Rækken af dansksprogede madmagasiner stiger støt, der er madprogrammer til alle segmenter i befolkningen, nogle tager på gastro-ferier i udlandet, (hvorfor er det for resten ikke blevet kæmpestort i Danmark?) alle medier med respekt for sig selv anmelder, beskriver og behandler mad. Man skulle tro at vi, som nation, havde hjertet placeret sted imellem vores familie, vores jobs og så vores ernæring. At vi slyngede om os med egnsretter og familietraditioner om mad. Man skulle næsten tro at vi, som nation, vidste hvad vi reelt går og spiser.
Hvad vi spiser ved vi måske også, på overfladen, men det ser ikke ud til at have noget som helst at gøre med ernæring, endsige madkultur.
Et eksempel kunne være vores drikkekultur. En lang, nærmest Calvinistisk forhistorie, har gjort alkohol til et tabu i Danmark, ergo noget der er særdeles tiltrækkende. Og som alle lovbrud, kan det kun gøres i begrænset mængde og kræver en vis portion mod. Når så endelig modet er på plads, gennemføres opgaven med fuld kraft. Danskerne kan bare ikke drikke, uden at de skal helt ud i den yderste ende af hegnet, derude kaster de op og så fortsætter de gildet. Den nys overståede Distortion-festival i København er et godt eksempel på en gadefest forvandlet til drukgilde.
På samme måde blev der, indtil for få år siden, bygget luksuskøkkener over det ganske land, magasinet Gastro opstod f.eks. pga. denne nye verden af dimser og lir. Vi har været vidner til stjernekokkes mere eller mindre heldige programmer i TV, til deres mere eller mindre heldige, men altid lækkert indpakkede, bøger om emnet.
MAAAAAAAD. Vi kan ikke få nok og det må gerne set godt ud samtidigt.
Men ved vi egentligt noget om hvad der er indeni? Eller, rettere; ved vi noget om hvordan vi sætter råvarerne sammen, så vi faktisk véd hvad der er indeni? Hvordan kan vi have så mange "positive" og lærende påvirkninger om mad fra medierne, når vi alligevel spiser og køber ind som vi gør?
Lad os tage en lille citatrundtur:
” - Forbruget af dagligvarer ser ud til at være nulstillet, og samtidig har der været en stor tilgang af discountbutikker.” Bent Aarrebo Pedersen, formand for Danmarks Handelsstandsforeninger. Kristligt Dagblad 2004.
”- Folk bliver ved med at købe godt kød og lækker is - det vil de ikke undvære trods krisen, og de vil gerne signalere, at de ikke er ligeglade med, hvad de køber. Men når det kommer til de varer, som ikke står fremme i det daglige - for eksempel rengøringsmidlerne under håndvasken - så går mange konsekvent efter billigere produkter nu, end de gjorde før. Det er ikke nær så vigtigt med det eksklusive, hvis det ikke sender et stærkt signal”, Jens Juul Nielsen, Informationsdirektør, Coop. Politikken 2009
Signalværdi og discount, kombineret med total ignorence af hjemkundsskabskultur = dansk forbruger anno 2010
Som underviser for en flok 9. og 10. klasser, må det konstateres at de i hvert fald ikke ved nok. Men gjorde jeg selv det som 16årig? Helt sikkert ikke, gjorde min mor? Nej, det gjorde hun ikke. Fik jeg undervisning om mad og ernæring i skolen, har det ikke fæstet sig særligt godt. Så da jeg, som 16årig, flyttede hjemmefra, var jeg helt blank på mad. De unhe af idag er ikke bedre rustet. jeg har prøvet at tænke hele processen igennem og ser én hovedårsag til hele problemet; mangel på (ud)dannelse.
Mangel på viden hos forældrer, giver uvidende nye voksne. Mangel på undervisning i skolerne, senest har man fjernet hjemkundsskabprøven i 10. klasse, giver endnu mere uvidende unge.
Der skal skabes forbindelse imellem den unge befolkning og de fagområder der ved noget; stjernekokkene må ud i skolerne. Jamie Oliver gør det allerede, vi kan kun håbe på at det vil ske i Danmark.
Det der skal ske, er en revolution af ernæring og måltidskultur, intet mindre. Vi må mase de unges og børnenes næser ned i hyldeblomsterne, vise dem forskellen på lam og kylling; gøre dette område "mad" til en så væsentlig del af deres intellekt, som det er af deres krop.
Lige nu står vi et sted hvor mad er lig med selvpineri, narkomani, askese og dårligt indhold for rigtigt, rigtigt mange unge. Dem, der faktisk står til at få et kortere liv end deres forældre, hvis ikke de har råd til at blívere repareret for deres livsstilssygdomme.
Mere om dette altafgørende emne senere; indtil da; læs dette fra Ugebrevet Mandagmorgen, hvor bla. Arne Astrup fortæller om OPUS, BO Jacobsen om sund fornuft og uddannelse og Forbruger Rådets Rasmus Kjelddal om offentlige initiativer der bør tages i kampen imod kommercielle interessers devaluering af vores fødevare.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar