperimentarium, MadX, i den afleverede rapport. Man udråber det, kort sagt, til epicentret for europæisk madformidling per se. Flotte ord, som, hvis man bare moderat interesserer sig for danskens madkultur, kan bruge en rum tid på at funderer over.

Men her skal det dreje sig om det faktum at MadX er bestemt til at ligge i Roskilde, Hirtshals og Odense..............det var Roskilde, Hirtshals og Odense........



Nå, undskyld; jeg sad hensunken i en sær tomhed.


Hvorfor, spørger man? Jo, nærmest på dagen for offentligørelsen, erkender Fødevareministeren følgende:
"I bagklogskabens klare lys burde vi i stedet for selv at pege på, hvem vi troede kunne være aktuelle at snakke med, have kastet det op i luften fra start med klare kriterier, så folk kunne have meldt ind." (fra Altinget.dk)

Ministeren vedkender blankt at der er gået nepotisme i hele historien og at, hvis han dog bare kunne. ville gøre det om. Hvis han dog bare kunne, men nu er terningerne jo ligesom kastet, selvom ministeren da godt kan se at det ville være bedre at vælge den bedste kandidat. Den mand havde fået 10 minutter til at pakke sine sydfrugter og skride ud sit ministerium, stod det til MUND-FULD. Først for at undergrave en truffen beslutning, men hovedsagligt for at lede en så elendig beslutningsproces.

Om vi i provinsen ikke bare er bitre? Det kan man da sige, men tilad mig at henvise til en anden udtalelse fra minsteren; denne gang om beslutningsprocessen, før afgørelsen var truffet.
”For mig er det afgørende, at MadX placeres et sted, hvor der eksisterer et stærkt fødevarefagligt miljø med tilknytning til uddannelsesinstitutioner, og hvor der er en stærk lokal og regional opbakning. Men uanset hvor i landet, MadX kommer til at ligge, så skal det være hele Danmarks MadExperimentarium”(Altinget.dk)

Man søger altså den bedste kandidat; med lokal forankring, uddannelsesinstitutioner og et stærkt fødevarefaglig miljø. Det beslutter man at ligge i Roskilde, Hirtshals og Odense.

For crying out loud, Roskilde, Hirtshals og Odense.

Hvornår i hede hulen Milena Penkowa, har der været noget som helst der lignede lokal forankring, uddannelsesinstitutioner og et stærkt fødevarefaglig miljø i Hirtshals? I Roskilde har man en slagteriskole og i Odense......en fransk kødbutik og en bazar drevet af indvandrere(de to sidste er forresten superbe indslag i en grå masse af supermarkeder).

Der er kun et sted MadX fortjener at ligge; på SydFyn.
Jeg remser kort op fra hukommelse, inden jeg søger trøst i noget alkoholisk. Kulinarisk SydFyd, landets suverænt største og bedste fødevarefestival, initiativer som Køkkenspirer(samlet undervisning for skolebørn), Måltidets Hus(siger vel sig selv, MadX på fynsk) og nordens største ostefestival. Svendborg er Cita Slow. Foreninger som Smagen af Fyn og Ø ma´. En særdeles lang liste af frugtavlere, landmænd, brændevinsbrændere, gartnere, slagtere, vinbønder, mejerier, chocolatiers, svampeplukkere, restauratører, fiskere, jægere, bryggerier, der alle søger det ypperste i det lokale. Et forsøgscenter i Årslev, med over 20 sorter af rabarbere(spørg selv hr Meyer, de er helt unikke for landet. Der er nok noget jeg har glemt, men de 3 udnævnte byer blev da vidst også overgået for længe siden, ikke sandt?

Man harmes. Personligt er dette også en hård en at skulle arbejde med, da jeg jo nærmest er selvskrevet til at arbejde på MadX, i al beskedened, naturlgvis. Hustruen arbejder endda på RUC allerede. Er det virkeligt nødvendigt at dræne provinsen for folk som os, bare fordi nogle tilfældig ministre i en snart afgået regering, skulle redde sig et par lokalpatriotiske lunser?

MUND-FULD er en protest-blog og er rigtig god til se de negative aspekter i dansk madkultur. Indrømmet, vi har det bedst med at vrisse. Men dette er mere end bare en laterliggørelse, dette er meget mere alvorligt; dette er nepotisme af værste og mest ødelæggende skuffe. Vi forlanger genåbning af processen og ministerens kålhovede på et fad.

