mandag den 23. august 2010

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part II (copy-paste indlæg fra Information)

Som amatør-debatør, render man jo ofte et skridt bagefter.I dette tilfælde er det dog lykkedes denne klumme at i det mindste være på omgangshøjde med de seneste bevægelser på området om det hensynende danske landbrug. Følgende kronik er hentet i Information 23. august 2010.

Et kort resumé til den utålmodige.
Konference for "Multifunktionelle landbrug", med specielt fokus på det helende og terapeutiske i den tætte kontakt der er med natuen i landbrugsdrift.
Deltagelse fra landbrugets side, istedet for den nærværende tilskudsfælde.
Eksempler fra Norge og opfordring, samt forslag til danske projekter.

Kronikken i sin helhed:

Landbrug som behandling og terapi

Når vi går i haven, sår og høster, kommer vi i kontakt med noget dybere i os selv, en meningsfuld følelse af at være i forbindelse med vores oprindelige forbundethed med naturen. Noget vi måske næsten havde glemt. Det er synligt og indiskutabelt. Menneskets kontakt med dyr har ligeledes helsegivende værdier gemt i sig.

Forskere fra hele Europa mødes i Witzenhausen i Tyskland den 24.-26. august til den 5. Internationale COST866 konference om Green Care in Agriculture for at konkludere på fire års tværfagligt samarbejde om at beskrive og definere, hvad landbruget kan gøre for udsatte menneskers psykiske velbefindende.                I Danmark, der er et grønt landbrugsland, bør dette have den allerstørste interesse. Med vores baggrund i økonomi, politik, forskning og daglig praksis kender vi behovet. Behovet for at kunne dokumentere og validere behandlingsmetoder, behovet for ad politisk vej at skabe rum for udvikling af nye metoder for behandling af samfundets ringest stillede på menneskelig forsvarlig og økonomisk bæredygtig vis.

Det handler om lokale tilbud af høj kvalitet med rod i landdistrikterne. Hertil kommer, at det har vist sig, at Green Care-modellen har helt særlige forudsætninger for at skabe en verden med mere inklusion, større inddragelse og bedre plads til mennesker, der ellers har svært ved at passe ind i et moderne liv.

I lande som Norge, Holland, Belgien, Italien, Tyskland og Storbritannien har man fra officiel side Green Care-programmer.
Oftest er der tale om landbrug, enten selvejende eller kommunale, der har forskellige sociale opgaver knyttet til landbrugsproduktionen. Det kan være børnehavegrupper, støttet beskæftigelse af psykisk syge eller udviklingshæmmede, skoletjeneste og særlige tilbud til børn med vanskeligheder i skolesystemet, og det kan være tilbud til ældreplejen, hvor især demente kan have stor glæde af tilbuddet. I Norge er der mere end 300 af sådanne landbrug i programmet Grøn Omsorg: umb.no/greencare/

Green Care kendes mest som »multifunktionelle landbrug«, men inden for begrebet rummes også haveterapi, terapi støttet af dyr (rideterapi), vildmarksterapi, økoterapi, og faciliteret grøn træning.
Der er altså tale om aktiviteter, der strækker sig fra psykoterapi, hvor naturen bruges som ramme og redskab for almindelige helsebringende daglige aktiviteter og undervisning, helt frem til øget bevidsthed om, hvilken virkning vores omgivelser har på vores almindelige velbefindende, og hvordan vi kan bruge naturen i bred forstand til at øge folkesund- heden.

Virker helbredend

Der har gennem århundreder været en erkendelse af, at naturen virker helbredende. Lige siden Middelalderen hvor klostre med tilknyttede hospitaler brugte haver og natur i behandlingen af syge, frem til forrige århundredes lungesanatorier og bygningen af de store psykiatriske institutioner nær vand og skov og med tilknyttede landbrug.

Den tiltagende urbanisering tilskrives en del af æren for, at flere mennesker i dag bliver syge med stress eller har svært ved at finde mening og mål i livet. Dette er muligvis en af årsagerne til, at forskersamarbejdsprojektet COST866 har fokuseret på, hvilke helsebringende værdier, der ligger i naturen og menneskets forbindelse med den.

Vi erkender det intuitivt, og forskningen bakker det op. Det påvirker os positivt at gå en tur i en skov eller langs stranden, når vi er stressede, urolige eller triste. Når vi går i haven, graver, sår og høster, så kommer vi i kontakt med noget dybere i os selv, en meningsfuld følelse af at være i forbindelse med vores oprindelige forbundethed med naturen. Noget vi måske næsten havde glemt. Det er enkelt, synligt og indiskutabelt.
Menneskets kontakt med dyr har ligeledes dybereliggende værdier gemt i sig. De giver os mad, tøj og gødning og er oven i købet hengivne og opmærksomme i kontakten med os. Målinger har vist, at f.eks. psykoterapi med hest giver helt særlige muligheder for forløsning af fysisk bundne, mentale konflikter.

