torsdag den 30. december 2010

Årets eneste opskrift; en revolution i det nordiske køkken

Morgener + børn + rester = havregrødsklatkager.

De udrydder den der klat, der altid ligger tilbage og der er væsentlig flere fibre i end den udbankede version med risengrød.

Velbekomme, godt nytår og kom så ikke og sig at denne blog aldrig har givet dig en opskrift; ligesom en rigtig madblog gør.

søndag den 26. december 2010

Rengøring og madlavning - keep it simple

Keep it simple.
Måske ikke det, der bliver tilberedt i køkkenet, men måske mere alt det udenom. Færre dimser = mindre rengøring.

Efter at have haft et projekt "rengør oven" det meste af dagen, har tankerne snoret sig omkring alle de herlige kogebøger og, særligt, køkkenapperaturer, der må have ligget under træerne i juledagene og hvor meget der egentligt er brug for dem.

I disse tider, hvor madspild er det nye sort, må man vel kunne udvide horisonten lidt og se efter andet der måske ikke lige er så forbandet vigtigt at have i et køkken. Flere vil her ophøre med at læse videre, fordi deres lyst til at omgive sig med apperater og værktøj, er en stor del af deres køkkenliv. Bliv lige lidt.

For som altid, når noget skal sælges, må der en præmie/lokkemad/fordel på bordet. I dette tilfælde kan der lokkes med...mindre rengøring...

Tænk det igennem og se om ikke du kan nikke genkendende til den følge liste af hvad du virkelig har brug for i dit køkken.

Rengøringsmidler:
Eddike
Brun sæbe
Soda

Denne hellige treenighed bruges i nævnte rækkefølge og kan du ikke rengøre dit emne med dem, er det på tide at overveje at smide det ud og lære at behandle dine ting pænere.

Køkkenværktøj; skal en kniv virkeligt koste 3-4000 kroner, før du er tilfreds? I tilfælde af at det er en nødvendighed, er en kort liste over værktøj vel endnu mere vigtig.

Dette er hvad du har brug for:
Ovn & komfur til gas, for din egen og miljøets skyld.
3 skåle; 2 5-liters, 1 1½-liters
2 træskærebrædder , fordi løg er en pain, når du skærer banan eller ananas på det samme bræt og fordi træ er antiseptisk
1 urtekniv
1 kokkekniv
1 tyndskræller
1 slibesten
1 strygestål
1 grydeske i træ
1 paletkniv i træ
1 piskeris
1 rivejern(mandoliner er et helvede at rengøre og du kan godt skære tyndt med en kniv)
1 stegepandei smedejern
1 kasserolle, 1,25-liters
3 gryder; 2 5-liters, 1 2-liters

Ovenstående ville være lir for den mand, du i sommers købte dit livs bedste curry af i Indien, men for os amatører, er det must-haves. Alt ud over dette, ER lir.

Lir er OK, jeg kunne nok ikke få det til at spille uden røremaskine og blender. Og så længe det er kvalitet der købes, kan maskinerne jo gå i arv.

Der er også en anden ting, der spiller ind. Hvor meget vil du lave selv?
Vil du lave dine egne pølser? Din egen rullepølse? Skal der store lerkrukker til, så surkålen er hjemme? Muffinsforme er vidst et must i alle køkkener dominerede af kvinder i dette halvår.

Du sætter selv standarden for hvor meget gear du har brug for, men de to ovenstående lister, er vitterligt alt du behøver.

Godt nytår til alle.

onsdag den 15. december 2010

Tak skal du have, Claus - en gennemkigning af "almanak"

Det tog mig et stykke tid at ryge med på hypen, men nu ligger den på køkkenbordet, "almanak" af Claus Meyer. Der er en eneste grund til at den bog er blevet et instant hit hos denne husholdning og det er dens evne til at samle de sidste 15 års nye danske køkkenkultur i et brugbart værktøj for den almindelige, flade dansker.

Sølle 696 sider, mere skulle Claus Meyer og Mikkel Karstad ikke bruge for at lave dette landemærke af en fortælling om det nye årtusindes køkken i Danmark. Med sine ca 25x30cm, er der tale om en stor bog, i bogstaveligste forstand. Og med et gennemført grafisk forlæg, er hvert opslag en fornøjelse at gennemse. Fornøjelsen har helt været på grafikerne side, man har endda haft overskud til at nævne de brugte skrifttyper i kolofonen, en skik, der bruges alt for lidt nu om dage. (Hvilket kan undre, når nu der aldrig har været så mange skrifttyper til rådighed, som nu.) Selve designet forholder sig klogt i forhold til Hr. Meyers sædvane for klare, barnlige farver og forkærlighed for klodsede skriftsnitsvalg. Det er et rent design, der giver overblik og flow hele vejen igennem; der er stop med helsides billeder lige præcis hver gang man er ved at gå død på den lange, lange opremsning af opskrifter.

Indholdsmæssigt har Hr. Meyer allerede i forordet gjort det klart for læseren at dette ikke er en lærebog, men et opslagsværk. Han tager også fornuftig afstand til faren for at falde ned i den fanatiske Nyt Nordisk Køkken Sekt, med dens strandurter og selvplukkeri. Han antyder blot værdien ved alt det nære og giver den så gas i opskrifterne og de tilhørende  beskrivelser af enkelte råvarer. På den måde synes jeg at han kommer fint fri af den kritik, der må komme af dette propogandaværk om gammelkendte tilberedelsesformer, ny-holistisk tankegang og hverdags-Noma.

I skrivende stund er der ikke blevet produceret én eneste ret fra værket  her i huset, fatisk hænger plastikstanken af indpakningen stadig over bogen. Og selvom den ikke passer ned i bogholderen på køkkenordet, skal de nok få sin del af pletter og slagmærker; den her er røget ind i top 5, når det kommer til brugbare opskriftbøger i MUND-FULDs samling allerede.

Er det det så de mange opskrifter til hver eneste dag,der gør den til en vinder? Er det årstidskonceptet eller det nordiske islæt? Kan det være at det er fordi det er min generations mest fremsynede madtænker, der er forfatter, kunne det være de mange flotte fotos? De mange kvalificerede konsulenter så?  Er det så det faktum at bogen ser ud til at ligge under ca. 1,3millioner juletræer og dermed bliver et madkulturelt fremstød, ikke set før i Danmark? Eller snobeffekten ved at der også er en "almanak"butik?

Nej og særligt ikke det sidste. Bare tanken om at det københavnske østerbro-segment (endnu engang) skal komme stryende ud af den forretning og fortælle os andre, bonderøvene og de andre tabere, at korn og køer der har gået på saltenge, har en helt særegen smag, giver mig smag af opkast i munden. Vi ved det, venner og imodsætning til Jer, lever vi med det hver dag, fordi vi ikke har bosat os i asfaltjunglens fattigdom af et metrobyggeri. Jeg har plukket slåen hvert år i 20 år nu(næsten), og det gøres i oktober og så fryser man bærrene ned. At der d.d. på almanaksitet fortælles om slåen, må være en joke, solsorten var der for to måneder siden, tro mig.

Nej, det er ikke samtaler med Hella Joof i Meyers Deli, der får denne pen til at svinge sig i lieanerne af glæde over "almanak". Det er maden. Solid, let tilgængelig og sund mad i lange baner. Og anrettet som i bogen; med let hånd og udsyn til alle råvarer.

Tak skal du have, Claus.

torsdag den 25. november 2010

MadX; vi kræver at der ruller hoveder og ikke bare dem af kål

Med en langtrukken og pinligt amatøragtig, til og med, forsinket proces, er det så besluttet at et statsligt udviklingscenter for madkulturen i Danmark, skal ligge mest i Roskilde, og en lille smule i Hirtshals og Odense.

Det skorter ikke på fine hensigtserklæringer om et kommende madeksperimentarium, MadX, i den afleverede rapport. Man udråber det, kort sagt, til epicentret for europæisk madformidling per se. Flotte ord, som, hvis man bare moderat interesserer sig for danskens madkultur, kan bruge en rum tid på at funderer over.

Men her skal det dreje sig om det faktum at MadX er bestemt til at ligge i Roskilde, Hirtshals og Odense..............det var Roskilde, Hirtshals og Odense........



Nå, undskyld; jeg sad hensunken i en sær tomhed.


Hvorfor, spørger man? Jo, nærmest på dagen for offentligørelsen, erkender Fødevareministeren følgende:
"I bagklogskabens klare lys burde vi i stedet for selv at pege på, hvem vi troede kunne være aktuelle at snakke med, have kastet det op i luften fra start med klare kriterier, så folk kunne have meldt ind." (fra Altinget.dk)

Ministeren vedkender blankt at der er gået nepotisme i hele historien og at, hvis han dog bare kunne. ville gøre det om. Hvis han dog bare kunne, men nu er terningerne jo ligesom kastet, selvom ministeren da godt kan se at det ville være bedre at vælge den bedste kandidat. Den mand havde fået 10 minutter til at pakke sine sydfrugter og skride ud sit ministerium, stod det til MUND-FULD. Først for at undergrave en truffen beslutning, men hovedsagligt for at lede en så elendig beslutningsproces.

Om vi i provinsen ikke bare er bitre? Det kan man da sige, men tilad mig at henvise til en anden udtalelse fra minsteren; denne gang om beslutningsprocessen, før afgørelsen var truffet.
”For mig er det afgørende, at MadX placeres et sted, hvor der eksisterer et stærkt fødevarefagligt miljø med tilknytning til uddannelsesinstitutioner, og hvor der er en stærk lokal og regional opbakning. Men uanset hvor i landet, MadX kommer til at ligge, så skal det være hele Danmarks MadExperimentarium”(Altinget.dk)

Man søger altså den bedste kandidat; med lokal forankring, uddannelsesinstitutioner og et stærkt fødevarefaglig miljø. Det beslutter man at ligge i Roskilde, Hirtshals og Odense.

For crying out loud, Roskilde, Hirtshals og Odense.

Hvornår i hede hulen Milena Penkowa, har der været noget som helst der lignede lokal forankring, uddannelsesinstitutioner og et stærkt fødevarefaglig miljø i Hirtshals? I Roskilde har man en slagteriskole og i Odense......en fransk kødbutik og en bazar drevet af indvandrere(de to sidste er forresten superbe indslag i en grå masse af supermarkeder).