Mobberi i en udviklingstid, nej tak.

Der er brug at tænke kreativt i disse tider. Kreativ tankegang er at tænke ved siden af normen; det er ikke at distancere sig fra andre, i håb om selv at komme ud på toppen, når slagsmålet er overstået. Udviklingsarbejde er fremtidstænkning og ingen kender fremtiden. Alliancer og samarbejde støtter ens eget arbejde; fremmedgørelse og nedladenhed ødelægger den gode stemning.

I Svendborg er der tilsyneladende et overskud af den "kreative klasse", folk der, som jeg selv, er uddannnet til at give form til tanker. Nogle af disse kreative har samlet sig i foreningen GE9, en forening af frie selvstændigt erhvervsdrivende og det er deres formand, Bo Torstensen(BT), der mener at vejen til udvikling, kommer igennem at kalde den anden gruppe af fremadtænkende mennesker i området for rabarberkompotsproducenter Og det er ment på en negativ måde, for tilsyneladende vil BT hellere se spilten i sin broders øje end granraften i hans eget.

Skal man leve op til BTs standard af omtale af andre mennesker, kunne man se GE9 som en samling mennesker,der var virkelig gode i formning eller elektronik engang i slutfirserne, som måske har været et smut i det store pulveriserende København for at være helt fremme i bussen. Men ikke klarede den og som derfor er tilbage i provinsen, hvor de tilstadighed forsøger at gå i mangefarvet tøj og arrangere åbninger af hinandens udstillinger eller butikker.

There, det er sindsygt nemt at hænge andre menesker ud, men det gavner hverken en selv, de der hænges ud eller de fælles opgaver man står overfor.

Enten skal en fremtidig økonomi  i dette land baseres på teknologisk udvikling af...noget,  eller vi må koge en masse rabarberkompot og klæde os i nationaldragter, mens vi venter på a kineserne kommer forbi. Eller også skal vi nosse os sammen og skabe noget helt nyt. Det nye er ikke elektronik eller rabarberkompot; men det er måske elektronisk rabarberkompot.

For MUND-FULD er der ingen tvivl om at mulighederne i Citta Slow Svendborg er ubegrænsede og hvis man hos GE9 føler at det hele er druknet i Kulinarisk Sydfyn og Nationalpark, har man ikke orienteret sig ordentligt, men det kan frygtes at man i Svendborg Kommune er kæntret lidt for meget over i afdelingen for kompotter og andet spiseligt. Citta Slow idéen er ikke en tanke om bedre bøffer fra det lokale opland, det er håbet om et bedre byliv, forankret i det omgivende samfund. En cittaslow inkluderer; som det fremgår af cittaslowkriterierne her .

Magasinet "Copenhagen Food" og andegården vi lever i

At det ny foodie-magasin er en reklamesag er én ting, men at vi i Danmark ikke evner at levere et stykke reelt og ikke-nepotistisk fortælling om vort kommende guldæg; nordisk mad, er sørgeligt.

Jeg sidder og har betalt 50 spän for en pæn reklamesag; heldigvis vidste jeg det godt. Det nyeste skud på den danske madblads himmel hedder "Copenhagen Food" og er udgivet af COFOCO-folkene. Det er et københavnerlækkert blad og ligger heldigvis ikke skjul på det. 2. nummer er lidt heftigere sat til med reklamesider og " 3 must haves..."ditto end det først udgivne, men ellers leverer bladet artikler om rejser, opskrifter, trends og deslige, supert at bladre igennem.

Det er først ved anden gennemkig at man ser djævlen i detaljen; dette er blot et udvidet skoleblad oveni at være en reklamesøjle.

For det første er designet plagieret efter det hedengangne "CPH LIVING", siden "Copenhagen Living"; helt ned til de håndtegne ilustrationer versus det meget enkle og stramme grid/layout. Men fair nok, "CPH LIVING" var jo banebryende i dansk grafisk formgivning, for 10 år siden.