Det multifunktionelle Green Care-landbrug betyder meget for udviklingen af lokalsamfund, hvor de findes. Både med hensyn til landbrugets og naturens betydning i offentligheden, men også for de enkelte kommuners mulighed for at udvikle kvalitative tilbud, der er lokalt forankret i landdistrikterne. De bliver værksteder, hvor naturpleje, kommercielt landbrug, terapi og socialt arbejde går hånd i hånd.
Bondens rolle er i den forbindelse blevet undersøgt. Bonden har en helt særlig rolle at spille som brobygger og formidler. Bonden har en særlig autoritet, fordi han kender jord, dyr og maskiner. Rammen er meget synlig og autoriteten er klar.

Derfor kan bonden uden særlige forudsætninger formidle viden og være forbillede for børn, unge og gamle. For at bonden kan have denne rolle på en troværdig måde, så er det vigtigt, at der rent faktisk er en kommerciel produktion på landbruget, og det således ikke blot er en terapeutisk, pædagogisk foranstaltning.



Landbruget er rammen

I Norge er Grøn Omsorg en indsats, der står på to ben. Dels giver programmet opgaver til en landbrugssektor, der naturgivent er rimeligt ekstensivt i mange områder, altså landdistriktsudvikling, men samtidig er der også et stort behov for lokale kvalitative tilbud til mennesker med særlige behov. I Grøn Omsorg er landbruget rammen, der kan indeholde mange forskellige tilbud, hvilket har været en stor fordel i kommuner, der ligger afsides. Der er således andre argumenter af politisk art, der spiller ind, men disses relevans bygger på den forskning og de erfaringer, der efterhånden er udført.

Selv om Norge er meget forskellig fra Danmark, kan man godt forestille sig, at visse egne i Danmark kan have stor glæde af en impuls som denne. Mange kommuner slås med at finde rammer og muligheder for at løse komplekse sociale problemer. Og der skal nok findes de landmænd, der kunne tænkes at ville vælge en Green Care model frem for at skulle rejse kapital til endnu en udvidelse af produktionsapparatet.

Forsøg med Green Care har dokumenteret store økonomiske fordele, hvor f.eks. stressudbrændte patienter kommer tilbage på arbejde på den halve tid i forhold til brug af traditionel medicinsk behandling.
I Tyskland har delstater, der vil fremme økologisk landbrug, og Green Care etableret multifunktionelle landbrug, hvor landbrugsproduktionen er forpagtet ud på særlige vilkår, se f.eks. www.landwege.de.


Men også bylandbrug, udviklingen af byrum, integrering af viden ved etableringen af ny hospitaler til sindslidende, jobtræning, genoptræning, repatriering af veteraner og behandling af demens kan efter vores mening styrkes med øget fokus på området.

I Danmark kan man tage en diplomuddannelse i haveterapi ved Københavns Universitets Institut for Skov og Landskab, hvor der også arbejdes med udvikling og forsøg med haveterapi i samarbejde med Kalmia stress- klinik. Men det er praktikerne, der gennem flere år har været bannerførere for Green Care. Der findes f.eks. en række mindre private/selvejende institutioner, der arbejder med mennesker med særlige behov og som anvender principperne: Hertha levefællesskab i Skanderborg Kommune er et. Pionergruppen på Kragebjerg ved Sorø et andet.

Men også det danske fængselsvæsen har aktiviteter i den retning, idet de driver nogle af landets største økolandbrug.

Efter vores mening er der brug for en dansk handlingsplan. Den politiske interesse har endnu ikke været mærkbar, men vi bør kortlægge, hvad erfaringerne fra COST 866-projektet kan komme til at betyde for landbrug, landdistrikter, landkommuner og den sociale indsats for mennesker med særlige behov.
Vi bør undersøge, hvilke initiativer, der rent faktisk falder inden for rammen i Danmark, og hvilken betydning de har haft. Samtidig bør vi sørge for at deltage i den internationale forskning på området.
Vi må høste erfaringer og udvikle pilotprojekter i Danmark.

Tilbage står, om det er muligt at finde den nødvendige politiske og økonomiske opbakning. Vi arbejder på at formidle ideen og at gøre det muligt at udføre relevant forskning på området. Som henholdsvis politiker og forsker opfordrer vi til, at der skabes rum og kapital til relevante pilotprojekter, hvor metoder kan afprøves, måles og evalueres.



Carsten Ørting Andersen er leder af det pædagogiske initiativ Pionergruppen på Kragebjerg og folketingskandidat for Radikale Venstre


Henrik Saxe er lektor på Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet og national repræsentant for EU’s COST866 netværksprojekt"

(Vi har meddelt kronikkens forfattere om vort plankeri)

søndag den 22. august 2010

Det er altsammens hippiernes skyld...

En anden måde at overbevise dansk landbrug om dets utilstrækkelighed, er at blive selvforsynende.

Stille og roligt omlægge flere og flere af dine fødevare indkøb til egen produktion. Selv bager jeg mit brød, får et par høns, krydderurterne er i haven, det samme kommer grøntsagerne, lammene købes hos naboen, gåseklubben er en realitet fra næste forår, skov og hegn deler flittigt ud af sine skatte; jo, der er mange erstatninger for at gå i supermarkedet.

Ved at se igennem denne tynde hinde af kvalitet og manipulation af vore følelser, kan vi give landbruget den opvågnen til virkeligheden, som det behøver. Og heldigvis er skindet på den opfedede gris som et subsideret landbrug er, begyndt at sprække her og der. Et par eksempler MUND-FULD er faldet over i ugens løb:

 - Månedsmagasinet "TÆNK" gør det i det seneste og kommende udgaver; sætter fokus på storindustriens kneb for at give kunderne en falsk tryghed ved det nære. F.eks hældes mælk fra samme tank på en røkke forskellige kartoner, alt efter hvilket "landmejeri" supermarkederne har i deres butikker. Hvor fake er det ikke?

 - Som del af sin succésfulde projekt "River Cottage", har Hugh Fearnley-Whittingstall etableret "Landshare", et forbindelses-website imellem mennesker der har jord og mennesker der gerne vil dyrke jord. Enkel og dermed, genial idé, som savner et sidestykke i Danmark. Med vanlig (og ærkedansk) skepsis kunne vi have vores tvivl om danskerne vill overlade dele af deres parcelhaver til andre.

- Byggeriet "VM-bjerget" giver beboerne mulighed for at udleve en lille drøm, ved at give dem ca. 100m2 have for hver lejlighed. Her kan man dyrke alskens sager i krukker og spande og modsat andet blokbyggeri, har man også, via diverse arkitektoniske krumspring, et ugeneret stykke grønt, omkranset af plantekasser, der forsynes af et centralt og genbrugsbaseret vandingsystem. Hvilke fremtidige  rigtige haveejre og -dyrkere fødes ikke ved at bebo sådanne omgivelser? Mon de vil slå sig til tåls med produkter der er "...produceret for..."?

Denne blogs forfatter tilhører generation X, vi der også kaldes for Jeg-generationen her i landet. Det var os der, da vi var teenagere og yngre voksne, ikke gad høre efter. Vi var "dovne og selvoptagne" og til denne dato hører vi stadig for ikke at have præsteret et oprør som det i 70ernes studentikose miljøer. Måske er demografien ved at være med os, måske er verden bare blevet 20 år ældre, i alle tilfælde er generationskonflikten imellem unge og gamle trådt i karakter.

Og måske skinner generation Xs oprør igennem nu, da hippierne endeligt har opgivet at forsvare idealer de forlod for endnu længere siden. Nu ser vi hvilken verden de har tænkt sig at efterlade os og vi ser hvilken løgn de har levet, mens de fortalte os at kun ved at rette ind, kunne vi leve op til dem.

Farvel hippier, tag jeres forstilte løgne og lad os være i fred, mens vi genopdager de egentlige værdier ved livet; børn, mad og glæde; helt nede i jordhøjde.
Vores oprør er et oprør imod jeres larmende og lammende selvtilstrækkelighed, der nær kvalte Jeres egne børn. Nu dyrker vi vores egne grøntsager, har høns til vore børns uddelte begejstring og vi ved hvordan man brygger godt øl. Uden at slide verden op, giver generation X hinanden glæde uden at forvente noget igen.

Stille og roligt kan vi give alle de systemer 68erne byggede op, fingeren. 68erne, der har for travlt til at besøge børnebørnene, fordi I skal holde idéen om evig ungdom i live. Vi er mere voksne end Jer, vi ser livets faser som smukke, ikke som frygtscenarier. Det oprør I troede aldrig skete, var en stille flod af selvværd, overskud og ægte autonomi fra Jeres dogmer. Vi tager den herfra, I er sat af holdet for I har aldrig været holdspillere...