Der er kun et sted MadX fortjener at ligge; på SydFyn.
Jeg remser kort op fra hukommelse, inden jeg søger trøst i noget alkoholisk. Kulinarisk SydFyd, landets suverænt største og bedste fødevarefestival, initiativer som Køkkenspirer(samlet undervisning for skolebørn), Måltidets Hus(siger vel sig selv, MadX på fynsk) og nordens største ostefestival. Svendborg er Cita Slow. Foreninger som Smagen af Fyn og Ø ma´. En særdeles lang liste af frugtavlere, landmænd, brændevinsbrændere, gartnere, slagtere, vinbønder, mejerier, chocolatiers, svampeplukkere, restauratører, fiskere, jægere, bryggerier, der alle søger det ypperste i det lokale. Et forsøgscenter i Årslev, med over 20 sorter af rabarbere(spørg selv hr Meyer, de er helt unikke for landet. Der er nok noget jeg har glemt, men de 3 udnævnte byer blev da vidst også overgået for længe siden, ikke sandt?

Man harmes. Personligt er dette også en hård en at skulle arbejde med, da jeg jo nærmest er selvskrevet til at arbejde på MadX, i al beskedened, naturlgvis. Hustruen arbejder endda på RUC allerede. Er det virkeligt nødvendigt at dræne provinsen for folk som os, bare fordi nogle tilfældig ministre i en snart afgået regering, skulle redde sig et par lokalpatriotiske lunser?

MUND-FULD er en protest-blog og er rigtig god til se de negative aspekter i dansk madkultur. Indrømmet, vi har det bedst med at vrisse. Men dette er mere end bare en laterliggørelse, dette er meget mere alvorligt; dette er nepotisme af værste og mest ødelæggende skuffe. Vi forlanger genåbning af processen og ministerens kålhovede på et fad.

søndag den 14. november 2010

Mobberi i en udviklingstid, nej tak.

Der er brug at tænke kreativt i disse tider. Kreativ tankegang er at tænke ved siden af normen; det er ikke at distancere sig fra andre, i håb om selv at komme ud på toppen, når slagsmålet er overstået. Udviklingsarbejde er fremtidstænkning og ingen kender fremtiden. Alliancer og samarbejde støtter ens eget arbejde; fremmedgørelse og nedladenhed ødelægger den gode stemning.

I Svendborg er der tilsyneladende et overskud af den "kreative klasse", folk der, som jeg selv, er uddannnet til at give form til tanker. Nogle af disse kreative har samlet sig i foreningen GE9, en forening af frie selvstændigt erhvervsdrivende og det er deres formand, Bo Torstensen(BT), der mener at vejen til udvikling, kommer igennem at kalde den anden gruppe af fremadtænkende mennesker i området for rabarberkompotsproducenter Og det er ment på en negativ måde, for tilsyneladende vil BT hellere se spilten i sin broders øje end granraften i hans eget.

Skal man leve op til BTs standard af omtale af andre mennesker, kunne man se GE9 som en samling mennesker,der var virkelig gode i formning eller elektronik engang i slutfirserne, som måske har været et smut i det store pulveriserende København for at være helt fremme i bussen. Men ikke klarede den og som derfor er tilbage i provinsen, hvor de tilstadighed forsøger at gå i mangefarvet tøj og arrangere åbninger af hinandens udstillinger eller butikker.

There, det er sindsygt nemt at hænge andre menesker ud, men det gavner hverken en selv, de der hænges ud eller de fælles opgaver man står overfor.

Enten skal en fremtidig økonomi  i dette land baseres på teknologisk udvikling af...noget,  eller vi må koge en masse rabarberkompot og klæde os i nationaldragter, mens vi venter på a kineserne kommer forbi. Eller også skal vi nosse os sammen og skabe noget helt nyt. Det nye er ikke elektronik eller rabarberkompot; men det er måske elektronisk rabarberkompot.

For MUND-FULD er der ingen tvivl om at mulighederne i Citta Slow Svendborg er ubegrænsede og hvis man hos GE9 føler at det hele er druknet i Kulinarisk Sydfyn og Nationalpark, har man ikke orienteret sig ordentligt, men det kan frygtes at man i Svendborg Kommune er kæntret lidt for meget over i afdelingen for kompotter og andet spiseligt. Citta Slow idéen er ikke en tanke om bedre bøffer fra det lokale opland, det er håbet om et bedre byliv, forankret i det omgivende samfund. En cittaslow inkluderer; som det fremgår af cittaslowkriterierne her .

søndag den 7. november 2010

Magasinet "Copenhagen Food" og andegården vi lever i

At det ny foodie-magasin er en reklamesag er én ting, men at vi i Danmark ikke evner at levere et stykke reelt og ikke-nepotistisk fortælling om vort kommende guldæg; nordisk mad, er sørgeligt.

Jeg sidder og har betalt 50 spän for en pæn reklamesag; heldigvis vidste jeg det godt. Det nyeste skud på den danske madblads himmel hedder "Copenhagen Food" og er udgivet af COFOCO-folkene. Det er et københavnerlækkert blad og ligger heldigvis ikke skjul på det. 2. nummer er lidt heftigere sat til med reklamesider og " 3 must haves..."ditto end det først udgivne, men ellers leverer bladet artikler om rejser, opskrifter, trends og deslige, supert at bladre igennem.

Det er først ved anden gennemkig at man ser djævlen i detaljen; dette er blot et udvidet skoleblad oveni at være en reklamesøjle.

For det første er designet plagieret efter det hedengangne "CPH LIVING", siden "Copenhagen Living"; helt ned til de håndtegne ilustrationer versus det meget enkle og stramme grid/layout. Men fair nok, "CPH LIVING" var jo banebryende i dansk grafisk formgivning, for 10 år siden.

Sådan så CPH LIVING ud

Sådan ser Copenhagen Food ud

Det bliver mere krasbørstigt, når man laver artikler, hvor venners venner og ansatte optræder som fotomodeller og fotografer. Jeg ved ikke om skribenterne også har drukket dus med folkene fra COFOCO, tanken ligger nær. Stadig, det er der vel intet i vejen med, nepotisme og selvhævdelse er jo faktisk kimmen til rigtig mange kreative samarbejder; jeg ved bare endnu ikke om jeg gider smide en halvtredser hver gang andre vil se sig selv på glimmet papir.

Nu er min interesse vagt, hvad er det egentligt der skal gøres med dette blad? Har man noget på hjerte? Jeg sidder endda og får den grumme tanke at hver og én "artikel" er købt og betalt, allerede FØR jeg købte bladet.
Der er arikler om "Joe And The Juice"(reklame), hele butikssegmentet fra Østerbrogade/Rosenvængets Allé(reklame), Christian Bitz(rekalme på siden efter, for samme mands nye bog) og det sammen med en ordentlig samling af disse opslag over dimser jeg skal købe(reklame) og annocer for COFOCOs julemenu.
MEN igen, det er en reklame, jeg havde bare forventet lidt mere solid skrivning her.
Får jeg så det i artiklerne, der er tilbage? Der er i hvert tilfælde mange opskrifter at tage af og lækre fotos at kigge efter, når jeg nu står der og laver vaniljekranse; hvordan var det nu lige, nåh ja, runde kranse, runde kranse.

Som sagt mange gange allerede, dette magasin er et forstørret reklameblad, men en radaktionel linje, der satte en højere stadard for indholdet, kunne være fedt.Når nu formen er så flot.
Man kunne da i det mindst få luget ud selvsmagende kogebogsforfattere, der givet 4 bøger at anbefale; anbefaler sig selv og så bør man heller ikke omtale Ølfabrikkens produkter som"udsøgte og specielle"; ikke hvis man vil fremstå som en kvalitetsmagasin. Men hov, dér var bagsidenannoncen for Harboe(ejer af brandsne "Ølfabrikken" og Gourmet Bryggeriet) jo så også, alting hænger sammen.

Næh, mere interessant, er at dette blad har potentiale til at kunne sprænge rammerne for dansk madformidling. Det er et flot blad, de skriver om madtatoveringer og rejser efter Gordon Ramsay, som aldrig bliver fundet; det er sgu´ da friskt. Men så hold da stien ren og skær sideantallet ned, hvis det kan spare på behovet for productplacement og andet lir. "Copenhagen Food" ender som et hvert andet dansk madblad,fyldt med vennerne og blottet for redaktionel hårdhed og kritik. Pokkers.

Der findes nok et eller andet fransk magasin, der giver fanden i hvad annoncører og branchen tænker, men jeg kender det ikke. Det er jo nok derfor jeg blogger.

Kunne man for sulan da så bare, på landsplan, producerer et magasin som canadiske "LCBO Food & Drink". Et magasin, der som Copenhagen Food, har side op og side ned af reklamer og reklameartikler og massevis af lækre fotos til de overdådige opskrifter. Lir, og atter lir.

Men 2 ting adskliller det fra dets danske pendant.
1. Det er gratis, betalt af Liqour Control Board of Ontario. Jeg kan få udleveret 200+ sider om mit yngligsemne ved døren af min lokale vinbutik, boede jeg i Ontario. Det ville være en dejlig måde at få brugt sin overbetaling af spritus på.
Og 2. Der er ikke et eneste indlæg om enkeltpersoner; alt drejer sig om mad, madsteder, madtilberedelse, madkærlighed. Ikke skyggen af X-faktorsygen.



Så dette er ikke et indlæg om et blad der krænker min Jantelovsbevidsthed; det er den anden vej rundt; jeg opfordrer bladet til at komme fri af selvsamme lov. Eller rettere; jeg håber at en ikke kommerciel udgiver vil tage chancen med madkulturen i DK.

mandag den 1. november 2010

Send endelig landet til byen

Danmark er et meget lille land og med én storby, har vi sikkert nået loftet, for hvad vi kan magte i gamet om "de store metropoler".

I sin kronik redegør lederen af (Copenhagen)Golden Days, Ulla Tofte, for hvorfor vor allesammens hovedstad, bør få tilført alle de midler det kræves, for at opretholde en Metropols´ status. MUND-FULD er enig, go ahead.

Jo flere mennesker vi banker ind i en storby, jo mere omliggende opland i form af rekreation, fødevareproduktion og trivsel, vil den nemlg kræve. Endelig, lad os få flere endeløse rækker af høj- eller parcelhuse, med små arbejdsmyrer, på vej til arbejdskasserne og jobbet på de stadig mere teknokratiske kommunekontorer. Når alle disse håbefulde sjæle, så skal holde fri, altså helt fri, vil de se sig omkring og mangle kontakten til naturen og derigemmen også, fødevarer, samvær; direkte kontakt til omgivelserne.

Der foregår en kamp i disse tider og, som Ulla Tofte også påpeger, der er ved at ske en tilbagerullen af midler til "den jyske motorvejsmafia", der kræver deres af materialitet og storcentre. Det er jo helt galt. "Landet" er ikke en storby og der findes ikke noget mere patetisk end diverse provinsbyer, der forsøger sig med indkøbscentre og udsigtslejligheder ved havnene.