Sådan så CPH LIVING ud

Sådan ser Copenhagen Food ud

Det bliver mere krasbørstigt, når man laver artikler, hvor venners venner og ansatte optræder som fotomodeller og fotografer. Jeg ved ikke om skribenterne også har drukket dus med folkene fra COFOCO, tanken ligger nær. Stadig, det er der vel intet i vejen med, nepotisme og selvhævdelse er jo faktisk kimmen til rigtig mange kreative samarbejder; jeg ved bare endnu ikke om jeg gider smide en halvtredser hver gang andre vil se sig selv på glimmet papir.

Nu er min interesse vagt, hvad er det egentligt der skal gøres med dette blad? Har man noget på hjerte? Jeg sidder endda og får den grumme tanke at hver og én "artikel" er købt og betalt, allerede FØR jeg købte bladet.
Der er arikler om "Joe And The Juice"(reklame), hele butikssegmentet fra Østerbrogade/Rosenvængets Allé(reklame), Christian Bitz(rekalme på siden efter, for samme mands nye bog) og det sammen med en ordentlig samling af disse opslag over dimser jeg skal købe(reklame) og annocer for COFOCOs julemenu.
MEN igen, det er en reklame, jeg havde bare forventet lidt mere solid skrivning her.
Får jeg så det i artiklerne, der er tilbage? Der er i hvert tilfælde mange opskrifter at tage af og lækre fotos at kigge efter, når jeg nu står der og laver vaniljekranse; hvordan var det nu lige, nåh ja, runde kranse, runde kranse.

Som sagt mange gange allerede, dette magasin er et forstørret reklameblad, men en radaktionel linje, der satte en højere stadard for indholdet, kunne være fedt.Når nu formen er så flot.
Man kunne da i det mindst få luget ud selvsmagende kogebogsforfattere, der givet 4 bøger at anbefale; anbefaler sig selv og så bør man heller ikke omtale Ølfabrikkens produkter som"udsøgte og specielle"; ikke hvis man vil fremstå som en kvalitetsmagasin. Men hov, dér var bagsidenannoncen for Harboe(ejer af brandsne "Ølfabrikken" og Gourmet Bryggeriet) jo så også, alting hænger sammen.

Næh, mere interessant, er at dette blad har potentiale til at kunne sprænge rammerne for dansk madformidling. Det er et flot blad, de skriver om madtatoveringer og rejser efter Gordon Ramsay, som aldrig bliver fundet; det er sgu´ da friskt. Men så hold da stien ren og skær sideantallet ned, hvis det kan spare på behovet for productplacement og andet lir. "Copenhagen Food" ender som et hvert andet dansk madblad,fyldt med vennerne og blottet for redaktionel hårdhed og kritik. Pokkers.

Der findes nok et eller andet fransk magasin, der giver fanden i hvad annoncører og branchen tænker, men jeg kender det ikke. Det er jo nok derfor jeg blogger.

Kunne man for sulan da så bare, på landsplan, producerer et magasin som canadiske "LCBO Food & Drink". Et magasin, der som Copenhagen Food, har side op og side ned af reklamer og reklameartikler og massevis af lækre fotos til de overdådige opskrifter. Lir, og atter lir.

Men 2 ting adskliller det fra dets danske pendant.
1. Det er gratis, betalt af Liqour Control Board of Ontario. Jeg kan få udleveret 200+ sider om mit yngligsemne ved døren af min lokale vinbutik, boede jeg i Ontario. Det ville være en dejlig måde at få brugt sin overbetaling af spritus på.
Og 2. Der er ikke et eneste indlæg om enkeltpersoner; alt drejer sig om mad, madsteder, madtilberedelse, madkærlighed. Ikke skyggen af X-faktorsygen.



Så dette er ikke et indlæg om et blad der krænker min Jantelovsbevidsthed; det er den anden vej rundt; jeg opfordrer bladet til at komme fri af selvsamme lov. Eller rettere; jeg håber at en ikke kommerciel udgiver vil tage chancen med madkulturen i DK.

Send endelig landet til byen

Danmark er et meget lille land og med én storby, har vi sikkert nået loftet, for hvad vi kan magte i gamet om "de store metropoler".

I sin kronik redegør lederen af (Copenhagen)Golden Days, Ulla Tofte, for hvorfor vor allesammens hovedstad, bør få tilført alle de midler det kræves, for at opretholde en Metropols´ status. MUND-FULD er enig, go ahead.

