søndag den 23. maj 2010

Citta Slow Svendborg er Frankensteins monster

Atter har de gode kræfter bag Kulinarisk Sydfyn(KS) gjort det. Løftet fanen for regionale fødevarer, dejligt at se engagementet, ærgerligt at det kun var de gamle der mødte op, for slet ikke at tale om Citta Slow Svendborgs totale fravær.

Dette indlæg er en hyldest til idealismen og et opråb om indsats fra rette sted; nemlig Citta Slow Svendborg.
Forårsmarkedet for Sydfyn; en lille opvarmning til Danmarks største og bedste fødevare marked; ”Kulinarisk Sydfyn”, blev afholdt denne pinse. Midt i Svendborg havde KS arrangeret 4 timers summen omkring boderne. Senere ville der være korsang og et særdeles flot menuoplæg med områdets og årstidens bedste råvarer. Der var ost og engelsk cider fra det mest innovative mejeri/bryggeri i kommunen, vinbønder fra Skårupøre, Øl fra Ærø, Grand Cru æblemost fra Strynø, Gårdbutikker fra Høkilde og Hellevgård, brændevin fra Skårup, der var sikkert nogle vi glemte, men opremsningen her giver et godt billede af hvem der trodsede et par regndråber og mødte op med deres bedste.

Vi kiggede dog længe efter børnefamilierne og de unge, hvor var de henne? De havde sikkert travlt med andet, sådan en lørdag formiddag. Men så er de vel der som kunder på hverdagene?
Heller ikke. Det er sølvrævene fra ´68 der støtter op om KS og det har de det sikkert helt fint med. Dette rødvinssegment med deres tid og økonomi på det tørre, har nok brug for at støtte livet af med lidt luksus. For luksus er hvad regionale fødevarer er i dag.
Vi har brug for børnene, børnefamilierne og ungdommen, de handicappede og de mærkelige. Vi skal trække alle aldersgrupper og socialklasser ind i dette. Hvis regionale fødevarer skal fange an, som hos forbillederne Frankrig og Italien, skal der helt andre takter til. Lige nu er de nævnte producenter glade idealister og holder nok forretningen kørende med at være gavekurvsindpakkere for pensionisterne.

Men vi skal længere ind.
Vi må gøre det til et mål at folket, høj som lav, søger imod vejboderne og de små forretninger frem for supermarkederne. Supermarkederne, disse haller af konsum og ingen sjæl, dem er MUND-FULD bestemt ikke glad for; vi kommer der, men ikke gerne. Et af problemerne for os og mange, rigtigt mange, er økonomien. Vi har ikke råd til at købe koldpresset solsikkeolie til hverdag.
Vi spiser alle og derfor er folk som regel også interesserede i hvad de spiser. Dette ”folk” skal ville det lokale, de skal vide hvilken årstid vi har og råvarerne skal være til at betale. Og når de så ikke er til at betale, skal vi måske begynde at overveje hvad regional autencitet også kan være. Er det muligt at vi er på sporet end andet end en tilfældig æblemost? Kan det være at et lokalt dyrket jordbær blot er ét af mange udtryk for glæden ved at bo et sted?


Så altså, vi har KS, der yder alt hvad de kan for lokalt producerede fødevarer. Som danner spydspids for Citta Slow tanken i Svendborg. Vi har en stor del af kommunens befolkning der ikke magter at svinge sig op til bedre kvalitet, på mange planer. Og midt i det hele sidder Citta Slow Svendborg. Her er redskabet til at spænde over hele feltet, at gøre alle i kommunen til del af projektet. For Citta Slow er jo andet end mad. Det er arkitektur, poesi, ro, plads m. m.