For MUND-FULD er der en sammenhæng imellem et liv i forstaderne og den lammende tlstand hele den vestlige kultur har sat sig i. En sammenæng, der strækker sig længere end et clash imellem land og by. Det er større end fastfood versus Camilla Plum. For denne pasivitet og tilfredsstillelse via materialisme præger også landområderne. Lige nu sidder mine naboer herude også og klaprer løs på FB eller glor TV. Det gør de/vi hver aften, ligesom ind i byerne. At der er kortere afstand imellem caféerne og fetishfesterne i København end i Svendborg, gør ikke den store forskel. Det er en kort periode i vort liv at vi rent faktisk benytter disse steder, i en dansk kontekst. Der kommer børn og jobs i vejen for mangt et godt værtshusbesøg i disse tider og gjorde der ikke, skulle nupuritanerne rundt om, nok få det stoppet; hjem og passe unger.

Denne pasivitet er født af tom åndelighed og et deraf følgende behov for at finde trøst/tro/mening igennem selvrealisering. Smukt gennemgået af en tidligere frontsoldat i Information, der beskriver sin hjemvenden til dette rige land, hvis befolkning afskærer sig fra yderligere åndelig og menneskelig udvikling, ved at søge tilflugt i fordummende underholdning. Som om vi, om tænkende væsner, skulle have brug for "at slappe af" ved at se andre danse, se andre kvaje sig, se andre spille superhelte. Vi kan selv.

Landområderne kan selv, vi kan give slip på dette tomme billede af et ødeland, en udkant, der suges tør for intellekt. Hvornår var det lige at det blev mere klogt at kede sig i Brønshøj end i Brændeskov?

For kede os, er det vi må gøre, hvis vi skal komme videre. Slukke for kassen og kede os. Glo ud i luften, få medieabstinenser, gå en tur i skoven, gå hjem, kede sig videre. Og så, genopdage vores kreavitet. Se os omkring og se hvad der er på landet af muligheder for et intellektuelt menneskeliv. Uden materielle exoskelletter, eller rettere; med det rette midler, der kan skabe et liv i lys, plads, natur og nærvær.

København er allerede fyldt til renden med bonderøve, der måtte flygte fra landet, for at opsøge et liv i mængden. For nogle af os, der tog den modsatte tur, er der måske ikke Latte på kanden, måske ikke den store omgangskreds at udveklse iPhoneaps med, men der er mulighed for at skabe et liv. Et liv, som alskens citygardens og rekreative byområder ikke kan konkurrere med. Herude har vi vejret, langomheden og manglen på spekulation at kunne bruge; selvom det, indtil videre,dominerende landebrug, gør sit for at ødelægge det.

Dette liv kunne også gøres profitabelt. Som man ser i Norge, er der en fremtid i turisme på landet. Der er organisationer , der har til mål at fremme turisme på lndet, som et internationalt felt. I Danmark er der endda foreninger, både øko eller ej du kan kontakte, som bybo, og således komme ud og se dig om på en "rigtig bondegård". Men det standser jo ikke der, hvorfor skulle man dog også tro at landet bare var grisestier og hestefolde?

Turisme på landet, nicheproduktion af gode, solide fødevarer, samt ren og skær leasure; 3 gode bud på hvorfor "landet" bare kan flytte til byen og naturen, lyset, roen og pladsen stadig vil være tilbage, for at gavne alle.

søndag den 17. oktober 2010

Min kage vandt heller ikke...

...ligesom Svendborg Kommune ser ud til at have spillet sig selv ud af Citta Slow; byens og regionens eneste mulighed for at gøre en forskel.

Denne weekend lykkedes det endnu en gang den frivillige forening Kulinarisk Sydfyn og det ligeledes progressive Maritimt Center, at sætte begrebet "Citta Slow" et par gear op.

Hvor man i flere år nu har haft et "Æbleræs", med æbleskuder kommende ind til havnen i Svendborg for at sælge lokalt dyrkede æbler + de mere sporadiske aktiviteter heromkring, er der nu helt andre boller på suppen.


Allerede i august blev forsamlingshusene i kommunen inviteret til at samle æbler ind til presning og lokale kagekonkurrencer. Mosten blev præsenteret ved det netop afholdte "Æbleræs" som " Sydfynsk Forsamlingshusmost". Vinderne fra de lokale bagekonkurrenecer blev bedømt af lokale smagsguruer og det var så her at undertegnedes kage ikke engang klarede den til finalen.

Efter fadæsen med at flytte Svendborgs "Farmers Market" fra havnen til torvet, se indlægget om den historie her, var det tilbage ved Maritimt Center med alt hvad efteråret kan byde på. Der var æbleskole for børnene, der var græskar, man kunne få sortsbestemt sine æbler. Og havde vinden ikke drillet, havde dykkerklubben gudhjælpemig ligget på bunden af havnebassinet med 2 sække æbler til brug for børnenes æblesejlads.



Ikke et øje var tørt.



Særligt idéen med at starte 2 måneder før arrangementets start og derfor grundfæste dagen i lokaleområdet, er genial og nytænkt for Kulinarisk Sydfyns aktiviteter. Fra foreningens side lægger man heller ikke skjul på at "Æblræs" skal blive efterårets afdeling af hovedbegivenheden "Kulinarisk Sydfyn". Læs indlægget om årets marked her.

Foreningen Kulinarisk Sydfyn har ambitionen om at skabe et "Måltidets Hus" på havnen i Svendborg og i anden omgang af ansøgninger, er det endelig lykkedes at inddrage Svendborg Kommune. Ikke som bidragende økonomisk, men blot ved navns nævnelse. Ved weekendens arrangement så man langt efter repræsentanter for enten kommunen eller kommunens regi i Citta Slow. De kan have været der, bevares, men hvor var de så henne ved diverse løbsstarter, præsentationer og præmieoverraskelser? Kunne man ikke se fordelen ved at eksponeres ved et sådant nyskabende tiltag i byen?

Hvor længe skal der endnu gå før man på politisk plan forstår at den eneste chance vor by har, er at gribe "Mad" som begreb og implementere det i al aktivitet fremover? Dette at denne by er Citta Slow er guld værd for at kunne blive hele Danmark Frugtkurv (med meget mere) igen. Det er sagt før på denne blog; Svendborg og de omliggende kommuner, rummer om noget sted i hele kongeriget vækstlaget til at blive et dansk Toscana, et overflødighedshorn af kulinariske oplevelser. Det kan ikke siges mere tydeligt.

Hvor er det dog fattigt at se, eller rettere, ikke se, hvordan man støtter de lokale foreninger, forsamlingshuse og enkelt personer i at skabe dette. Og hvor er det dog befriende at se at der alligevel fortsat er vilje til selv at kunne. For selvfølgelig skal kommunen ikke være primusmotor i sådanne tiltag, det er en naturlov at kreativitet ikke komme fra et administrativt lag i samfundet. Men at man ikke evner at ligge sig i slipstrømmen af succesen, er slet og ret dumt.


Har du lyst til at følge denne blogsskriverier om Svendborg som Citta Slow, er der mere herher, her , og her .

lørdag den 18. september 2010

ce n'est pas une recette...

Nej, opskrifter er ikke det vi giver os mest af med på MUND-FULD. Og her er grunden, det er så forbandet nemt uden.

Alt hvad det kræver er tilstedeværelse, mega-zen og selv det enkelste sidder i skabet. Som for eksempel med denne kvälls middag:

En hanekylling brunes i olivenolie & smør og en håndfuld urtesalt, får en flaske Chardonnay, simrer en time.

3 kg gulerødder/rødbeder skrælles, skæres smukt på skrå, får masser af timian, ldt olie, 200 grader, 35 min

Kyllingen trækker og der piskes en kvart piskefløde i gryden istedet.

300g couscous får citronskal og lidt olie.
Serveres,det tager næsten længere tid at skrive end at lave. Velbekomme


PS
Jo, alt der kunne være det var øko, alt der kunne være det, var hjemmefremstillet, alt der kunne være det, var af en eller anden, for mig, særlig god produktion; men pointen er; tilstedværelse.

Alle kan lave mad uden opskrift, men med tilstedeværelse. En god kick start vil være at finde i Glynn Christians "How to cook witout recipes"

onsdag den 15. september 2010

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part IV

Her er, hvad et bæredygtigt fødevareproduktionssystem faktisk har brug for at du gør.

Det hele er rippet fra de mange sider på det store WWW; uden nogen bestemt rækkefølge



Uddan dig selv:
Tag ikke noget for pålydende - læs, lyt, observer, forskning. Kig på begge sider af en sag, og alle punkter ind imellem.

Lær hvorfor landmænd og kvægfarmere, der ikke tjener nok til at dække deres omkostninger er et samfundsproblem; hvad enten det er kvalitet, dyrevelfærd, jordstyring, lønninger, sundhedspleje, mental & fysisk sundhed, eller familieliv.

Forstå hvorfor en bæredygtig fødevareproduktion faktisk bør koste 50 til 100 procent mere end industri-, konventionelle fødevarer.

Find ud af hvordan du købe mad mere direkte fra landmændene, hvis du vil undgå transport- / distribution- / detailomkostninger.

Kend navnene på flere landmænd og kvægfarmere end kendte kokke, herunder mindst én du kan ringe til - og spørge, hvordan deres børn klarer sig.

Forstå, at hvis du ønsker at se arbejdsvilkår og lønninger komme gå til opdræt, forarbejdning af fødevarer og arbejdstagere, bliver du nødt til at betale mere for mad. Og vær OK med det.



Slap af:
Forvent ikke at have en landmand tilgængelig året rundt. Skift din kost til at matche de sæsonmæssige høsten i dit område. Væn dig til ikke at spise tomater før mindst juli, æbler i slutningen af august til december, citrus om vinteren, salater i foråret. Vær OK med det.

Indse, at selv animalske produkter er sæsonbetonede, fordi dyrene er biologiske kredsløb. Vid, at kyllinger producerer færre æg om vinteren, når dagene er kortere og endda helt stopper, når de udskifter deres fjer. Spis færre æg og betal mere for dem i denne tid.

Forvent ikke, at landmanden ofrer sundhed og dyrenes velfærd for dit særlige lune (ingen majs, ingen soja, ingen hvede, ingen kerner, ingen antibiotika nogensinde, selv om dyret vil dø, ingen kunstvanding , ingen hybrid racer, ingen kastrerende, ingen vacciner ... hvad er moden i denne uge?)

Forstå at mørbrad /filet er den dyreste muskel på dyret, og at der er meget lidt af det. Forvent ikke, at der filet, hver gang du går til supermarkedet. Der er begrænsede dele af et dyr. Lær at lave mad af andre dele.

