tirsdag den 23. februar 2010

Hvor ligger Citta Slow?

Er det ikke lidt symptomatisk at Svendborg ikke nævnes med en stavelse, når man læser ”mad og venners feature" om Slow Food bevægelsen? Kunne Citta Slow Svendborg blive mere usynligt end det er nu, hvor uenigheder om hvem der må have den orange snegl på sin bil, har cirkuleret i snart 2 år på de kommunale gange? Skal Svendborg overhovedet kunne se sig selv i spejlet, må der snart ske noget.
PÅ MUND-FULD tror vi på en strålende fremtid for hele Sydfyn som region, men kræver at nogle mennesker på ledende poster samler battet op og smasker til bolden.
Først; dette skal ikke være en hacceleren over Svendborg Kommunes fraværende brug af et certifikat fra en italiensk forening, der er mere vigtige emner at tage fat på end en række dogmatiske(læs; fanatiske) regler for drift af et bysamfund.
Lad os blot illustrere dette ved at konstaterer at den ledende medarbejder for Citta Slow Svendborg, har været sygemeldt i mange måneder nu, angiveligt pga. stress. Need we say more? Denne personlige katastrofe, fortæller et og andet om Svendborgs mangelfulde ambitioner i det hele taget.

Så hvad gør man så? Citta Slow er en god idé, på MUND-FULD tilslutter vi os fuldstændigt alle aspekter om en by med borgerens liv og nærværd i centrum. Den ro og sikkerhed en lokal forankring skaber, vil åbne en person eller en by op imod verden omkring den. I den robusthed man finder hos italieneren, ligger også gæstfriheden og interessen for det fremmede. Det kan vi lære meget af i det kolde nord.
Svendborg og Sydfyn er ikke København og i et land af Danmarks størrelse betyder det ”provins”. Vi har nemlig kun plads til én stor by med landets befolkningstal. Når vi så er kommet os over at være udenfor landets største antal kebabjoints og værste luftforurening, kan vi tørre øjnene og se på hvad vi ellers kan. Dette ”ellers” vil være vores redning. Vi giver lige to spalters plads til dem der allerede nu er blevet bange og gerne vil ind til S-toget og Hvidovrecentret


…så skulle de være smuttet og vi kan se på Sydfyns muligheder som region.
To ting flader en tilflytter i øjnene, rent historisk. Færgerne(skibene) og Frugten. Både ind og ud af havnene langs hele sydkysten, masser af øer, masser af liv sommeren igennem, en del beskæftigelse for byerne. Frugtkurven, hele Danmarks Frugtkurv, er til dels blevet solgt til EUmidler, men landskabet og stædige avlere, begge dele er stadig derude. Det burde de forskes mere i.
Vi kunne gøre hele regionen til et fødevaremekka af de helt store. Det var alligevel Kulinarisk Sydfyn, landets største fødevaremesse, der bag byens ansøgning til Citta Slow igennem. (regionale) Fødevarer som produktion, uddannelse, salg, turisme, bæredygtig livsførelse; det er lige til højrebenet. I stedet fremhæves ”guidede byvandringer, Qi Gong i Krøyers Have, Tankestationer rundt i Svendborg, marked i Maritimt Center, interaktiv blog på Harders” som eksempler på fremsynetheden fra kommunen. Med undtagelse af Tankestationerne, er dette jo gamle tiltag, der intet har at gøre med en deltagelse i Slow Food bevægelsen.
Jesus, man glemmer endda det eneste interessanteste indslag man deltog i som Citta Slow; litteraturfestivalen ”Ordskælv”, hvorom man frygter at det var en enlig svale.

Et skridt tilbage og lidt klipperi fra verden udenfor torvepladsen(hvor Farmers Market, er så godt som dødt, hvad skete der lige dér?)
Klitmøller er en lille vestjysk by, der nu i over 20 år har overlevet som samfund, fordi en tysk surfer kunne lide bølgerne derude. Heldigt, for de sidst fiskere havde lige forladt stedet, der så kunne rådne stille op. Nu vokser byen stadig og de seneste tilflyttere er ikke engang surfere, men bare yngre mennesker med lyst til livet deroppe. Pernille Stensgaard skrev d. 22. januar i Weekendavisen om udkantsområdernes overlevelse i Sverige. Ja, Svendborg og Sydfyn er et udkantsområde, jf. den tidlige tese om at vi kun kan have én stor by i DK. Tillad os at sakse i hendes slutning, selvom hun faktisk nævner Svendborg ved navn i sin artikel, og drage samme slutning;
”…det er netop den tråd, der løber igennem den udenlandske inspiration til danske yderkanter: De fleste folk er kun på gennemrejse i de tyndt befolkede egne. Det gælder om at slå kloen i dem ved at tilbyde den glæde og fornøjelser. Giv dem gamle østtyske godser eller svenske bondeslotte at sove i. Giv dem store bølger. Giv dem markeder og brugskunst. Giv dem temabyer – med bøger, kunst, mad, stilhed. Giv dem luksus (og/) eller ensomhed. De har ikke tænkt sig at blive rigtigt.”

Svendborg og dermed Sydfyn, kunne gøre dette. Vi har allerede fødevaremarkedet, vi har små produktionsvirksomheder, vi er Citta Slow, for crying out loud. Kom nu i hug, politikere, tag nogle seriøse og grundlæggende beslutninger om vor områdes fremtid. Sats alt på maden, vi er så godt i gang. Skab gourmetrejser og uddannelse af alle skoleelever udi madkunstskaber. Giv små fødevareproducenter ekstra gode forhold, få det Farmers Market til at virke. Gør dog alvor ud af at give borgerne fri til…………………………nå for pokker, der fandt jeg lige teksten om ”Ordskælv” i Kommunens 2009 plan. Jamen, så er alt jo fint, det er jo beskrevet og alting.

Nej, det er ikke. Svendborg kommune har gjort Citta Slow til bureaukraterne på rådhusets projekt, med deres borgergrupper og alenlange hensigtserkæringer. Der er gjort meget lidt for at ligge initiativet ud til befolkningen. Initiativ er at give fri, ikke plastre hjemmesider til med smukke ord.

Lad os holde her, bare et enkelt og tyvstjålet eksempel på hvor enkelt en folkeliggørelse kan være. En folkeliggørelse der er alfa og omega for en overlevelse af Svendborg som Citta Slow, eller i det hele taget som et levende sted at bebo.
Tysk kunstner planter, i samarbejde med bystyre, ét egetræ. Ved siden af egetræet ligges 999 stykker egetræ. Hver borger der ønsker det, kan tage så mange træstykker hun ønsker og få dem vekslet på kommunens genbrugsplads til lige så mange små nye egetræer. Vedkommende kan så tage træerne med hjem og plante dem i haven. I løbet af meget kort tid er alle stykkerne væk og rundt om i byen, er der plantet 999 små historier om drømme om en grønnere by. En meget effektiv, til og med billig, inddragelse.

Politikere, det er ved at være sidste chance; giv Citta Slow tilbage til folket. Og tjek så den her side; www.mulighedernesland.dk

lørdag den 13. februar 2010

Skolernes helt egen fugl Fønix




På Husholdningsskolerne af 2010 er det ikke frikadeller der vendes i luften, det er livssituationer. En stor del af elevgruppen er socialt belastede og med skolernes hjælp, kan de unge få dannelse og motivation til at starte en ændring af et fortsat liv som socialt udsat. ”Husholdning” er blevet til basal undervisning i hygiejne, boforhold og ernæring. Ser man sig lidt omkring, er dette emner en endnu større del af befolkningen ville kunne drage nytte af, men lad os holde os til landets sidste 14-15 husholdningsskoler.