Det har da heller ikke skortet på initiativer fra Citta Slow Svendborg. Her er et udpluk:

• Plan09-eksempelprojektet er nu afsluttet. Projektet er evalueret og de væsentligste erfaringer er opsamlet. "Planafdelingens refleksioner"
• 12 forskere inden for kultur og byplanlægning og en Cittaslow-kok har i forlængelse af projektets  forskersymposium bidraget til antologien "Cittaslow – byudvikling med udsyn og omtanke?"
• Cittaslow-hjulet
• Planmesse09
• Cittaslow-Stafetten nu er blevet til en handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune
• Symposium om bykvalitet og livskvalitet
• Rejser til norske og svenske Citta Slow byer

Der er virkeligt blevet arbejdet:
Bag lukkede døre, i lukkede miljøer. Hvor er den folkelige forankring i noget af det ovenstående? Hvor tages der ægte og åbne initiativer til noget som helst? Snak, møder, ekstern forskning, udlandsrejser, messedeltagelser. Intet andet end varm luft for den almindelige borger. Den borger som bør støttes og engageres til et liv i en Citta Slow. Alene dette citat fra udgivelsen af ovennævnte antologi giver jo krampelatter;
” Kulturforsker Johannes Nørregaard Frandsen giver den nye Cittaslow-bog et par hurtige ord med på vejen”

Et par ”hurtige ord”? Hold nu op, det grænser da til blasfemi og viser med al tydelighed hvor fjernt Citta Slow Svendborg er fra at vide hvad de laver. Skal vi virkelig, efter alt det arbejde der er foretaget, til at råbe som den lille dreng; ”I har jo ikke noget tøj på”? Skal vi virkelig fortælle jer om det italienske udtryk ”Il bel far niente”(skønheden ved at gøre ingenting), som er én af de helt basale tanker bag Citta Slow?
Slow Food tager sit udgangspunkt i Italien, Citta Slow Svendborg blev startet af engagerede madmennesker, der, på eget initiativ, rejste af sted og så dette under af en livsanskuelse. Nu er denne drøm og dette stykke visionsarbejde, blevet gjort til bureaukrati og rygklapperi i en meget snæver kreds af mennesker.


I det værste scenarie har alt dette ”forarbejde” og planlæggeri ødelagt ikke alene ånden om en Citta Slow, men også udnævnt en masse skrankepaver og konsulenter til Kloge Åger på borgernes vegne. De borgere der må være start- og slutmålet for hele projektet, er blevet koblet af.
Vi nærmer os skandaleniveauet, når man bruger mange, mange penge på ordflom og så ikke engang magter at sende et par mand til at hjælpe med opsætning af pavilloner til KS´ Forårsmarked. Det vil vi gerne sætte en fed streg under med endnu et citat fra Citta Slow Svendborgs handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune:
”.. Udfordringen er her dels at rette fokus på livet og omgivelserne frem for planjura og regulerende bestemmelse.”


Tillykke; det er lykkedes at gøre præcis det modsatte.

torsdag den 20. maj 2010

Også mig ha´ madprogram



Det synes som om amatørerne har overtaget madprogrammerne i disse tider og derfor vil MUND-FULD gerne hér give vort bud på godt TV med mad.

·         vi skal ikke stå i et studie
·         vi skal ikke have faste sendetider
·         værten er ikke nødvendigvis den der laver maden

Men hvad kræver det mon at have sit eget show om mad på TV? Hvilke talenter er der brug for i dagens Danmark for at formidle sundhed, glæde, viden og drømme om mad? Tilsyneladende ikke særligt mange og det er MUND-FULD naturligvis helt med på, for så ER der jo også plads til os.

Lad os se på udbuddet anno maj 2010.

”Spise med Price” f. eks er populært.  2 middelsvært til svært overvægtige brødre bryder konventionerne og laver en række temaprogrammer, med ”rigeligt smør”. Underholdene og med tilpas stor udenomssnak til at vi får det hele med. Tilsyneladende er det røget hen over de to brødres hoveder at andre mennesker ikke har økonomi eller tid til at eftergøre løjerne, hvilket vidst heller ikke er meningen. Mandemad med gadets og indforstået humor.

”Helvedes Køkken” sendes for tiden umiddelbart lige efter brødrene Price og giver et godt billede af det præcist modsatte. Godt nok er deltagere i dette ”X-factor for kitchenhands” ikke amatører, men de opfører sig sådan. MUND-FULD hører at værten på programmet skulle være en helt fin fyr, det passer nok, da han udfylder rollen som Danmarks Gordon Ramsey meget dårligt.  Maden ser vi ikke meget til, den er for det meste vidst også både kold og rå.

”4-stjerners middag” har vi aldrig set, men er det ikke 5 stjerner der er det bedste? Kendte laver mad til andre kendte, det er sikkert hyggeren for dem.

”AnneMad i Spanien” det kan vi ikke lide. Indrømmet, vi er misundelige. Misundelige og sure. For tilsyneladende er det kvalitetsfjernsyn at sende en kvinde, hvis højeste superlativ er ”mums”, af sted for at lave tomatbrød og dybtstegt aubergine.  For sulan, det kan jeg sgu´ også og jeg ville endda bestræbe mig på at lave spansk mad…

”Camillas Sorte Gryde” eller sådan noget. Hun er en kapacitet, men skal vidst ikke undervise i hverken hygiejne eller mængdeudmåling. Hun er med til at trække danskerne ud i verden og vi takker hende for det. Med årene er hun blevet lidt indforstået med sig selv, det er helt i orden, bare du ikke laver saltsyltede citroner nogensinde igen.


Tilbage til vores egen drøm og et tv-program.
Som nævnt ville der ikke være faste sendetider, for det hele ville foregå på vores eget spisested, fastmonterede kameraer overalt i biksen, kamerafolk på til udvalgte situationer som udskæring af fisk, vigtigheden af et rent køkken, pausesnak ude bagved, action ved klappen midt i fredagsservice, diskussioner med leverandører kl. 4 om morgenen. Den slags.
Til dette ville det jo kræve mere end bare én vært, men en restauration har jo også snildt 10-15 mennesker ansat. Alle med deres stilling, deres tid på stedet og helt sikkert med noget at bidrage med; for giver vi det tid, har alle noget fornuftigt at sige, noget vi andre kan blive klogere af.

Seere/gæster ville kunne komme på, give deres besyv, deres spørgsmål og frustrationer over madens tilstand i kongeriget. Vi ville invitere madproducenter, importører af øl, den lokale shawarma-kurder; høre deres tanker. Gå på indkøb med Fru Olsen, køre i kødbyen og hurtigt hjem igen, køre til basar vest og bliver der længe. Tage tiden til snakken og medfølgende udenomssnak.

Dette dagligliv på et spisested ville indeholde alle de nødvendige facetter til godt fjernsyn om mad.
Det ville være ægte og uden unødvendigt fyld som voice overs, medvirkende kameramænd og –stemmer, der lige skal have stoppet noget mad i munden, sådan ”bag om kameraet”.
Vi slipper også for opskrifter og bogen, der normalt følger madprogrammer. Dette er den rigtige verden; vi kopierer alt det vi kan og vil du i øvrigt se hvordan mad rent faktisk laves, må du se hen over skulderen; ikke have metoderne ligge og ligne et pornoblad, sådan ”tilfældigt” på køkkenbordet i hardcover.

En dag er ikke engang dette program spænende mere, men det er helt ok. Vi piller bare kameraerne ned og fortsætter vores job; det var hyggeligt at have jer på besøg.

mandag den 10. maj 2010

Øl i Kjøvenhavnstrup

Den bærer præg af det notesbogen, den er blevet fyldt med små ord om store øl og er næsten ved at briste. I sidste uge var der ikke alene én af de bedste festivaler udi øl nogensinde. Der var gudødemig også åbning af en bar der vil trække København op i verdensligaen om øl på barer. Og MUND-FULD var med til begge begivenheder, så længe vi kunne holde til det.


Først åbning af Mikkeller Bar, for hvordan kan en ølbar komme i verdensklasse? Muligvis når manden bag er brygger af noget af det mest eksperimenterende øl i verden. Muligvis når han har kontakter til nærmest samtlige af de ledende andre bryggerier rundt om i verden. Og muligvis, når der til åbningen alene, er brygget i omegnen af 28 nye humleperler.