Hvis du ønsker en bestemt udskæring, så køb en halv eller hel dyr, så du kan bede slagteren til at gøre det til at ske selv.

Lad være med at bestille dit kød ugen før du skal have den store sommer grillfest, forhør dig om leveringstidspunkter. Vi er ikke tryllekunstnere, blot landmænd.



Få noget jord under neglene:
Arbejd på en gård engang.

Deltag i slagtningen af et dyr, du spiser.

Lær at stege en steg. Du behøver ikke bøffer og koteletter til at lave et fantastisk måltid.

Få en kummefryser og sæt noget mad ned i den.

Tilbered og nyd mindst én af følgende: kyllingefødder, kråse, lever, hjerte, nyrer, søde brød, hoved ost eller kallun.

Gem dine ben til suppe, bønner, lager, eller til naboens hund!

Hvis du ejer arealer, er ikke dyrkes, fortæl det til nogle der vil dyrke om det.

Hjælp din lokale landmænd gør deres job: Bring dine børn/ børnebørn/niecer & nevøer til de landbrugere der holder Høstmarked, så ofte som muligt.

Giv mere end bare penge til en landmand - måske et julekort, indbydelse til en fest, tilbud om spice deres hjemmeside op, eller pas deres barn i en time når de holder Høstmarked.

Læg dine penge hvor din mund er
Klag ikke over priserne. Hvis prisen er et problem for dig, så spørg gårdbutikken pænt, hvis de har nogen billigere udskæringer (eller kosmetisk udfordret, "sekunderet"), mængderabatter , o.l. Men du behøver ikke bede landmanden at tjene færre penge for hans hårde arbejde.

Sammenlign ikke priser mellem gårdbutikker, der forsøger at gøre dette for en levebrød og dem, der gør det kun som en hobby (og ikke behøver at leve af, hvad de producerer og sælger).

Køb lokalt, når du kan, men også certificeret Fair Trade, Økologiske produkter, når du køber noget, der dyrkes i tropiske lande.

Køb økologisk ikke kun for dit helbred, men for sundhed jord, vandveje, dyreliv, og arbejderne på disse områder.

Find ud af den håndfuld af restauranter, der køber og tjene rigtig bæredygtig fødevareproduktion og bliv loyale over for dem. Give dem positiv feedback og tak dem.

Hvis dit budget ikke tillader dig at spise ude ofte, spis ude sjældent, men på de steder med den bedste integritet, som kan være dyrere.

Spørg tjeneren, hvor restaurantens kød eller fisk kommer fra og hvordan det blev produceret, før du bestiller den. Hvis tjeneren giver en utilstrækkelig begrundelse, forlad stedet og fortæl dem, hvad du ønsker at se næste gang, hvis de ønsker dit besøg igen.

Lad være med at købe kød fra supermarkedskæder. For dem drejer det sig om at få kød i store mængder, året rundt. De skal arbejde med store distributionsnet og ofte internationale leverandører, og betaler ikke nok til producenterne for dem, for selv at selv at få dækket deres omkostninger.

Få de fleste af dine produkter, kød, æg, mejeriprodukter, brød, tørret frugt, nødder og olivenolie fra lokale landmænd, gårdbutikker og lokale markeder, med økologisk drift eller lignende certifikater. Prøv at købe direkte fra landmanden, ikke en mellemmand. Få resten af din mad; mejeri, eller bageri i din lokale uafhængige butik.

Betal det maden koster. Har du ikke råd til at opretholde et stort indkøb, når du skifter til lokale og/eller økologikse råvarer, må du jo bare spise mindre mad (sorry, men de fleste danskere kunne godt gøre en smule ud af dette punkt).



Jeg indrømmer, det er meget at fordøje.

Pointen her er, at vi ikke kan være ligeglade med den madkultur vi ønsker. Hvis ikke flere mennesker viser nogle engagement, og deltager i nogle af de hårde arbejde, landmænd, grøntsagsavlere, frugtplantager gør på daglig basis, så kan vi ikke bygge et bæredygtigt fødevareproduktion system.



Du behøver ikke at være en passiv forbruger, du er også en del af dette system.



Spis; med mening!

torsdag den 9. september 2010

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part III

Når nu det er konstateret at dansk landbrug er seriøst på hælene, er det tid til at komme med de kreative tanker. Med landbrugets tilsyneladende ambitioner om blot at vade længere ud i moradsset, står MUND-FULD nu parat til at give en hånd; op og fremad.

"Kreativitet" står højt på listen over danskens styrker. På side 1 i Håndbogen for kreative står at man skal bruge de-for-håndenværende-søms-princip; brug hvad du har let adgang til, brug hvad du ser i din nærhed.

Er der hvedemarker så langt øjet rækker og vigtigere, er der plads til flere? Er der uopdyrket regnskov, der står klar til at blive indvundet til dyrkningsjord? Er der endeløse vidder til endnu flere grisefabrikker og gyllemarker? Er der oceaner af ufisket hav omkring vore kyster? Er der brug for hoteller langs strandkanten?

Ja, det er retoriske spørgsmål alle sammen.
For, nej, vi har ikke uanede natureserver at tage af i Danmark. For længe siden er vort lille land blevet kultiveret forfra og bagfra; dyrket op så hårdt teknologierne overhovedet har givet os mulighed for. Stadig er det ikke, økonomisk set, nok. Alligevel må landskabet snart give fortabt. Landet; jorden, tjener ikke de penge ind, vore landbrugere putter i det mere. Landbruget har gældsat sig og og alle os andre for 350 milliarder kroner.

Så selvom vi ser ud over det samme gamle landskab, må vi se med andre øjne. Med omverdenens øjne måske. Med hvilke værdier ser resten af verden på Skandinavien?
Lighed, samfundssind, uddannelse, hygge, naturlighed, stabilitet, ville være ord der nok kom op i en spørgerunde. Danmark er ikke "Verdens kontor" eller "Verdens Svinefabrik". Vi rummer det ikke, rent fysisk og rent menneskeligt. Og slet ikke på fødevareområdet. Forbrugerne i Danmark er trætte af burkylliger og tremmekalve; i alle tilfælde på papiret.

Vi er ikke længere en stolt landbrugsnation; vi er en urbaniseret nation, der vidst nok har et landbrug, et sted derude.

Hvis ikke maksimeret drift kan bringe os videre, måske så optimeret drift kan.
Vi har jo foran os et landskab og en befolkning, der igennem generationer har kultiveret hinanden. Vi er blevet et rigt land, et uddannet folk, ved at bruge landet omkring os. Måske kan vi komme videre, ved at vise omverdenen at vi også magter at passe på det land, der har givet os så meget? Drift, viden, forædling og kultur, disse områder kan løftes fri af denne fanatiske tro på at mere er bedre. Nej, vi må til kun at satse på "bedre".

Bedre til samspil med naturen, bedre til nicheproduktion, bedre til at være et gæstfrit land igen. Vi har den historiske og faglige viden, Vor tid rummer store muligheder for at trække de bedste eksempler på gode råvarer og produktionsmetoder til os, ja, til at opfinde dem selv, og sætte dem øverst på dagsordenen.

Afsættet er endda allerde taget med Det Nye Nordiske Køkken(NNK), et manifest, der har drevet vor restaurationsbranche til at præstere det ypperste i form af kåringen til verdens bedste spisested anno 2010.
Mens NNK er specifikt rettet imod én branche, har man i OPUS-projektet taget skridtet videre og arbejder med hele ernærings- og sundhedsaspektet i en ny nordisk madkultur, de kalder dette for Ny Nordisk Hverdagsmad(NNH).

Direkte citeret fra OPUS´ formålsbeskrivelse hedder det:

- "Ny Nordisk Hverdagsmad skal sikre det videnskabelige grundlag for at kommende generationer af danskere igennem en sundere livsstil og en regionalt baseret kost og madkultur vil udnytte deres potentiale til bedre trivsel, positiv mental og fysisk udvikling, optimal sundhed og sygdomsforebyggelse."

Det politiske i denne formulering er tydeligt og selvom man fra OPUS´ side af stadig holder sig til det rent forskningsmæssige med klarlægning og undersøgelse, kan der ikke være tvivl: OPUS vil kunne danne skole for fremtidens danske landbrug; hvis ikke en omlægning af vort samfunds samlede mål. Set fra MUN-FULDs side, kan dette være vejen ud af økonomisk afhængighed og en død industrialiseret
tankegang.



En kort idéliste over fremtidige arbejdsområder for dansk landbrug:

• Genopdage og optimere dyrkning af nordiske grøntsager, bær og frugter.

• Indsamlingsguides til naturen

• Kystnært fiskeri og dyrkning af tang

• Jagtområder til offentligheden

• Udlægning til nyttehaver

• Økologisk drift

• Landbrugsturisme; mange variationsmuligheder her.

• Samarbejde med større byer om bybrug

• Obligatorisk undervisning af skoleelever

• Friluftscentre


Danmark skal være fyrtårnet; Moderniteten er naturen.

more to come...


Part I
Part II

lørdag den 4. september 2010

Jeg er PlusSkredet

Det er slut nu, jeg er ikke længere medlem FDBs indkøbsklub, eller nogen anden for dén sags skyld.

Det er nu godt 30 år, siden jeg samlede bonnerne sammen med mine forældre. Lyserøde sedler der blev samlet i skuffen og når det var tid, blev alle sat på rad og række i de grå-gule dividendehæfter, der efterfølgende blev taget med til den årlige udbetaling i kolde kontanter i Slangerup Brugsforening. Forsiden står stadig lysende klar for mig; FDBsløjfen og "1 %"tryk med sort. Barndomsminder.

Hvad er det lige jeg får ud af at være med i diverse indkøbsklubber, jeg, nu som voksen med egne børn, tilbydes? I det seneste brev fra FDB (havde de ikke skiftet navn til COOP?), kan jeg allerede ved at tilmelde mig dags dato, få 100 Pluspoint.
Wauw, til hvad?
Til fordelagtige køb, fremgår det, på PlusTorvet.dk. Spænende, men jeg forstår ikke; hvad er det jeg skal købe? Hvis jeg nu allerede foretager mine daglivareindkøb hos denne kæde og dens mange udgaver af den samme butik, med det samme vareudvalg og de samme irriterende trækkurve, der får mig til at føle mig som en 80årig dame med trollyen efter sig. Hvis jeg nu allerede gør det, hvad er det så mere jeg skal gøre for få min PlusSaldo til at vokse?