Fuck you; I won´t do what you told me...

onsdag den 11. august 2010

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part I

Der er flere årsager til den for vort land, så fattige fødevarekultur; en af dem er landbrugets deroute.

I denne høsttid, er det tankevækkende at alle de store maskiner kører derude og sætter penge til. Tilsammen skylder de 13.000 fastansatte ved dansk landbrug 350 milliarder kroner. Når der så ovenikøbet produceres for kvantitet fremfor kvalitet, bliver man tavs. Og når man så ser at mange storbønder(er der efterhånden andre?) suser rundt i store firhjulstrækkere, bør man som borger spørge sig selv om hvor længe man gider at sponsorere det cikus.

Det kan hævdes at landbruget producerer det der er flest penge i; menes der dermed  flest EU-tilskud, er det korrekt. Siden indmeldelsen i EF, er det danske landbrug gået benhårdt efter at producerer så meget som muligt, for jo større tilskud og unaturligt høje afsætningspriser kunne man få. Til gavn for bonden, men til skade for forbrugeren. En forbruger, der betaler for meget i butikkerne og har alt for få produkter at vælge imellem. En forbruger der tvinges til at æde det maseproducerde slim der afspejler 95% af vort lands fødevareproduktion. Således grundlægges en fordummelse af hele befolkningens viden om fødevarer.

Tænk dig om; hvor kommer din mæk fra, dit kød? På det helt nære plan, hvor mange prodcenter af haveredskaber kan du nævne? Og når du så har nævnt de to du kender, svar så på hvorfor alle danske supermarkeder fører de samme produkter, til de samme priser? Mafia er hvad det er.
For flere fakta om dansk landbrugs aflivning af sig selv, har vi  Prof. Søren Kjeldsen-Kragh til at anskueliggøre så smukt. Artikel her og radioprogram her.

I dette indlæg skal det handle om hvordan det aktive menneske kan bidrage til et fundamental ændring af det dyrkende areals udnyttelse. Hvordan kan vi både få et naturligt drevet landbrug og få smagen tilbage på middagsbordet?

Kendskab i hverdagen. Desværre har subsidie-landbruget gjort det umuligt at få et varieret udbud af sorter, racer og produkter. Idag er det vidst sådan at der skal stå sort på kartoffelposen de første 3 uger efter høsten. Derefter kan sorterne blandes efter forgodtbefindende; hvilket totalt umliggør det at kunne vide hvor meget en Sava skal have i forhold til en Friesländer. Men efter de 3 uger er det jo også ligemeget...
Svaret ligger i en ændring af vore hverdagsvaner; mindre TV, mere havedyrkning og lignende selvforsyning. På landet og i parelhushaverne er jorden lige udenfor døren, brug den dog.
Har man politisk mod, vil man, når det kommer til forsyning af større byer, drage fordel af erfaringerne fra Detoit, hvor man omdanner kvadratkilometre af øde industri-og bolgområder, til "bybrug". Alene sidste år blev der etableret 900! køkkenhaver i byen, der har ca. 900.000 indbyggere. Det mest ambitiøse projekt har sat sig sommål at opdyrke 20 hektar; MoTown er blevet til GrowTown.

Og hvorledes griber man så disse enorme udfordringer an i DK? Man laver en kunstevent ud af det. Al mulig respekt for kongelige monogrammer af grøntsager, men det sætter tingene lidt i perspektiv. I de større byer er man åbenbart så bange for ikke at kunne bygge endnu flere dyre lejligheder, at man har glemt de borgere der allerede bor der.

Bliver byhaver og anderledes livsstil for abstrakt og giver det frygt for et kommende genvalg, kan politikerne jo se sig om i andedammen. Der går Thomas Harttung fra Årstiderne nemlig rundt og har allerede løsningen. Medstifteren af Årstiderne gjorde sig sidste år, ved den første OPUS-konference, nogle meget konkrete tanker om lokal forsyning af storbyer. Kort fortalt drejer det som om at skabe mindre enheder i landbruget, der er mere allround- og årstidsproduerende. Tjek hans slideshow fra konferencen her.

Det er muligt at opgive et subsidiestyret landbrug, der hæmmer al udvikling af vor sundhed, vor økonomi og vores fremtidige værdier. Giv jorden tilbage til folket istedet for at gældsætte endnu en generation af bønder.

More to come

lørdag den 7. august 2010

Et nyt kuld

Efterskolensæsonen åbner i de kommende dage og denne lærer er ved at skrue den opdragende attitude på. Er det virkeligt besværet værd at bare prøve at fortælle 16årige om at broccolli og purløg ikke er det samme; bare fordi de begge er grønne?