Ved at tilbyde sig som toiletafvasker og flaskedreng, var Vi med et par timer før åbningen og det er en ren fornøjelse at skulle have problemer som hvilken hane DarkLord´en nu kom ud af og hvor man dog skulle stille fadene med Cantillon Rosé De Gambrinus samt kasserne fra De Dolle, Brewdog, Jolly Pumkin, Dubuisson og De Molen. Lysene blev tændt i vinduet og ind væltede menigheden, der følgende brugte timer på at gå ind ad den ene dør, få en øl og så gå ud på gaden igen. Så mange var vi. Det var koldt, men holdt man ud, blev det ene vidunderlige fluidum, efter det andet sat på hanerne. At beskrive Mikkels brygarbejde, ville være som at beskrive et bøgeblad; enkel idé, genial udførelse. Vel at mærke i hvert eneste lancerede bryg. Vi ønsker stedet alt muligt godt fremover.



Ølfestival 2010, hvordan manøvrerer man imellem mange tusinde øl, til en festival?

Man laver, for første gang, sig en liste. Hvorefter man slet ikke holder sig til den og bruger mere tid på at møde nye og gamle ølbekendte, end at smage sig rundt på standene. Så´n var den festival og det var fantastisk. Af guddommelige veje, var der også et udstillerarmbånd til Os og vi kunne derfor være i Tap 1, når der ikke var totalt overrendt.

Vi missede alt for meget; Raasted, et par spændende fra Det Belgiske Hus og alle specials omlørdagen. Der var også en bock fra Thisted, vi ville have haft med, samt en 17-18 stykker fra Mikkeller. Men det gør ingenting, når det der så blev smagt, var enormt.

Hvordan man hos Revelation Cat får den vanvittige idé at tørhumle lambik, ligger over Vor forstand, men når resultatet bliver det bedste læskende, friskfyragtige sure øl ever, er det bare helt i orden. Brewdog er, som Mikkeller(Texas Ranger, jo tak), et bryghus, der gerne skyder gråspurve med kanoner og de skuffede heller ikke.
De danske bryghuse var tilstede i stor stil. Carlsberg eksilerede i at servere verdens dyreste øl, der mest af alt mindede af en klar sukkerlage. Horn Beer havde også været eksperimenterende og produceret en vildgæret væske der smagte af rådden, røget bacon, jo, øl er ikke bare øl mere. Heller ikke hos Aarhus Bryghus, der lagde op til lækkerier med en eisbock, der viste sig at smage af brun, flad cola; æv.

Blandt de mere behagelige oplevelser, skal helt sikkert nævnes Croocket Moon, der havde en røget porter, der må have været blevet til ved salg af bryggerens sjæl til djævelen. Hos Nørrebro Bryghus fik vi nasset Os til så meget godt fra de 20 haner, at det ikke var til at forlade standen før længe efter lukketid. Viking Oud Bruin, Blonden fra Ardennerne og Fanø´s Rav, samt Grassroots DIIPA var lige i skabet. Lund Teknik gav leverpostejsmadder og smagsprøver på en ESB og en Wit, der var 17 dage gamle og smagte af meget mere. Vidste Vi mere om brygning, kunne vi have fulgt mere med i den tekniske forklaring af dét lille mirakel. Herslev havde lave en aspargesøl, den var sgu´ også god; Vi så hvide fisk, nye kartofler, flere asparges, ramsløg og rabarber for det indre blik, mens øllet gled ned. På madsiden er Djævlebrygs Mareridt, med dens syrlige og røgede form, også spænende, Vi tænker sildebord og røget makrel.

Svaneke, der skal Vi dælmig på tur til en gang, snart. Når man er tørstig i tyskland, drikker man Kellerbier og Høtyven fra det bornholmske var ikke til at tage fejl af, for sulen den smagte af sommer. Navnene begyndte at blive svære at udtale, lyset til tider skarpt og der blev taget fotos med bananer under næsen; en ølfestival byder på andet end humle, vand, gær og malt. Der er mere, men det gemmer vi her i notesbogen; eller også er det bare for svært at læse...