Tjekker CoopPlus.dk

Der står "Susanne"(fuck, er alle hippienavnene på vej tilbage i markedføringen gen?) og fortæller mig at jeg kan få "alle fordelene ved at være medlem af FDB + meget mere". Ved at taste koder og passwords og whathaveyounots ind fra brevet, kan jeg "få alle fordlene ved at være medlem af FDB + meget mere".
Flot klaret, sådan at få det samme budskab fyret af 2 gange, i én sætning.

Efter den svada, står PlusSusanne og ser afventende og sigende på mig.
Hun står der endnu, nu taler hun ike til mig mere, jeg kan ikke engang klikke mere tale ud af hende.
Jeg troede ellers hun var ved at sælge mig noget spænende her, men jeg gør vidst ikke helt hvad hun forventer af mig. Og så kan jeg vidst ikke få "meget mere"

Problemet er ligesom at jeg stadig ikke ved hvad det hele drejer sig om og nu gider jeg ikke mere.
Skal jeg være en trofast kunde, der giver COOP/FDB meget mere af mine penge, skal de ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal, med deraffølgende udlukkelse, hvis ikke man følger den dikterede vej.

Skrid selv, FDB/COOP. Hvem tror I at I er? Og nu går jeg glip af alle fordelene måske?
Fuck Jer; I har jo ikke engang fortalt hvad det er I gerne burde bede pænt om, i bytte for mine penge.

Og hey forresten, jeg har igennem længere tid noteret mig at man godt kan blive tiltalt med et tomt "Hej" ved jeres betalingskasser, men at det skorter lidt på "Tak", når jeg betaler.
Om det skal være på beløbet? Tjah, nu kunne jeg jo godt bruge "meget mere"af min løn hos Jer, men hvorfor skulle jeg dog det, I har jo allerede bestemt prisen for mig. Fordelene er vidst kun Jeres, men nu trækker jeg min eneste trumf; jeg går min vej.

Hvorhen? Det ved jeg ikke, men mere og mere af mit dagligvareforbrug køber jeg hos små erhvervsdrivende, der altid er parate til en snak og en handel, samtidigt med at de ved hvad de sælger. Det fortæller "Susanne"mig jo intet om og hun står der endnu.
Om jeg ikke er ked af at miste alle fordelene? Er det de dersens kina-cykler og Webergrills jeg nu må købe hos en fagmand, I mener?
Nej, den slags fordele kan jeg godt leve uden. Lidt kontant rabat, som i dividendedagene ville dog ikke være af vejen.

torsdag den 2. september 2010

MUND-FULD; ej Avant Garde, men Grognard

Vi går meta idag. Vi skal, efter et meget inspirerende madbloggersymposium, have slået fast hvilken størrelse denne blog er.

Inspiration til meget mere
Der var tons af inspiration at hente og i løbet af formiddagen gik det op for mig, hvor alvorligt jeg mener dette. Denne blog vil have fat i mennesker, den vil foreslå, ændre og omgå konventioner i dansk madkultur, i fødevaredebatten og i den daglige kamp den enkelte forbruger fører, for at finde hoved og hale i noget så simpelt som et måltid mad.

Vigtigst af alt, så fortalte inlæg fra Trine-Maria og Kasper Bergholt at blogging kan gøre en forskel for bloggeren. Ikke på den måde som måske er den direkte drøm;
 - "Mand, hvor ville det være fedt at kunne leve af at blogge".
Men mere at alt dette tænkeri, al denne skrive- og virketrang faktisk kan gøre en forskel i det fysiske liv. Med denne blog kan der skabes kontakter med rigtigt mange mennesker og derigennem, kan der skabes grobund for endnu mere arbejde med emnet. Måske en oplagt tanke for nogle, men den blev først helt konkret for mig på symposiet.

Noget der blev bakket godt op af indlæg fra den fysiske verden af beretninger fra Lilleø Vin (Anders Selmer) ,Friis-Holm ( chokolademager Mikkel Friis-Holm)  og fødevareinspiratoren par exelence; Claus Meyer .

Form
Det var også spænende at følge debatten, om hvorledes blogs i det hele taget, påvirker det omgivende samfund. Efter at se-mig-hør-mig-blogs blev erklæret døde for et par år siden, er niche-blogs nu er på fremmarch; særligt blev mode-blogs nævnt.

Er MUND-FULD så Avant Garde; med i den forreste linje, skabende nyheder og trends, med på det sidste  nye beats indenfor gastronomi, kommenterende og deltagende på de nyeste steder? Nej, det er den ikke.

Denne blog er une Grognard, opkaldt efter de mest trofaste af de trofaste i Napoleons hær. Soldater, med så stor dedikation og erfaring, at de turde tale kejseren direkte imod i hans påhør. Den Gamle Garde, der ventede, mens deres kejser var i eksil og som forlod deres civile hverv, da han atter trådte op, med hånden under frakken. Krigere, hvis motto var "garden dør, men overgiver sig aldrig".
Denne blog elsker nemlig mad og dets vigtighed for vor samværd, vor ernæring og vor fremtid, så meget at vi tør tage ordet når selve producenterne, formidlerne og aftagerne er blevet forledt.

Denne blog følger dog en ny tendens i vores allesammen medie- og meningsverden. Den er uafhængig.
Fri for bindinger af nogen art, fri til at omtale, rose og revse, som den finder bedst, når den finder bedst. Når MUND-FULD siger at dette er et godt stykke kød, en god artikel, en interessant udvikling; jamen, så kommer det fra hjertet, for det er skrevet med dedikation for emnets essens, uden hensyntagen til hverken afsender eller modtager. Respekten for emnet mad over alt.

Kort sagt, MUND-FULD er en politisk orienteret blog om mad. Masser af mening om den omgivende verdens forhold til mad.

Enjoy

mandag den 23. august 2010

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part II (copy-paste indlæg fra Information)

Som amatør-debatør, render man jo ofte et skridt bagefter.I dette tilfælde er det dog lykkedes denne klumme at i det mindste være på omgangshøjde med de seneste bevægelser på området om det hensynende danske landbrug. Følgende kronik er hentet i Information 23. august 2010.

Et kort resumé til den utålmodige.
Konference for "Multifunktionelle landbrug", med specielt fokus på det helende og terapeutiske i den tætte kontakt der er med natuen i landbrugsdrift.
Deltagelse fra landbrugets side, istedet for den nærværende tilskudsfælde.
Eksempler fra Norge og opfordring, samt forslag til danske projekter.

Kronikken i sin helhed:

Landbrug som behandling og terapi

Når vi går i haven, sår og høster, kommer vi i kontakt med noget dybere i os selv, en meningsfuld følelse af at være i forbindelse med vores oprindelige forbundethed med naturen. Noget vi måske næsten havde glemt. Det er synligt og indiskutabelt. Menneskets kontakt med dyr har ligeledes helsegivende værdier gemt i sig.

Forskere fra hele Europa mødes i Witzenhausen i Tyskland den 24.-26. august til den 5. Internationale COST866 konference om Green Care in Agriculture for at konkludere på fire års tværfagligt samarbejde om at beskrive og definere, hvad landbruget kan gøre for udsatte menneskers psykiske velbefindende.                I Danmark, der er et grønt landbrugsland, bør dette have den allerstørste interesse. Med vores baggrund i økonomi, politik, forskning og daglig praksis kender vi behovet. Behovet for at kunne dokumentere og validere behandlingsmetoder, behovet for ad politisk vej at skabe rum for udvikling af nye metoder for behandling af samfundets ringest stillede på menneskelig forsvarlig og økonomisk bæredygtig vis.

Det handler om lokale tilbud af høj kvalitet med rod i landdistrikterne. Hertil kommer, at det har vist sig, at Green Care-modellen har helt særlige forudsætninger for at skabe en verden med mere inklusion, større inddragelse og bedre plads til mennesker, der ellers har svært ved at passe ind i et moderne liv.

I lande som Norge, Holland, Belgien, Italien, Tyskland og Storbritannien har man fra officiel side Green Care-programmer.
Oftest er der tale om landbrug, enten selvejende eller kommunale, der har forskellige sociale opgaver knyttet til landbrugsproduktionen. Det kan være børnehavegrupper, støttet beskæftigelse af psykisk syge eller udviklingshæmmede, skoletjeneste og særlige tilbud til børn med vanskeligheder i skolesystemet, og det kan være tilbud til ældreplejen, hvor især demente kan have stor glæde af tilbuddet. I Norge er der mere end 300 af sådanne landbrug i programmet Grøn Omsorg: umb.no/greencare/

Green Care kendes mest som »multifunktionelle landbrug«, men inden for begrebet rummes også haveterapi, terapi støttet af dyr (rideterapi), vildmarksterapi, økoterapi, og faciliteret grøn træning.
Der er altså tale om aktiviteter, der strækker sig fra psykoterapi, hvor naturen bruges som ramme og redskab for almindelige helsebringende daglige aktiviteter og undervisning, helt frem til øget bevidsthed om, hvilken virkning vores omgivelser har på vores almindelige velbefindende, og hvordan vi kan bruge naturen i bred forstand til at øge folkesund- heden.

Virker helbredend

Der har gennem århundreder været en erkendelse af, at naturen virker helbredende. Lige siden Middelalderen hvor klostre med tilknyttede hospitaler brugte haver og natur i behandlingen af syge, frem til forrige århundredes lungesanatorier og bygningen af de store psykiatriske institutioner nær vand og skov og med tilknyttede landbrug.

Den tiltagende urbanisering tilskrives en del af æren for, at flere mennesker i dag bliver syge med stress eller har svært ved at finde mening og mål i livet. Dette er muligvis en af årsagerne til, at forskersamarbejdsprojektet COST866 har fokuseret på, hvilke helsebringende værdier, der ligger i naturen og menneskets forbindelse med den.

Vi erkender det intuitivt, og forskningen bakker det op. Det påvirker os positivt at gå en tur i en skov eller langs stranden, når vi er stressede, urolige eller triste. Når vi går i haven, graver, sår og høster, så kommer vi i kontakt med noget dybere i os selv, en meningsfuld følelse af at være i forbindelse med vores oprindelige forbundethed med naturen. Noget vi måske næsten havde glemt. Det er enkelt, synligt og indiskutabelt.
Menneskets kontakt med dyr har ligeledes dybereliggende værdier gemt i sig. De giver os mad, tøj og gødning og er oven i købet hengivne og opmærksomme i kontakten med os. Målinger har vist, at f.eks. psykoterapi med hest giver helt særlige muligheder for forløsning af fysisk bundne, mentale konflikter.

Det multifunktionelle Green Care-landbrug betyder meget for udviklingen af lokalsamfund, hvor de findes. Både med hensyn til landbrugets og naturens betydning i offentligheden, men også for de enkelte kommuners mulighed for at udvikle kvalitative tilbud, der er lokalt forankret i landdistrikterne. De bliver værksteder, hvor naturpleje, kommercielt landbrug, terapi og socialt arbejde går hånd i hånd.
Bondens rolle er i den forbindelse blevet undersøgt. Bonden har en helt særlig rolle at spille som brobygger og formidler. Bonden har en særlig autoritet, fordi han kender jord, dyr og maskiner. Rammen er meget synlig og autoriteten er klar.

Derfor kan bonden uden særlige forudsætninger formidle viden og være forbillede for børn, unge og gamle. For at bonden kan have denne rolle på en troværdig måde, så er det vigtigt, at der rent faktisk er en kommerciel produktion på landbruget, og det således ikke blot er en terapeutisk, pædagogisk foranstaltning.



Landbruget er rammen

I Norge er Grøn Omsorg en indsats, der står på to ben. Dels giver programmet opgaver til en landbrugssektor, der naturgivent er rimeligt ekstensivt i mange områder, altså landdistriktsudvikling, men samtidig er der også et stort behov for lokale kvalitative tilbud til mennesker med særlige behov. I Grøn Omsorg er landbruget rammen, der kan indeholde mange forskellige tilbud, hvilket har været en stor fordel i kommuner, der ligger afsides. Der er således andre argumenter af politisk art, der spiller ind, men disses relevans bygger på den forskning og de erfaringer, der efterhånden er udført.

Selv om Norge er meget forskellig fra Danmark, kan man godt forestille sig, at visse egne i Danmark kan have stor glæde af en impuls som denne. Mange kommuner slås med at finde rammer og muligheder for at løse komplekse sociale problemer. Og der skal nok findes de landmænd, der kunne tænkes at ville vælge en Green Care model frem for at skulle rejse kapital til endnu en udvidelse af produktionsapparatet.

Forsøg med Green Care har dokumenteret store økonomiske fordele, hvor f.eks. stressudbrændte patienter kommer tilbage på arbejde på den halve tid i forhold til brug af traditionel medicinsk behandling.
I Tyskland har delstater, der vil fremme økologisk landbrug, og Green Care etableret multifunktionelle landbrug, hvor landbrugsproduktionen er forpagtet ud på særlige vilkår, se f.eks. www.landwege.de.


Men også bylandbrug, udviklingen af byrum, integrering af viden ved etableringen af ny hospitaler til sindslidende, jobtræning, genoptræning, repatriering af veteraner og behandling af demens kan efter vores mening styrkes med øget fokus på området.

I Danmark kan man tage en diplomuddannelse i haveterapi ved Københavns Universitets Institut for Skov og Landskab, hvor der også arbejdes med udvikling og forsøg med haveterapi i samarbejde med Kalmia stress- klinik. Men det er praktikerne, der gennem flere år har været bannerførere for Green Care. Der findes f.eks. en række mindre private/selvejende institutioner, der arbejder med mennesker med særlige behov og som anvender principperne: Hertha levefællesskab i Skanderborg Kommune er et. Pionergruppen på Kragebjerg ved Sorø et andet.

Men også det danske fængselsvæsen har aktiviteter i den retning, idet de driver nogle af landets største økolandbrug.

Efter vores mening er der brug for en dansk handlingsplan. Den politiske interesse har endnu ikke været mærkbar, men vi bør kortlægge, hvad erfaringerne fra COST 866-projektet kan komme til at betyde for landbrug, landdistrikter, landkommuner og den sociale indsats for mennesker med særlige behov.
Vi bør undersøge, hvilke initiativer, der rent faktisk falder inden for rammen i Danmark, og hvilken betydning de har haft. Samtidig bør vi sørge for at deltage i den internationale forskning på området.
Vi må høste erfaringer og udvikle pilotprojekter i Danmark.

Tilbage står, om det er muligt at finde den nødvendige politiske og økonomiske opbakning. Vi arbejder på at formidle ideen og at gøre det muligt at udføre relevant forskning på området. Som henholdsvis politiker og forsker opfordrer vi til, at der skabes rum og kapital til relevante pilotprojekter, hvor metoder kan afprøves, måles og evalueres.



Carsten Ørting Andersen er leder af det pædagogiske initiativ Pionergruppen på Kragebjerg og folketingskandidat for Radikale Venstre


Henrik Saxe er lektor på Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet og national repræsentant for EU’s COST866 netværksprojekt"

(Vi har meddelt kronikkens forfattere om vort plankeri)

søndag den 22. august 2010

Det er altsammens hippiernes skyld...

En anden måde at overbevise dansk landbrug om dets utilstrækkelighed, er at blive selvforsynende.

Stille og roligt omlægge flere og flere af dine fødevare indkøb til egen produktion. Selv bager jeg mit brød, får et par høns, krydderurterne er i haven, det samme kommer grøntsagerne, lammene købes hos naboen, gåseklubben er en realitet fra næste forår, skov og hegn deler flittigt ud af sine skatte; jo, der er mange erstatninger for at gå i supermarkedet.

Ved at se igennem denne tynde hinde af kvalitet og manipulation af vore følelser, kan vi give landbruget den opvågnen til virkeligheden, som det behøver. Og heldigvis er skindet på den opfedede gris som et subsideret landbrug er, begyndt at sprække her og der. Et par eksempler MUND-FULD er faldet over i ugens løb:

 - Månedsmagasinet "TÆNK" gør det i det seneste og kommende udgaver; sætter fokus på storindustriens kneb for at give kunderne en falsk tryghed ved det nære. F.eks hældes mælk fra samme tank på en røkke forskellige kartoner, alt efter hvilket "landmejeri" supermarkederne har i deres butikker. Hvor fake er det ikke?

 - Som del af sin succésfulde projekt "River Cottage", har Hugh Fearnley-Whittingstall etableret "Landshare", et forbindelses-website imellem mennesker der har jord og mennesker der gerne vil dyrke jord. Enkel og dermed, genial idé, som savner et sidestykke i Danmark. Med vanlig (og ærkedansk) skepsis kunne vi have vores tvivl om danskerne vill overlade dele af deres parcelhaver til andre.

- Byggeriet "VM-bjerget" giver beboerne mulighed for at udleve en lille drøm, ved at give dem ca. 100m2 have for hver lejlighed. Her kan man dyrke alskens sager i krukker og spande og modsat andet blokbyggeri, har man også, via diverse arkitektoniske krumspring, et ugeneret stykke grønt, omkranset af plantekasser, der forsynes af et centralt og genbrugsbaseret vandingsystem. Hvilke fremtidige  rigtige haveejre og -dyrkere fødes ikke ved at bebo sådanne omgivelser? Mon de vil slå sig til tåls med produkter der er "...produceret for..."?

Denne blogs forfatter tilhører generation X, vi der også kaldes for Jeg-generationen her i landet. Det var os der, da vi var teenagere og yngre voksne, ikke gad høre efter. Vi var "dovne og selvoptagne" og til denne dato hører vi stadig for ikke at have præsteret et oprør som det i 70ernes studentikose miljøer. Måske er demografien ved at være med os, måske er verden bare blevet 20 år ældre, i alle tilfælde er generationskonflikten imellem unge og gamle trådt i karakter.

Og måske skinner generation Xs oprør igennem nu, da hippierne endeligt har opgivet at forsvare idealer de forlod for endnu længere siden. Nu ser vi hvilken verden de har tænkt sig at efterlade os og vi ser hvilken løgn de har levet, mens de fortalte os at kun ved at rette ind, kunne vi leve op til dem.

Farvel hippier, tag jeres forstilte løgne og lad os være i fred, mens vi genopdager de egentlige værdier ved livet; børn, mad og glæde; helt nede i jordhøjde.
Vores oprør er et oprør imod jeres larmende og lammende selvtilstrækkelighed, der nær kvalte Jeres egne børn. Nu dyrker vi vores egne grøntsager, har høns til vore børns uddelte begejstring og vi ved hvordan man brygger godt øl. Uden at slide verden op, giver generation X hinanden glæde uden at forvente noget igen.

Stille og roligt kan vi give alle de systemer 68erne byggede op, fingeren. 68erne, der har for travlt til at besøge børnebørnene, fordi I skal holde idéen om evig ungdom i live. Vi er mere voksne end Jer, vi ser livets faser som smukke, ikke som frygtscenarier. Det oprør I troede aldrig skete, var en stille flod af selvværd, overskud og ægte autonomi fra Jeres dogmer. Vi tager den herfra, I er sat af holdet for I har aldrig været holdspillere...


Fuck you; I won´t do what you told me...

onsdag den 11. august 2010

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part I

Der er flere årsager til den for vort land, så fattige fødevarekultur; en af dem er landbrugets deroute.

I denne høsttid, er det tankevækkende at alle de store maskiner kører derude og sætter penge til. Tilsammen skylder de 13.000 fastansatte ved dansk landbrug 350 milliarder kroner. Når der så ovenikøbet produceres for kvantitet fremfor kvalitet, bliver man tavs. Og når man så ser at mange storbønder(er der efterhånden andre?) suser rundt i store firhjulstrækkere, bør man som borger spørge sig selv om hvor længe man gider at sponsorere det cikus.

Det kan hævdes at landbruget producerer det der er flest penge i; menes der dermed  flest EU-tilskud, er det korrekt. Siden indmeldelsen i EF, er det danske landbrug gået benhårdt efter at producerer så meget som muligt, for jo større tilskud og unaturligt høje afsætningspriser kunne man få. Til gavn for bonden, men til skade for forbrugeren. En forbruger, der betaler for meget i butikkerne og har alt for få produkter at vælge imellem. En forbruger der tvinges til at æde det maseproducerde slim der afspejler 95% af vort lands fødevareproduktion. Således grundlægges en fordummelse af hele befolkningens viden om fødevarer.

Tænk dig om; hvor kommer din mæk fra, dit kød? På det helt nære plan, hvor mange prodcenter af haveredskaber kan du nævne? Og når du så har nævnt de to du kender, svar så på hvorfor alle danske supermarkeder fører de samme produkter, til de samme priser? Mafia er hvad det er.
For flere fakta om dansk landbrugs aflivning af sig selv, har vi  Prof. Søren Kjeldsen-Kragh til at anskueliggøre så smukt. Artikel her og radioprogram her.

I dette indlæg skal det handle om hvordan det aktive menneske kan bidrage til et fundamental ændring af det dyrkende areals udnyttelse. Hvordan kan vi både få et naturligt drevet landbrug og få smagen tilbage på middagsbordet?

Kendskab i hverdagen. Desværre har subsidie-landbruget gjort det umuligt at få et varieret udbud af sorter, racer og produkter. Idag er det vidst sådan at der skal stå sort på kartoffelposen de første 3 uger efter høsten. Derefter kan sorterne blandes efter forgodtbefindende; hvilket totalt umliggør det at kunne vide hvor meget en Sava skal have i forhold til en Friesländer. Men efter de 3 uger er det jo også ligemeget...
Svaret ligger i en ændring af vore hverdagsvaner; mindre TV, mere havedyrkning og lignende selvforsyning. På landet og i parelhushaverne er jorden lige udenfor døren, brug den dog.
Har man politisk mod, vil man, når det kommer til forsyning af større byer, drage fordel af erfaringerne fra Detoit, hvor man omdanner kvadratkilometre af øde industri-og bolgområder, til "bybrug". Alene sidste år blev der etableret 900! køkkenhaver i byen, der har ca. 900.000 indbyggere. Det mest ambitiøse projekt har sat sig sommål at opdyrke 20 hektar; MoTown er blevet til GrowTown.

Og hvorledes griber man så disse enorme udfordringer an i DK? Man laver en kunstevent ud af det. Al mulig respekt for kongelige monogrammer af grøntsager, men det sætter tingene lidt i perspektiv. I de større byer er man åbenbart så bange for ikke at kunne bygge endnu flere dyre lejligheder, at man har glemt de borgere der allerede bor der.

Bliver byhaver og anderledes livsstil for abstrakt og giver det frygt for et kommende genvalg, kan politikerne jo se sig om i andedammen. Der går Thomas Harttung fra Årstiderne nemlig rundt og har allerede løsningen. Medstifteren af Årstiderne gjorde sig sidste år, ved den første OPUS-konference, nogle meget konkrete tanker om lokal forsyning af storbyer. Kort fortalt drejer det som om at skabe mindre enheder i landbruget, der er mere allround- og årstidsproduerende. Tjek hans slideshow fra konferencen her.

Det er muligt at opgive et subsidiestyret landbrug, der hæmmer al udvikling af vor sundhed, vor økonomi og vores fremtidige værdier. Giv jorden tilbage til folket istedet for at gældsætte endnu en generation af bønder.

More to come

lørdag den 7. august 2010

Et nyt kuld

Efterskolensæsonen åbner i de kommende dage og denne lærer er ved at skrue den opdragende attitude på. Er det virkeligt besværet værd at bare prøve at fortælle 16årige om at broccolli og purløg ikke er det samme; bare fordi de begge er grønne?

Indrømmet; det kan være en belastning at skulle gentage selv de mest basale ting igen og igen et helt skoleår igennem. Det ligger ikke til tidens unge at høre efter i timesvis, de surfer hellere porno end opskrifter på nettet og de er midt i et oprør imod alle voksne. Oveni er eleverne på vores skole hverken Guds bedste eller værste børn; de har ofte vigtigere ting end det italienske køkkens historie at bekymre sig om.

Og heri liger jo gaven for en lærer; at kunne møde eleverne dagligt uden at skulle forvente noget som helst og til stadighed blive overrasket over deres umiddelbarhed og pludselige engagement. Et engagement der året igennem modens og bliver til rutiner og selvstændige initiativer. Der vokser anvsar og overblik ret for ens øjne.Når året slutter, slippers de med en forstærket tanke om at de i alle tilfælde har prøvet at stå i et rigtigt køkken og snuset til en frisk fisk.

På et lidt bredere plan bør det dog give grund tilen seriøs overvejelse af vore værdier. Billedet af elever der ikke kender forkel på blomkål og blommer er ikke fiktivt. Det hører til undtagelsen at vi får elever der har haft deres gang i en køkkenhave eller kan splitte en kylling i 10 dele uden at væmmes.
Det er ikke hos børnene vi skal finde problemet, de er blot resultatet af de sidst 50-60 års fattiggørelse af vore fødevarer og madkultur. En kultur ikke længere oppebæres i vore hjem,men så i det mindste i madtemplerne rundt om? Disse madtempler, der optræder i magasiner og madprogrammer, må da bære faklen højt. Her kan vi vel søge til, når vor egen viden er forsvundet. Nej, faktisk medvirker retaurationsbranchen blot til derouten.Vi er dernede hvor vi endda på restauranter præsenteres for spansk fritatta og et tapaskøkken der er lukket. Måske ikke to oplagte eksempler, forklaring følger her.

Frittata er en ærke italiensk æggeret(og ikke spansk, selvom Wikipedia påstår det), men det ved alle jo ikke. Men tager man, som spisested, sig ulejligheden at ville kreere retten til betalende gæster og beskrive den på glittet papir, kunne man da i det minste sætte sig ind hvad man taler om. Eksemplet med tapaskøkkenet, der er lukket, er endnu mere graverende.
Tapas er spansk barsnack, finger food. Der er tale om meget simple retter som tortilla, steget pølse, sardiner i eddike; den slags. Fællesnævneren for disse retter er netop at de er klar til servering fra disken, gæsten udvælger sig sine favoritter, bartenderen serverer. Et tapaskøkken kan ikke lukke, for der er tale om mad der allerede ER færdig. Dette er hvad danske retauranter møder deres gæster med,; vildledning.
Udover lange ventetider, uuddannet tjenerstab og ukoordineret aflevering af maden; den slags småting. Restauranter, der burde være eksempler for deres gæster, sjofler i stedet gæsterne og får dem ovenikøbet til at betale for det.

I den nærværende sommer havde landbrugets organisationer endda den frækhed at stille forslag om at vi som stat, støttede denne gældstyngede industri økonomisk. Og det samtidgt med at den danske stat er blevet trukket for EU retten, med anklager om at yde ulovlig brakjordsstøtte for 750.000000. Magen til frækhed skal man vidst da opfinde nogle fordomme om italienere og grækere, for at matche.
Nej, det danske landbrug har satset og tabt. Masseprodution er ikke rentabelt i et land af Danmarks størrelse og bør snarest afvikles til fordel for økologisk drift. Med landbrugets grådighed og mangel på vilje til at involvere det omgivende samfund, har det tabt. 3%, det er den dels landbrugets arbejden sjæle har iden samlede arbejdsstyrke. I det værst "udkantsramte" kommuner, er landbruget det dominerende arbejdsområde. selve skabelsen af vor føde er distanceret i en grad der aldrig er set før.


Enden er nær og derfor liger svaret også ligefor; vi må bryde denne dødsspiral for den danske madkultur ved at opfinde den igen. Vi importerer fødevarer som aldrig før, vi spiser færdigtilberedt mad som aldrig før, vi lyver os økologiske og køber industrikyllinger som aldrig før. Det skal vi holde op med.
Vore børn og unge har brug for voksne der viser gode eksempler, ved at tænke over dette. Som ansvarlige for os selv og vore børn, bør vi overvejer hvor mange tilfælde af allergi, diabetes og fedme vi vil finde hos vores ophav.

mandag den 26. juli 2010

Faster pussy cat; kill, kill

Er nem mad også god mad? En stigning i salget af convenience-produkter, vidner om at danskerne synes det.

Det er en fysioterapeut i mit nærområde der ynder at skrive små hilsner til de forbikørende foran sit hus. Forleden var budskabet; ”livet bliver længere, hvis det leves langsommere”. Lyder sundt og sandt, men i realiteten løber danskerne hurtigere og hurtigere. Og netop fordi vi har så travlt, er salget af ”forberedt mad” eller convenience-produkter steget. Alle supermarkedskæder meddeler at de i fremtiden satser på at der vil blive endnu mere salg af snittet grønt, skivede champions, formarineret kød og frisk pasta; ofte paket i en færdig måltidskasse med opskrift.
En løsning som tiltaler stort set alle. En rundspørge foretaget af Coop før åbningen af deres nye butikskoncept ”C”, viste at 62 % af kunderne ville købe sådanne forberedte produkter. Nem mad at tage med hjem og oftest er der tale også endog meget sunde retter.



Som deltager i en børnefamilie kan det også tiltale undertegnede at kunne skippe de kedelige snitte- og hakke situationer. Hvis ikke lige det var en af de bedste måder at mediterer på.

Som travl far ville det også være dejligt nemt at kunne få maden overstået hurtigt, så jeg rigtigt kunne ned mine børns selskab. Hvis ikke lige det var fordi at et samvær henover en gang grønsagsvask og ditto tilberedelse, er en rigtig god måde at være sammen med sine børn på.

Som tidligere idrætsudøver og nu 5-6 kilo-for-meget-på-maven-indehaver, ville det også være nemt at få inspiration til hvilken mad jeg skulle spise i butikken. Hvis ikke det lige var fordi at jeg ugentligt laver en madplan, der inddrager hele familiens ønsker og lyster, samt giver mig mange gode timer i kogebøgernes selskab. Og hvis ikke lige jeg vidste at importen af helt almindelige frugter og grøntsager er steget fra 5 til 35 milliarder kroner de sidste 15 år; meget af dette til industriens færdigprodukter.



Der er noget fundamentalt forkert ved at konstant skulle gøre livet ”nemmere”. Det næste der står i vente er vel i form for kosttilskud eller injektion, der holder vores krop i god kondition for os. Det er der sikkert mere end 62 % af os der ville abonnere på, hvis vi kunne. Hvad er det der skal være plads til, når nu alt skal gøres så ”nemt”?
Ser man sig omkring, er det jo ikke fordi danskerne bruger al deres nemt tilkommende tid særligt udviklende eller kreativt. Nuvel, nogen af os mener jo at vi redder verden ved at blogge, men all in all; hvor er det lige at vi står og må spare måltidet væk; hvem har fordel af det?



Det har din chef. Ved at skabe et produkt som ”convenience-food”, et begreb vi nok heller ikke får et dansk ord for, tager man trykket en lille smule af det stress, der opstår sidst på eftermiddagen hos de ansatte. Nu vil der blive lidt længere tid til liiiiiige at nå det og det.
Men lur mig om ikke den sparede tid vil gå op i det lille stykke arbejde, så vi stadig vil styrte hjemad for at handle og hente børn. Børn, der forresten også vil kunne passes alle døgnets timer på udvalgte institutioner. Eller vil vi mon sidde, i sluttet kreds og sende kærlighedsbølger til fremmede planeter, nu da alt bliver fixet for os af industriens påfund?



Ja, sarkasmens tykke tåge hænger over MUND-FULD i dag, for det er en sørgelig udvikling vor måltidskultur har taget sig her. Det er denne blogs overbevisning at vi lever for at være sammen, i alle livets sammenhænge. Men særligt de mest naturlige; formering, fødsel, spisning, søvn, læring og død, lader vi til at ville afskaffe med vort ønske om lette løsninger.

Hvor bliver samværet, læringen, årstidskendskabet, overraskelsen, eventyret af, når det hele skal serveret i mundrette bidder for os? Det forsvinder sgu´ da, sammen med de enorme mængder af affald fra de skivede champions, den snittede kinakål og det færdigmarinerede kalkunlår. Øv!