Iflg. Forskningscentret for forebyggelse og sundhed(FCFS)(Nyt om forebyggelse; feb. 2010), kan det konstateres at sundhed og social klasse hører tæt sammen. Fysiologisk og socialt er børn fra ringe kår udsat for flere usunde påvirkninger under graviditeten, usikre opvækstvilkår, en ustabil skolegang, kriminelle ricisi og en seriøs dårlig livsstil. Hele deres liv kan disse mennesker risikerer at ligge samfundet til last. I et land, hvor der stadigt bliver længere imellem indkomst- og uddannelsesgrupperne, er det nødvendigt at satse på dette område, for at undgå en alvorlig social marginalisering, der igen kan ende med asocial adfærd klasserne imellem.
For en del af Husholdningsskolerne i dag, er det netop de udsatte, de tilsidesatte der udgør elevgrundlaget. Det er længe siden skolerne var udklækningsanstalter for fremtidige husmødre, i dag står arbejdet på almindelig skoleuddannelse og, i særdeleshed, skoling i at kunne styre egen rede. Rengøring, madlavning, ansvarsfølelse, og samarbejde, er dagens program.
I dette arbejde er det fortrøstende at vide at det faktisk kan gøre en forskel. For selvom socialt udsatte starter med minus på livets store konto, kan undersøgelsen ”Inter99” fra FCFS konstatere at der ikke sammenhæng imellem motivationen til at leve et sundere liv og social gruppe. I undersøgelsen bliver der gjort op med myten om at de socioøkonomiske nederste grupper ikke er motiverede for en sundere livsstil. Motivationen er lige høj i alle grupper og det er de helt almindelige menneskelige håb om et bedre helbred der er på spil. Alt hvad der skal til er hjælp; hjælp som højere uddannede i en vis grad, er i stand til at kunne give sig selv via betalt træning eller oplysning. For andre er der brug for udefrakommende motivation.
Enter Husholdningsskolerne.

Desværre opleves livet som Husholdningsskole, som værende ret del udsat i disse dage. Det gamle grundlag for skolerne er ved at skride bort, skolerne søger i forskellige retninger for at udvikle sig og den landspolitiske støtte kan der ses langt efter. Særligt når den siddende regering nærmest får produceret undersøgelser om folkesundheden der passer i deres eget kram, i stedet for at ville folkets bedste. Desværre for regeringen, blev Sundhedsstyrelsens fejlagtige undersøgelser, med en overvægt af højtuddannede svarpersoner, opdaget af regeringens egen Forebyggelseskommision. Samme kommission foreslår samtidigt at man bruger alle forhåndenværende værktøjer i arbejdet for at øge den samlede befolknings sundhed, særligt de svageste grupper iblandt os.
Enter Husholdningsskolerne.

Både kommissionen og Inter99 er enige om at for socialt- og økonomisk udsatte er redskaber som priser, tilgængelighed, reklamer OG motivation meget vigtige. Inter99 foreslår yderligere, da mænd udgør en stor del af de mest udsatte, at der skal helt nye værktøjer i brug. (yngre)Mænd lader sig ikke motiverer af fesne grøntsager eller trusler om et kort liv. I stedet kunne man forestille sig at parametre som konkurrencemomentet, samarbejdet, præstation vil være motiverende.
Enter husholdningsskolerne.

Der er allerede i dag, engagerede og vidende lærerkollegier på Husholdningsskolerne. De gamle dyder som værelsesorden og en god frikadellefars, går hånd i hånd med uddannelsesvejledning og positiv voksenkontakt. Med få greb kan skolerne skærpes yderligere ved at fokuserer på udannelsesområder som plejerfag, produktionsfag og servicefag, alle områder, hvor vi i fremtiden vil få brug for alle hænder.
For MUND-FULDs egen del, så vi gerne et arbejde imod introduktive kurser i bæredygtige produktionsfag, havebrug og madlavning for større grupper. At introducere omtanke for miljø og nærhed i form af besøg til lokale procenter, giver disse elver et første indtryk af helhed og bevidsthed om sammenhæng. For nogle elever vil det være første gang.

At gøre socialt udsatte unge til gode samfundsborgere er ikke gjort med et ophold på skolerne, men det kan være forskellen for mange.