Indrømmet; det kan være en belastning at skulle gentage selv de mest basale ting igen og igen et helt skoleår igennem. Det ligger ikke til tidens unge at høre efter i timesvis, de surfer hellere porno end opskrifter på nettet og de er midt i et oprør imod alle voksne. Oveni er eleverne på vores skole hverken Guds bedste eller værste børn; de har ofte vigtigere ting end det italienske køkkens historie at bekymre sig om.

Og heri liger jo gaven for en lærer; at kunne møde eleverne dagligt uden at skulle forvente noget som helst og til stadighed blive overrasket over deres umiddelbarhed og pludselige engagement. Et engagement der året igennem modens og bliver til rutiner og selvstændige initiativer. Der vokser anvsar og overblik ret for ens øjne.Når året slutter, slippers de med en forstærket tanke om at de i alle tilfælde har prøvet at stå i et rigtigt køkken og snuset til en frisk fisk.

På et lidt bredere plan bør det dog give grund tilen seriøs overvejelse af vore værdier. Billedet af elever der ikke kender forkel på blomkål og blommer er ikke fiktivt. Det hører til undtagelsen at vi får elever der har haft deres gang i en køkkenhave eller kan splitte en kylling i 10 dele uden at væmmes.
Det er ikke hos børnene vi skal finde problemet, de er blot resultatet af de sidst 50-60 års fattiggørelse af vore fødevarer og madkultur. En kultur ikke længere oppebæres i vore hjem,men så i det mindste i madtemplerne rundt om? Disse madtempler, der optræder i magasiner og madprogrammer, må da bære faklen højt. Her kan vi vel søge til, når vor egen viden er forsvundet. Nej, faktisk medvirker retaurationsbranchen blot til derouten.Vi er dernede hvor vi endda på restauranter præsenteres for spansk fritatta og et tapaskøkken der er lukket. Måske ikke to oplagte eksempler, forklaring følger her.

Frittata er en ærke italiensk æggeret(og ikke spansk, selvom Wikipedia påstår det), men det ved alle jo ikke. Men tager man, som spisested, sig ulejligheden at ville kreere retten til betalende gæster og beskrive den på glittet papir, kunne man da i det minste sætte sig ind hvad man taler om. Eksemplet med tapaskøkkenet, der er lukket, er endnu mere graverende.
Tapas er spansk barsnack, finger food. Der er tale om meget simple retter som tortilla, steget pølse, sardiner i eddike; den slags. Fællesnævneren for disse retter er netop at de er klar til servering fra disken, gæsten udvælger sig sine favoritter, bartenderen serverer. Et tapaskøkken kan ikke lukke, for der er tale om mad der allerede ER færdig. Dette er hvad danske retauranter møder deres gæster med,; vildledning.
Udover lange ventetider, uuddannet tjenerstab og ukoordineret aflevering af maden; den slags småting. Restauranter, der burde være eksempler for deres gæster, sjofler i stedet gæsterne og får dem ovenikøbet til at betale for det.

I den nærværende sommer havde landbrugets organisationer endda den frækhed at stille forslag om at vi som stat, støttede denne gældstyngede industri økonomisk. Og det samtidgt med at den danske stat er blevet trukket for EU retten, med anklager om at yde ulovlig brakjordsstøtte for 750.000000. Magen til frækhed skal man vidst da opfinde nogle fordomme om italienere og grækere, for at matche.
Nej, det danske landbrug har satset og tabt. Masseprodution er ikke rentabelt i et land af Danmarks størrelse og bør snarest afvikles til fordel for økologisk drift. Med landbrugets grådighed og mangel på vilje til at involvere det omgivende samfund, har det tabt. 3%, det er den dels landbrugets arbejden sjæle har iden samlede arbejdsstyrke. I det værst "udkantsramte" kommuner, er landbruget det dominerende arbejdsområde. selve skabelsen af vor føde er distanceret i en grad der aldrig er set før.


Enden er nær og derfor liger svaret også ligefor; vi må bryde denne dødsspiral for den danske madkultur ved at opfinde den igen. Vi importerer fødevarer som aldrig før, vi spiser færdigtilberedt mad som aldrig før, vi lyver os økologiske og køber industrikyllinger som aldrig før. Det skal vi holde op med.
Vore børn og unge har brug for voksne der viser gode eksempler, ved at tænke over dette. Som ansvarlige for os selv og vore børn, bør vi overvejer hvor mange tilfælde af allergi, diabetes og fedme vi vil finde hos vores ophav.