Og så noget helt andet. Som en lille forbedring, har MUND-FULD lagt Feedzillas nyhedstjeneste ind på bloggen. Feedzilla er en roterende nyhedstjeneste, der døgnet rundt opdateres med nye links. På denne blog vil der køre artikler om bæredygtig livsførelse. Enjoy.

mandag den 5. juli 2010

Nå, men så skål….i ØL!

At blive taget alvorligt, er ikke altid nemt. At blive hørt, kan nogle gange være sværere. MUND-FULD spurgte de 40 nominerede restauranter til ”Nordic Prize 2010; 2 svarede.


Et hurtigt resumé.
MUND-FULD ønskede Noma tillykke med titlen som verdensmester og spurgte, meget retorisk, restauranten hvor øllet var blevet af i al denne stræben imod det sublime nordiske køkken. Overraskelsen var til at føle på, da indlægget blev til en seriøs kontakt fra Noma, der gerne ville begrunde deres valg på området. Man arbejder på Noma med ”små smage”, ”subtile og forfinede indtryk”, der kalder på vinens tilbageholdenhed og (tilsyneladende) nuance. Tak Noma, for jeres lyst til at være med.

Ansporet af dette, blev MUND-FULD ambitiøs og tog diskussionen ud tilde 40 restauranter i norden, der er nominerede til ”Nordic Prize 2010”, for deres arbejde med mad på topplan og deres ambitioner om at bringe nordisk gastronomi, ikke nødvendigvis Der Nye Nordiske Køkken, op på et endnu højere plan. Vi udfærdigede en række spørgsmål, gennemgik hjemmesider og personlige udsagn fra ejere, kokke og somaliers og resultatet står nu frem, 5 uger senere.

2 svar. De er fra AOC(København) og Ravintola Savoy(Helsinki). Savoy baserer deres drikkevarevalg på maden og tradition, AOC har Jacobsen, GourmetBryggeriet (Harboe)og Herslev i deres udvalg, men satser ikke stort på øl. Det var så det.
Måske en fiasko, men det afholder da heldigvis ikke denne blog fra at storme videre med øllets fane højt hævet over det nordiske gourmetkøkkeners faldballader på designerbordene.
MUND-FULD er overbevist om øllets fortræffelighed til al mad. Også på de tallerkener, hvor prisen er en halv månedsløn. Fra ramsløg til koldskål og sushi; øl kan matche dem alle. Og i mange tilfælde, med op til flere meget forskellige varianter, hvor vinen kæmper med blot at stille en enkelt kandidat.


Øl og vin er forskellige som vand og olie, indrømmet.

Vin er ”terroir” i ordets egentlige betydning. Vinen har frugten, gæren, modningen og traditionen på sin side. Man fristes nærmest til at kalde det en Guddommelig drik, da høsten varierer fra år til år, helt uden for menneskets rækkevidde. Åh, hvilken fryd at svæve med guderne og smage deres nektar, kun for indviede. Men industrien, den menneskelige, har efterhånden sat sit store aftryk på vinfremstillingen. En dyr flaske vin er ikke nødvendigvis en god flaske, den kan ofte bare lukrere på fordums gode rygter og nutidens hang til ekstravagance. En vinkenderven rådede os engang til aldrig at købe en flaske vin til over 500 kroner, ”resten er lir”.500 spän er også en slags penge og den slags beløb sidder ikke altid øverst på indkøbslisten hos de fleste.

Enter øl.

Øl er hvermandseje, øl er proletariat og øl er 100 % menneskeskabt. Selvom vi på MUND-FULD endnu ikke har afprøvet evnerne udi bryggerkunsten, kender vi dog en smule til håndværket. For håndværk er det. Fra start til slut, er en øl tænkt og udført af menneskehånd. Dette giver en kæmpe fordel, når det kommer til at kunne forme smagen lige derhen hvor bryggeren vil have den. Alle kneb gælder, ikke engang lagring af øl på vinfade står bryggerne af i dag tilbage for, bare for at få den der lille note af whatever der nu skal findes.

Vil vi gerne her komme med et par eksempler på øllets suverænitet, når det kommer til at balancere med mad. Med risiko for at rage uklar med forfatteren, vil eksemplerne fra vinens side, komme fra Søren Franks bog ”Vinen til maden” udkommet i 2004.
På daværende tidspunkt er ”ølrevolutionen i DK, måske 6-7 år gammel og har allerede præsteret nationale perlebryg som ”Little Korkney” og ”North Bridge Extreme” fra Nørrebro Bryghus, den oprindelige ”Ølfabrikken" huserede stadig i et nordsjællandsk sommerhuskvarter, Bøgedal var i gang og der havde i årene op til 2004, været et enormt fokus på belgisk ølkultur. Beviserne på topdollar-øl var kørt i stilling, selvom der stadig var langt til überhumlet IPA, Imperial porters, danskproduceret kriek og fadlagring af alskens slags.


I ”Vinen til Maden” er der en minutiøs gennemgang af råvarer og hvilke vine der passer til. Det lader at være en kamp mere end en nydelse, når vi nærmer os andet end brassieret oksekød og frugtkage.
Citrusnuancer er ”noget af det sværeste, når det kommer til vin”. Grisekød ” udgør nogle af de største udfordringer”, alle nødder får en portvin og så videre. Dette er ikke en hængen-ud, dette er eksemplificering fra en vinkenders egne erkendelser. Gennemgående bliver ydergrenene som Champagne, muscat- og portvin brugt rigtigt meget i Franks bog.

Øl kan trække på alle tilsætningsmidler, for at opnå en smag, så simpelt er det. Mens vin har det svært med stort set al mad der ikke er en form for udjævning af de individuelle smagsgivere, kan øl matche al den overvægt der bliver smidt efter det. Hele det sensoriske billede af et måltid er smag, men også mundfølelse, duft, temperatur, lyden, de trigimale elementer; alle faktorer der kan må balanceres med drikkevarerne. I gourmetkøkkenet bliver der arbejdet med små smage, et lille hop denne vej her eller der. I tiden op til det molekylære køkken og nu det ny nordiske, var gourmet mere om udseende end smag. Med introduktionen af baconis og ramsløg, er smagen atter kommet i fokus hos de ledende kokke og dermed alle os andre om et øjeblik.

Derfor har MUND-FULD forsøgt at få madens mestre i tale om hvorvidt ikke øl er en bedre ledsager til et vellavet måltid mad.

Det er det tredie ind læg af tre, om øl og gourmetmad. Læs det første og det andet 

mandag den 28. juni 2010

Sats alt på Orange

Kulinarisk Sydfyn 2010, nordens største fødevaremarked, har lukket ned for denne gang. En årlig festliggørelse af god stil på madfronten skal strækkes over hele året og det kræver mere end en frivillig forenings heroiske indsats. Endnu en succes på havnen i Svendborg råber til højere magter om at gribe chancen for at skabe et nationalt madcenter i byen Svendborg, i regionen, ja; i Europa.

MUND-FULD var så heldige at deltage helt oppe forrest på markedet, vi stod faktisk i indgangen og kunne begge dage følge slagets gang i blandt boderne. Fra markedets start i 2002, har målet været at præsentere det optimale indenfor fødevarer for et bredt publikum og med godt 12.000 publikummer, må der siges at have været mange mennesker. Særligt med en økonomisk krise hængende over hovedet og med en stigning i indgangen fra 25 til 40 kroner, kan man kun være tilfreds.

Det er fantastisk, slet og ret; at se alle disse mennesker arbejde for at vise publikum det ypperste indenfor luxus ernæring. Luksus og et meget voksent publikum, det er indtrykket der står tilbage nu.
Her på bloggen har vi før slået fast at disse to er hinandens perfekte partnere. Og i foreningen bag er der vilje til at inddrage nye vinkler på markedets mål, som er:

"… at synliggøre og markedsføre regionale råvarer, producenter og spisesteder, herunder skabe en national bevidsthed om Sydfyn som et kulinarisk område med en kvalitetsbevidst kost- og spisekultur og som et nationalt mødested for ”madfolk” i bred forstand."

Nytænkningen på 2010-udgavens ændringer/forbedringer kom i to udgaver.
De helt nye og rodskuddene med egne rødder. Til den sidste kategori hører ”Nordisk Festival”. Den er nu lagt på et helt andet tidspunkt, sidst i maj og her giver den endnu mere opmærksomhed for Svendborg som et internationalt madcenter. De nye tiltag bestod i at inddrage anderledes medspillere. Således fik de lokale og de økologiske i år selskab af Danish Crowns undervisningstelt. Ikke til udelt begejstring blandt fanatikerne kan man forestille sig, men sammen med Årstidernes madlavningstipi og den lille grønne vogn fra kommunen, viser de vejen til den formidlingsdel om fødevarer som må være et naturligt skridt fremover. Det naturhistoriske museum Naturama deltog med nordiske dyr og den forventede desikering af et dyr, god underholdning for børnene og der var oplæg fra producenter og vidensmennesker i Slow Foodteltet hele markedet igennem.

Som forening har Kulinarisk Sydfyn efterhånden nået sin maksimale kapacitet. Der er masser af idéer, masser af vilje og masser af know-how blandt disse arrangementsveteraner. Men det er også de samme personer der træder op hver gang. Med hvert nyt tiltag, bliver disse mennesker presset yderligere i deres formåen.
Som by har Svendborg draget enorme fordele ved dette arbejde, det er snart tid til at satse alt på den orange farve som Citta Slow sneglen bærer og byde ind med resourcerne til komme op på næste niveau. Faste lønsummer til nøglemedarbejdere og beviste valg i nye tiltag for at promovere kommunen.
Vi savner endnu at se politiske tiltag i form af søgning og etablering af helårs aktiviteter, sprunget ud af Kulinarisk Sydfyns madorgie.

Lad os da få en seriøs drøftelse af det tænkte MadEksperimentarie/MadHus/FødevareMekka, bruge nogle kræfter på et prospekt og få sendt nogle følere ud.
Mad er jo bare en gren af hele konceptet og vil man inddrage nye tiltag; musikfestivaler,turistkampagner, temaparker, er det da klart at det skal tegnes i lignende orange farver udad til. Nok er Svendborg en perle, med et fortjent renomé som kulturby og vel er Citta Slow Diplomet fortjent.
Men så længe man har travlt med at konstatere dette, i stedet for at tænke ud af kassen, så længe der bruges mere tid på at nyde frugten af andres arbejde, frem for at give mere plads, vil det politiske niveau være en stopklods for ambitionerne om et sydfynsk madcenter i Europa.