Jo flere mennesker vi banker ind i en storby, jo mere omliggende opland i form af rekreation, fødevareproduktion og trivsel, vil den nemlg kræve. Endelig, lad os få flere endeløse rækker af høj- eller parcelhuse, med små arbejdsmyrer, på vej til arbejdskasserne og jobbet på de stadig mere teknokratiske kommunekontorer. Når alle disse håbefulde sjæle, så skal holde fri, altså helt fri, vil de se sig omkring og mangle kontakten til naturen og derigemmen også, fødevarer, samvær; direkte kontakt til omgivelserne.

Der foregår en kamp i disse tider og, som Ulla Tofte også påpeger, der er ved at ske en tilbagerullen af midler til "den jyske motorvejsmafia", der kræver deres af materialitet og storcentre. Det er jo helt galt. "Landet" er ikke en storby og der findes ikke noget mere patetisk end diverse provinsbyer, der forsøger sig med indkøbscentre og udsigtslejligheder ved havnene.

For MUND-FULD er der en sammenhæng imellem et liv i forstaderne og den lammende tlstand hele den vestlige kultur har sat sig i. En sammenæng, der strækker sig længere end et clash imellem land og by. Det er større end fastfood versus Camilla Plum. For denne pasivitet og tilfredsstillelse via materialisme præger også landområderne. Lige nu sidder mine naboer herude også og klaprer løs på FB eller glor TV. Det gør de/vi hver aften, ligesom ind i byerne. At der er kortere afstand imellem caféerne og fetishfesterne i København end i Svendborg, gør ikke den store forskel. Det er en kort periode i vort liv at vi rent faktisk benytter disse steder, i en dansk kontekst. Der kommer børn og jobs i vejen for mangt et godt værtshusbesøg i disse tider og gjorde der ikke, skulle nupuritanerne rundt om, nok få det stoppet; hjem og passe unger.

Denne pasivitet er født af tom åndelighed og et deraf følgende behov for at finde trøst/tro/mening igennem selvrealisering. Smukt gennemgået af en tidligere frontsoldat i Information, der beskriver sin hjemvenden til dette rige land, hvis befolkning afskærer sig fra yderligere åndelig og menneskelig udvikling, ved at søge tilflugt i fordummende underholdning. Som om vi, om tænkende væsner, skulle have brug for "at slappe af" ved at se andre danse, se andre kvaje sig, se andre spille superhelte. Vi kan selv.

Landområderne kan selv, vi kan give slip på dette tomme billede af et ødeland, en udkant, der suges tør for intellekt. Hvornår var det lige at det blev mere klogt at kede sig i Brønshøj end i Brændeskov?

For kede os, er det vi må gøre, hvis vi skal komme videre. Slukke for kassen og kede os. Glo ud i luften, få medieabstinenser, gå en tur i skoven, gå hjem, kede sig videre. Og så, genopdage vores kreavitet. Se os omkring og se hvad der er på landet af muligheder for et intellektuelt menneskeliv. Uden materielle exoskelletter, eller rettere; med det rette midler, der kan skabe et liv i lys, plads, natur og nærvær.

København er allerede fyldt til renden med bonderøve, der måtte flygte fra landet, for at opsøge et liv i mængden. For nogle af os, der tog den modsatte tur, er der måske ikke Latte på kanden, måske ikke den store omgangskreds at udveklse iPhoneaps med, men der er mulighed for at skabe et liv. Et liv, som alskens citygardens og rekreative byområder ikke kan konkurrere med. Herude har vi vejret, langomheden og manglen på spekulation at kunne bruge; selvom det, indtil videre,dominerende landebrug, gør sit for at ødelægge det.

Dette liv kunne også gøres profitabelt. Som man ser i Norge, er der en fremtid i turisme på landet. Der er organisationer , der har til mål at fremme turisme på lndet, som et internationalt felt. I Danmark er der endda foreninger, både øko eller ej du kan kontakte, som bybo, og således komme ud og se dig om på en "rigtig bondegård". Men det standser jo ikke der, hvorfor skulle man dog også tro at landet bare var grisestier og hestefolde?

Turisme på landet, nicheproduktion af gode, solide fødevarer, samt ren og skær leasure; 3 gode bud på hvorfor "landet" bare kan flytte til byen og naturen, lyset, roen og pladsen stadig vil være tilbage, for at gavne alle.